I 1950 skrev amerikaneren Temple Fielding en rejsebog, hvor han udpegede fem steder i Verden, som alle burde se. Derfor står Ærøskøbing blandt amerikanere på linje med blandt andet pyramiderne.
Året efter vendte Fielding tilbage med fem stenrige amerikanere, som havde betalt 105.000 kroner for turen. Og siden har vi haft mange amerikanske turister i Ærøskøbing hvert år, siger museumsinspektør Karen Margrethe Fabricius, som så sent som for halvanden uge siden havde besøg af endnu en amerikansk rejsejournalist, der også har Ærøskøbing på sin "must see"-liste.
Den nye rejseskribent mener oven i købet, at man i Ærøskøbing skal bruge længere tid end i Århus og Odense.
Ærøskøbing fik i 2002 Europa Nostra-prisen for bevarelse af europæisk kulturarv. Ikke mindst for den folkelige indsats for at bevare byen. Og smuk er den. Ikke mindst i sommersol på de toppede brosten, som gør, at man for ikke at snuble må stå stille for at betragte overflødighedshornet af bindingsværk, de smukt malede døre og alle de små lækre restauranter, der overgår hinanden i gode frokosttilbud.
Det særlige ved Ærøskøbing er, at den er en af de bedst bevarede, hvis ikke den bedst bevarede, 1700-tals-by i Danmark. Og det gælder hele byen. Parcelhuskvarteret ligger på den anden side af omfartsvejen, men herinde i byen ligger gaderne, som de har gjort siden 1300-tallet. Og når man kommer til byporten, ligger det åbne land lige udenfor. Det tydelige skel mellem land og by er også autentisk fra den tid.
Karen Margrethe Fabricius er født på Ærø, men var i en lang årrække pendlende historielærer på gymnasiet i Svendborg, indtil drømmestillingen som museumsleder blev ledig. Og hun er en guldgrube af gode historier om det gamle Ærø og Ærøskøbing. For eksempel om, hvordan smugleri var et helt legalt erhverv i 1600-1700-tallet, hvor de danske konger havde indført strenge toldregler i kongeriget.
Ærø var fra 1300-tallet til 1864 en del af hertugdømmet Slesvig, så vi lå uden for Danmarks grænser. Vi kunne altså legalt købe stof fra Frankrig, tysk øl og eksotiske krydderier.
Men, som hun påpeger, hvor meget har et bondesamfund brug for det? Baronen på Valdemars Slot, derimod, ville gerne købe uden om tolden og sendte sin skriver, digteren Ambrosius Stub (1705-1758) over for at købe ind.
Og han var glad for en tår over tørsten, så han skrev digte til blandt andet en af købmændene i Ærøskøbing til gengæld for drikkelse.
Karen Margrethe Fabricius kan godt være lidt bekymret for, at Ærøskøbing ender som et frilandsmuseum på linje med Den Gamle By i Århus. Ærøskøbing er ikke bare den rene idyl, der trækker 250.000 gæster til byen årligt. Det er også det helårlige hjem for 990 af de næsten 7000 indbyggere på Ærø. Og byen lukker nærmest mellem midten af august og slutningen af juni.
Jeg har kæmpet for, at der bliver ved med at være plads til biler i Ærøskøbing. Ellers kan man jo ikke se, at der også bor mennesker, siger hun.
Ærøskøbing og Marstal, som er den største by på Ærø har også sikret sig, at der ikke længere gives tilladelse til fritids- eller sommerhuse i byerne, så de bliver affolkede, når solen står lavt på himlen. Ellers er ejendomsmæglernes tilbud næsten alle tilført et "ej bopælspligt" et tveægget sværd for en befolkning, der hvert år tager til Nyhavn for at kapre flere Ærø-boer og samtidig ved, at det ofte er sommerhusbeboerne, som ender som øboer, når tiden på arbejdsmarkedet er forbi.
Nogle vil endog mene, at de tilflyttende øboer bliver mere lokale end hjemmefødningene i kravet om, at alt skal være, som det var hvilket ikke altid er til lige stor gavn for udviklingen.
Erik Crone, tidligere filmproducent og medarbejder i Film Fyn, det selskab, der fik den anmelderroste film "Drømmen" til optagelse på Ærø, flyttede fra København til lidt uden for Ærøskøbing for syv år siden.
