Den amerikanske fred. EU bør opruste militært

ET MILITÆRT aggressivt Rusland er ikke et problem i sig selv. Hvad vi så i Georgien i august var svaret på en amerikansk omringningspolitik, der siden Sovjetunionens opløsning har søgt at stække et identitetsforvirret Rusland.

Dette er gjort for at opretholde og styrke den amerikanske førerposition i verden. Trods løfter tilbage i begyndelsen af 1990erne om, at USA ikke ville søge at udvide forsvarsalliancen NATO ind på tidligere sovjetisk territorium, samt amerikanske forsikringer om, at missilskjoldet, der er opstillet i Polen og Tjekkiet, ikke er offensivt rettet mod Rusland. Disse forhold gør, at Rusland med rette føler sig usikre på Vestens hensigter.

Hvor er vi europæere i alt dette? Hvilken indflydelse har vi haft på hele denne udvikling? Svaret på dette er uklart. Dog var Frankrig og Tyskland ikke begejstrede for at give Georgien en udsigt til medlemskab af NATO.

Virkeligheden er, at vi europæere er afhængige af amerikansk velvilje, og at de reelt set garanterer vores sikkerhed. Ud fra den betragtning er det ikke underligt, at amerikanerne forventer en lignende tjenstvillighed, for hvad der er amerikansk udenrigspolitik i Europa.

Det er på tide, at vi i højere grad selv begynder at betale for vores eget forsvar. Det er den eneste måde, hvorpå europæerne selv kan få indflydelse på, hvordan vi takler forholdet til Rusland og resten af verdens udfordringer.

For er vi europæere enige i USAs politik over for Israel og Palæstina? Er USA en kritisk mægler, der deler sol og vind lige? Går det, som vi ønsker det, i kampen mod Taleban? Er det klogt, at USA angriber Pakistans nordvestlige grænseegne? Hvor ender alt dette?

Så længe vi er afhængige af amerikanske sikkerhedsgarantier vil vi aldrig komme til at føre en selvstændig europæisk udenrigspolitik, derfor bør EU opruste militært, sådan at vi kan garantere vores egen sikkerhed.

Sasha Møller,
Elev på Europahøjskolen,
Skovridervej 1,
Rønde