Når børn krænker børn

Seksuelle overgreb hører ikke kun voksenverdenen til. Børn og mindreårige unge står nemlig for en tredjedel af de seksuelle krænkelser, der begås mod børn

Mimi Strange er psykolog og leder af Projekt Janus, der behandler mindreårige seksuelle krænkere. –
Mimi Strange er psykolog og leder af Projekt Janus, der behandler mindreårige seksuelle krænkere. –. Foto: Mette Frandsen.

Samvittighedsløse voldtægtsmænd og perverse pædofile på internettet er det første, de fleste tænker på i forbindelse med seksuelle krænkelser af børn. Men i op mod hvert tredje tilfælde er det børn og unge, der forgriber sig på yngre søskende, papsøskende, fætre, kusiner, skolekammerater, venner og bekendte. De mindreårige krænkere kan være så små, at de stadig går i børnehave.

I Danmark findes der endnu ingen landsdækkende undersøgelser af, hvor stort problemets omfang er. Men internationale undersøgelser, blandt andet fra Sverige, har vist, at 33 procent af alle seksuelle overgreb bliver begået af børn og unge under 18 år.

Man anslår, at omfanget er det samme herhjemme, og flere lokale danske undersøgelser tegner et lignende billede.

Den seneste statusrapport fra Rigshospitalets team for Seksuelt Misbrugte Børn, SMB, viser, at 26,9 procent af de overgreb, som teamet registrerede i perioden 2001-2007, var begået af børn og unge mellem 12 og 18 år.

Der findes i dag kun ét sted, hvor børn og unge mellem 6 og 18 år kan komme i behandling, hvis de har udvist det, man kalder seksuelt krænkende adfærd.

Projekt Janus i København blev etableret som et forsøg af Socialministeriet i 2003, men skal med udgangen af næste år gøres permanent. Godt 100 mindreårige, hvoraf 61,7 procent er mellem 13 og 15 år, har siden 2003 været i behandling i Projekt Janus, der har til huse i lyse, luftige terapirum med legetøj.

Når de unge klienter holder pause fra individuelle psykologsamtaler, familie- eller gruppeterapi, kan de tage et spil bordfodbold i venteværelset. Projektets navn er nemlig hentet fra den romerske mytologi, hvor Janus var en gud med to ansigter. For tilgangen til de børn og unge, som har forgrebet sig på andre, er, at de på én gang er krænkere og ofre.

90 procent af dem er drenge. Halvdelen bor hjemme, mens den anden halvdel er anbragt på institutioner eller sat i pleje. Knap tre ud af fire viser tegn på ADHD, også kaldet DAMP, og mange har sociale eller udviklingsmæssige handicap.

Fælles for dem alle er, at de i høj grad mistrives. Tre ud af fire har været udsat for omsorgssvigt. For knap halvdelen er der tale om fysisk vold, for mere end halvdelen om psykisk. Og en tredjedel er selv blevet seksuelt misbrugt. De er stille, indadvendte børn, der har et lavt selvværd.

For mange resulterer en kombination af faglige og sociale problemer i, at de mistrives i skolen og derfor oftest ikke har nogen jævnaldrende venner og skolekammerater. Dem søger de i stedet blandt børn, der er væsentligt yngre end deres egen aldersgruppe. Ifølge den seneste statusrapport fra Projekt Janus er 27 procent af ofrene også yngre skolekammerater, mens 21,6 procent er biologiske søskende, halvsøskende eller stedsøskende. Resten er børn på krænkernes anbringelsessteder, bekendte, andre familiemedlemmer og i sjældne tilfælde voksne.

Motiverne bag overgrebene kan være mange. Nogle af de dårligst begavede børn har svært ved at kontrollere deres impulser, så en uskyldig leg eller nysgerrighed bliver til et overgreb. Andre viderefører den overgrebsadfærd, som de selv har været ofre for. Men de fleste af de børn og unge, der kommer i behandling hos Projekt Janus, er dog oftest ikke klar over, hvor forkerte deres handlinger er. Det fortæller psykolog og projektleder på stedet, Mimi Strange.

Når de kommer hos os, har de det forfærdeligt. Når et overgreb bliver opdaget, reagerer omverdenen som regel meget voldsomt, og det er først der, det begynder at gå op for dem, hvor forkert det er, det, de har gjort. Det er også en meget vigtig del af behandlingen at forklare, hvor stor smerte seksuelle krænkelser forvolder. Så når skadens omfang går op for dem, bliver de tit meget chokerede og ulykkelige, siger Mimi Strange og fremhæver udviklingen af empati som en afgørende faktor for, at overgrebene ikke gentager sig.

Barnet eller den unge skal ikke kun i behandling, fordi de har begået et overgreb. Overgrebene er som regel et resultat af stor mistrivsel, som gør det svært for dem at sætte sig i andres sted. Det skal de have hjælp til at lære. Og de skal også udvikle sociale kompetencer for at bryde ensomheden og begynde at knytte venskaber med jævnaldrende, fortæller hun.

Den proces sker i individuel psykologbehandling, der ofte efterfølges af 25 gange med gruppeterapi. I gennemsnit varer et behandlingsforløb i et år, men kan variere fra tre måneder til godt tre år. Under forløbet arbejder man helhedsorienteret. Det betyder, at eventuelle socialpædagoger og barnets forældre bliver inddraget. Men før forældrene kan støtte deres barn, skal de ofte selv bruge hjælp til at komme over chokket.

Der findes to yderpoler. De forældre, der slet ikke vil have noget med deres barn at gøre efter det, der er sket, og dem, der nægter at tro på, at deres barn har krænket et andet barn. Men de fleste ligger et sted imellem og er bestyrtede, rystede og i krise. De får derfor tilbudt at gå i forældrekrisegrupper, hvor de kan tale med andre, der har oplevet det samme. For hvem kan man ellers fortælle, at ens søn har misbrugt ens datter, siger Mimi Strange, der også fremhæver møder mellem krænker og offer som en afgørende vigtig del af behandlingen. Offeret skal have en undskyldning og blive bestyrket i, at krænkelsen ikke gentager sig, mens krænkeren skal påtage sig det fulde ansvar for overgrebet og for, at det ikke sker igen.

gold@kristeligt-dagblad.dk