Den fri bevægelighed er et problem

EF-domstolens seneste undergravning af medlemslandenes ret til at bestemme, hvem der skal bo i deres lande, er kommet som en afgørende afsløring af truslerne mod Danmarks forfatning

REGERINGENS OG JA-PARTIERNES store forundring over, hvad følgerne er af EUs direktiver om arbejdskraftens fri bevægelighed, giver grund til igen at advare mod den totale ændring af hele det europæiske rum, som EUs elite tilstræber.

EUs magtelite gør alt, hvad den kan for at flytte afgørende beslutninger over til domstolen og til ekspertorganer, som er uden for borgernes kontrol, for eliten indser klart, at dannelsen af en storstat ikke er mulig ved en demokratisk proces.

Derfor må vi ikke stemme om Lissabon-traktaten, som vil cementere EU-rettens forrang for dansk lov på en lang række nye områder og gøre både Folketing og regering til ligegyldige organer.

EF-Domstolens seneste undergravning af medlemslandenes ret til at bestemme, hvem der skal bo i deres lande, er kommet som en afgørende afsløring af truslerne mod Danmarks forfatning. Regeringen har længe, dels på grund af følgagtighed over for de store EU-lande, dels på grund af inkompetence, fornægtet denne konsekvens af det indre marked, men tvinges nu til at kræve et nyt forbehold.

DE FÆRRESTE SYNES at have forstået, hvad de fulde konsekvenser er af den fri bevægelighed for mennesker i EU. Indtil videre drejer debatten sig om ikke-EU-borgere, som opholder sig i EU, og om retten til familiesammenføring.

Som bekendt er der ikke de store problemer endnu med EU-borgeres flytninger mellem medlemsstaterne, selvom nogle nok vil mene, at vi godt kunne undvære de kriminelle fra især Rumænien og Bulgarien, som senest er strømmet til Vesteuropa.

Meget værre bliver situationen, hvis Tyrkiet optages, sådan som EU-eliten ønsker. Millioner af tyrkere forventes at ville flytte til EU, og de vil selvfølgelig vandre til de lande, hvor socialvæsenet er mest udbygget. Med Tyrkiet som fuldt medlem kan intet hindre, at en million eller fem millioner tyrkere vælger at flytte til Danmark, hvis EUs indvandringspolitik ikke ændres fundamentalt

Allerede i dag skyldes en betragtelig del af det skyhøje danske skattetryk, at vi har en halv million mennesker med anden etnisk oprindelse, som samlet set er en voldsom økonomisk byrde. Vi savner en seriøs debat om, hvad følgerne af indvandringen er for den danske velfærdsmodel.

EU tvinger medlemsstaterne til at behandle alle borgere ens, når de først har ophold i det pågældende land. Det skaber i sig selv en voldsom ulighed i EU: Rumænien, Letland eller Portugal har meget lave sociale ydelser til egne borgere og derfor også til fremmede. Danmark og Sverige har verdens højeste sociale ydelser, som vi altså også må betale til fremmede, som bidrager med intet eller meget lidt. Adgangen til frit at flytte og kræve ligebehandling med et lands borgere vil naturligvis føre til indvandring i lande med udbygget velfærd og vil få Danmark til at bryde sammen økonomisk.

Derfor kræver Dansk Folkeparti en omfattende udredning af alle indvandringens konsekvenser og herunder følgerne af EUs indvandringspolitik. Der er brug for rettidig omhu, så vi ikke igen står med et politisk flertal, der ikke ved, hvad det har sagt ja til.

Mogens Camre er medlem af Europa- Parlamentet for Dansk Folkeparti