Kort nyt

Korte nyheder fra Danmark

Få kvindelige professorer

Kvindelige professorer på Københavns Universitet (KU) er sjældne.

Kun 13,6 procent af universitetets professorstand er kvinder, men det skal der rettes op på nu. Derfor har Videnskabsministeriet givet universitetet lov til at dispensere fra loven om ligebehandling.

Rektor Ralf Hemmingsen understreger i en pressemeddelelse, at det dog fortsat vil være de bedst kvalificerede ansøgere, der får stillingerne. Kvinder skal ikke favoriseres blandt ansøgerne og tilbydes stillinger på bekostning af mere kvalificerede mænd.

Omdrejningspunktet for indsatsen bliver at øge antallet af kvalificerede kvindelige ansøgere mærkbart. Målet nås gennem økonomiske incitamenter til fakulteterne, internationaliseringsstipendier og fokus på talent- og lederudvikling.

/ritzau/


Regentparret besøger Tanzania

Tanzania får til efteråret besøg af dronning Margrethe og prins Henrik. Regentparret aflægger fra den 3. til 6. november statsbesøg i landet sammen med en delegation af danske erhvervsfolk. Det er præsident Jakaya Mrisho Kikwete, der står for den officielle modtagelse i Dar-es-Salaam.

Foruden besøg i den kommercielle hovedstad planlægger den danske ambassade, at regentparret skal rundt i landet og sandsynligvis se nogle af de projekter, der støttes af Danmark.

/ritzau/


Salmonella rammer flere

Diarré, feber og voldsomme mavesmerter plager et stigende antal danskere. De er ramt af salmonella, og for fleres vedkommende så alvorligt, at de er indlagt på hospitalet.

I alt er 366 registreret syge.

Antallet af smittede fortsætter med at vokse med uformindsket styrke. Det er ikke sådan, at det tager til, men det virker desværre heller ikke som om, at det er ved at være overstået, siger overlæge Kåre Mølbak, Statens Serum Institut.

I sidste uge var 330 registreret syge, og dermed er 36 nye kommet til. Det svarer til den stigning, som Seruminstituttet har registreret ugentligt, siden udbruddet for alvor tog fart i maj.

/ritzau/


Nye misbrugere lades i stikken

Ældre misbrugere lever længere, mens de unges misbrug er blevet markant hårdere. Samtidig kæmper især hovedstaden med at indrette tilbuddene til misbrugere med anden etnisk herkomst end dansk, så gruppen kan få hjælp.

Udviklingen betyder, at der stilles nye krav til misbrugscentre, viser en ny rapport fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA). Mens antallet af misbrugere er steget fra cirka 20.300 personer i 1996 til det seneste tal fra 2006, som ligger på cirka 27.000 personer, har kommunerne store vanskeligheder med at indrette tilbuddene til misbrugerne. Udviklingen går nemlig i retningen af, at unge misbrugere tager turen ud af den sociale deroute stærkere end tidligere.

/ritzau/