Kort sagt

Det mener læserne

Grådighed

MARTIN BACH-VILHELMSEN
tidligere skoleinspektør og kommunalpolitiker, Egerishave 3, Skive

Kristeligt Dagblad fortæller fredag den 19. september under overskriften Grådighed har taget bolig i danskerne om et særdeles alvorligt og aktuelt problem. Avisen fortjener ros for dette initiativ, som er underbygget med baggrundsartikler og et ledersynspunkt. Det vil være velkomment med opfølgning på dette tema.

Vi er i fuld gang med at demontere velfærdsstaten. De bedste behandlere i sundhedsvæsenet ryger over i den private sektor, og det betyder selvfølgelig, at de fattigste får en ringere behandling. Sådan udtrykker Bjarne Lenau Henriksen sig ifølge avisen. Det er en tilkendegivelse, som formentlig er dokumenterbar, og som derfor er en alvorlig påmindelse til alle politikere om at sikre borgernes lige adgang til behandling for sygdomme.

Derimod er sociologen Emilia van Hauens betragtninger om samme problematik for letkøbte. Det er muligt, at der er lys forude, og at griskheden vil gå i sig selv igen. Imidlertid skylder Emilia van Hauen at forklare, hvordan de medborgere, som ikke er omfattet af egne eller virksomheders forsikringer, som sikrer omgående behandling på private hospitaler, skal klare sig, når de får brug for behandling på sygehus.

EU endnu en krigsherre

RINA RONJA KARI
talsperson for Ungdom mod EU

Sasha Møller skriver den 24. september i et indlæg, at EU bør opruste, fordi vi derved kan være en modvægt til USA og selv bestemme vores udenrigspolitik. Jeg må nok indrømme, at jeg synes, tanken om, at oprustning løser alle problemer, er lidt skræmmende.

Personligt tror jeg langt mere på, at løsningen ligger i forhandlinger og forebyggelse. Virkeligheden er jo, at vi i hele Europa (og ikke kun i EU) bliver dybt påvirket, når USA laver store ting i resten af verden, ligesom vi bliver dybt påvirkede, når Rusland markerer sig ved at gå ind i Georgien.

Vil et stort og stærkt militær så ændre på dette, så vi får magten selv? Nej, selvfølgelig ikke. Vi er nødt til at indse, at hele verden hænger sammen, og at vi ikke kan isolere os uanset størrelsen på militæret. For mig at se giver det ingen mening at udstyre EU med sit eget militær. Det vil blot blive endnu en krigsherre, og EU har allerede vedtaget, at de gerne må gå i krig som forebyggelse.