Der er ingen hellige køer i jødisk humor

Jødisk humor kender ingen tabuer og omfatter alt fra bibelsk tid til det moderne Israel, hvor etniske vittigheder har afløst de mere klassiske religiøse vittigheder. Læs eller genlæs Allan Sørensens indtryk fra Israel

Ofte er jødisk humor så sort og grov, at det ville blive opfattet som dårlig stil på grænsen til det racistiske, hvis de blev fortalt af andre end jøder selv, skriver Allan Sørensen. Illustration: Peter M. Jensen.
Ofte er jødisk humor så sort og grov, at det ville blive opfattet som dårlig stil på grænsen til det racistiske, hvis de blev fortalt af andre end jøder selv, skriver Allan Sørensen. Illustration: Peter M. Jensen.

Mens en vittighed om profeten Muhammed kan bringe sindene i kog hos mange muslimer, er det næsten et varemærke for jøder at gøre nar ad deres egne profeter. Moses er nok den profet, der har lagt navn til det største antal vittigheder gennem historien. Ofte fortalt af rabbinere og religiøse jødiske overhoveder, der gør en dyd ud af at gøre nar ad tilblivelsen af deres egne mange religiøse forbud og påbud.

En klassisk jødisk vittighed fortæller blandt andet, hvordan Moses driver Gud til vanvid på Sinai-bjerget med dybdeborende spørgsmål om de skjulte meninger bag forbuddet mod at blande mælk og kød. Til sidst mister Gud tålmodigheden, snerrer ad Moses og beder ham om at gå videre til næste forbud uden alt for mange spørgsmål.

Ikke nok med det. Jøderne er det folk, der har været udsat for de måske værste folkemord og forfølgelser i verdens historie. Det griner de også ad. Og i nutidens Israel har den klassiske jødiske humor fra Østeuropa og den bidende selvironi, der hænger de bibelske hovedpersoner ud, fået tilføjet en ekstra dimension. Her gør jøder nar ad hinandens etniske herkomst. Marokkanske jøder er aggressive. Iranske jøder er nærige. Polske jøder er sorgfulde hypokondere, mens jødisk-yemenitiske kvinder er villige.

Med andre ord findes der ingen hellige køer i jødisk humor, der ofte er så sort og grov, at det ville blive opfattet som dårlig stil på grænsen til det racistiske, hvis de blev fortalt af andre end jøder selv.

Eksempelvis er Israel det eneste land, der har udgivet en bog med vittigheder om holocaust. En bog, der næppe ville være i stand til at finde en udgiver i Tyskland. Ifølge den jødiske psykoanalytiker Sigmund Freud er det netop det selvforringende element i jødisk humor, der gør den værdig.

Til forskel fra de fleste vittigheder er jødiske vittigheder ikke rettet mod andre grupper, men snarere mod jøderne selv. Derfor er en jødisk vittighed i virkeligheden kun ægte, når den fortælles af en person, der identificerer sig med denne gruppe. Hvis den bliver genfortalt af en ikke-jøde, mister den sin kraft, skriver Freud.

Det var et dansk ægtepar vidner til for nylig. De sad sammen med en gruppe unge israelere på stranden i Tel Aviv, og de unge israelere, der alle er efterkommere til holocaust-overlevere, åbnede for skuffen med deres bedsteforældres egne holocaust-vittigheder. En af dem beretter om tiden under de russiske pogromer mod jøder. I en landsby svirrer der rygter om, at en kristen pige er blevet dræbt. Jøderne forbereder sig på voldelige overgreb, indtil rabbineren kommer løbende og råber: Gode nyheder, gode nyheder. Den dræbte pige er en jøde!

En anden fortæller om to brødre, der er i bad sammen under Anden Verdenskrig. Lillebror kaster sæbe på sin storebror, der automatisk udbryder: Har jeg ikke sagt, at vi skal blande vores forældre udenom?

De to ikke-jødiske danskere grinede, men vidste hele tiden, at de aldrig selv ville kunne genfortælle de samme vittigheder, fordi de ikke er en del af den samme gruppe.

Mens psykoanalytikeren forklarer den selvforringende humor som en naturlig parallel til selvglorificering, havde den jødiske forfatter Saul Bellow, der døde for tre år siden, og som repræsenterer den klassiske jødiske humor fra Østeuropa, en anden og mere simpel forklaring på fænomenet jødisk humor.

"Undertrykte folk har en tendens til at være vittige," skrev han. Og netop i det undertrykkende har nogle af de mest kendte jødiske komikere gjort den såkaldt jødiske humor mere bredt dækkende.

Ifølge den amerikanske jøde Hillel Halkin, der har skrevet flere bøger om jødisk humor, var Groucho Marx fra Marx Brothers en af de banebrydende skikkelser i denne tendens.

Groucho Marx berømte bemærkning om, at han aldrig ville drømme om at blive medlem af en klub, der er villig til at acceptere en mand som ham selv, handler ikke kun om en bestemt religiøs eller etnisk gruppe, men om hvem som helst, der føler sig udstødt, siger Hillel Halkin. Den amerikanske forfatter har en utraditionel opfattelse af årsagen til den særlige jødiske humor:

"Den traditionelle opfattelse er, at jødisk humor er brugt som et redskab til at værne om jødedom og jødisk identitet. Hillel Halkin argumenterer, at jødisk humor, som fænomenet beskrives i dag, først blev til i det 19. århundrede. Der findes ifølge Halkin ingen beviser for, at jøder gjorde nar ad Moses eller fortalte ironiske vittigheder om dårligdom tidligere i historien." siger Halkin, "Tværtimod blev jødernes dårligdom mødt med meget alvorlige miner blandt rabbinere gennem det meste af historien, lige indtil Koranen blev til."

Halkin er af den opfattelse, at den rige og ofte komiske muslimske litteratur, der opstod i tiden efter Koranen, har haft en meget stor indflydelse på mange af de jøder, der boede i de muslimske lande:

"Inspireret af den nyopståede muslimske kultur, lod mange jøder sig inspirere og skabte et nyt humoristisk univers omkring de gamle jødiske tekster," siger Hillel Halkin.

"Mens de konservative muslimske samfund gjorde op med den humor, de opfattede som blasfemi i forbindelse med Koranens tekster, voksede den jødiske humor sig stærk og spredte sig til de jødiske samfund uden for den muslimske verden. Især til de store jødiske samfund i Østeuropa."

Og grunden til denne overlevelse er, ifølge Hillel Halkin, at jødedom og islam adskiller sig fra hinanden på et meget afgørende punkt, til trods for at de har mange ligheder:

"Mens den uperfekte Moses forsøger at bakke ud, da Gud udvælger ham første gang, fremstår Muhammed som det ultimative og perfekte menneske. Moses er i stand til at begå fejl, men det er Muhammed ikke. Han er perfekt. Ad den slags gør man ikke nar," siger han.

allan@kristeligt-dagblad.dk