Noveller skal få os til at hjælpe

Skønlitteraturen er en ny måde at vække interesse for u-landshjælp på

En række noveller sætter menneskelige ansigter på det arbejde, der gøres blandt fattige i u-lande. Her er det børn fra Chikwawa-distriktet i det sydlige Malawi. -
En række noveller sætter menneskelige ansigter på det arbejde, der gøres blandt fattige i u-lande. Her er det børn fra Chikwawa-distriktet i det sydlige Malawi. -.

Et håndsyet æblegrønt sæt babytøj og en mors sorg over et liv som barnløs er omdrejningspunktet i en ny novelle af forfatteren Cæcilie Lassen. Novellen indgår i en novelleantologi med titlen Der skal folk til, som i den kommende uge præsenteres af Projekt-rådgivningen en sammenslutning af 210 små og mellemstore organisationer og foreninger, der alle arbejder for og i Den Tredje Verden.

Men hvad har en dansk mors tragedie at gøre med naturkatastrofer, fattigdom og mangel på mad i Afrika? Ja, det må man læse novellen for at forstå, men pointen med at udgive novellesamlingen er, at sætte menneskelige ansigter på den hjælp, der gives, og det arbejde, der gøres blandt frivillige i organisationerne.

Skønlitteraturen er et noget langsommere medium end de traditionelle kampagner og indsamlinger, men vi tror meget på det lange, seje træk og på, at forfatternes fortolkninger kan være med til at skabe ændringer i vores måder at tænke og handle på, siger Nicolai Houe, der er koordinator for kampagnen Der skal folk til, som Projektrådgivningen kører i dette forår.

Cæcilie Lassen er enig og var derfor ikke i tvivl, da hun som en af syv forfattere blev bedt om at levere et bidrag til novelleantologien.

Den skønlitterære form kan noget, som de store kampagner ikke kan. Den kan sætte ansigter og fortællinger på, som vi kan identificere os med. De færreste har oplevet de store naturkatastrofer på egen krop, men de fleste har til gengæld oplevet små eller store katastrofer i deres eget liv. I min historie er det en kvinde, der har sin helt egen personlige grund til at arbejde i en genbrugsbutik, fortæller Cæcilie Lassen.

Lektor på Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet Peter Lodberg har i flere år forsket i missionsprojekter og kirker i Den Tredje Verden. Han tror på ideen om at supplere mediernes katastrofebilleder med den menneskelige historie sat på en skønlitterær formel.

Det er en måde at få fat i historien bag historien på, og jeg er ikke overrasket over, at netop Projektrådgivningen vælger den fremgangsmåde. Deres ønske er blandt andet at fokusere på den folkelige forankring og personer, der brænder for det, de laver, siger Peter Lodberg.

Medlemsorganisationerne bag Projektrådgivningen spænder lige fra Baptistkirken i Danmark til Dansk Armeniermission og foreningen Cykler til Senegal.

Bogen Der skal folk til fortællinger om mennesker i Verden præsenteres torsdag den 29. maj ved et arrangement på Århus Rådhus. Her uddeles den gratis, ligesom den bliver uddelt ved et arrangement i Odense dagen efter.

Nicolai Houe fastslår dog, at bogen ikke vil blive kastet i grams, men først og fremmest skal gives til mennesker, der har en ægte interesse i Den Tredje Verden.

washuus@kristeligt-dagblad.dk