Jeg er jo filmmand. Så det at gå på de våde brosten i Ærøskøbing om vinteren er nærmest som en gyserfilm. Der er ikke et øje, men man kan høre alt, siger han.
Og dertil skal siges, at han er meget glad for at bo på Ærø.
Det er jo en gammel søfartsø, så folk er meget internationale. Mest i Marstal, men også i Ærøskøbing. De springer måske nok Danmark over, men sejler på alle verdenshavene, siger han.
De tre byer på Ærø har historisk haft hver sin profil. Ærøskøbing er den fine, dér hvor embedsmændene og de store købmænd boede. Søby mod vest er værftsby, og Marstal er værfts- og søfartsbyen.
Det, der har overrasket Erik Crone mest, er, at alle biler og huse er ulåste i Ærøskøbing og på resten af øen. Også cykler står frit fremme med lygter på og cykelpumpen til fri afbenyttelse. Kriminalitet er der stort set intet af.
Det blev jeg ret forbløffet over, og jeg håber, det bliver ved med at være et trygt sted at bo. Men det overrasker mig da stadig, at alle ved, hvor jeg bor, siger han.
Her sker ikke meget om vinteren, selvom Ærøskøbing har øens eneste biograf, men udsigten er stadig så meget bedre fra mine vinduer her end fra en to-værelses lejlighed i København.
Lokalredaktør på Fyns Amts Avis' lokalredaktion Inge Heilesen, der har boet i Ærøskøbing i tre år, er også begejstret for selve Ærøskøbing. Byen er smuk, og hun kan ikke blive træt af at se på de mange malede, gamle døre, der fortæller så mange historier.
Men det med, at alle kender alle, og nærheden i små øsamfund er nok lidt overdrevet, mener hun.
Kristeligt Dagblad fanger hende også i en pessimistisk stund, fordi en anonym har anmeldt et marked til Fødevarestyrelsen.
Det var en gruppe udviklingshæmmede på øen, som ville sælge hjemmebagte kager og gelé på havnen. Det må de så opgive nu. Og derfor synes jeg især i dag, at folk godt kan være lidt emsige. Én ting er at anmelde det; men ikke at ville stå ved det!
Af Inge Heilesens avis fremgår også, at Fødevarestyrelsen tog hele øen med, da den var i gang. Der var mest smil på smileyerne, men syv vejboder blev lukket.
Turistbureauet i Ærøskøbing er slået sammen med erhvervs- og udviklingskontoret. For borgerne er interesserede i, at der skaffes arbejdspladser og nye folk til øen. Værftet i Søby og sygehuset i Ærøskøbing er øens største arbejdspladser, og siden en samlet demonstration af Ærø-boere gik sammen for at redde Navigationsskolen i Marstal, er der kommet en hf-del til, hvor alle søfartsfagene kan erhverves samtidig.
Men der mangler arbejdskraft.
Det siger bestyrelsesformand Poul Erik Hübschmann for Ærø Turist- og Erhvervskontor.
Restauranterne kan ikke skaffe personale, og værftet har importeret polske familier, fordi de heller ikke kan rekruttere på øen. Samtidig vil vi jo gerne udvikle øen, så blandt andet turistsæsonen kan strækkes lidt længere.
Han kan også blive lidt træt af, hvor gennemgribende bevarelsen af de gamle huse skal være.
For eksempel skal alle vinduer være originale, selvom de er rådnet op. Det er altså næsten for meget, siger han.
Han glæder sig, trods ønsket om en længere sæson, også over de turist-stille perioder, hvor foreningslivet blomstrer, og man kommer hinanden lidt mere ved.
Det ændrer ikke på, at der bliver færre og færre fødsler på Ærø, en udvikling, der tager fart, når der ikke er job til højtuddannede, og når de unge øboer skal udenøs for videregående uddannelse.
Men som Karen Margrethe Fabricius udtrykker det:
Hver morgen, når jeg kører til arbejde fra Ommel, hvor jeg bor, så føler jeg stor glæde og stor taknemmelighed over at få lov til at arbejde i en by, som er så smuk.
Det synes turisterne også.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
