Kort om bøger om USA

Interviewet er som journalistisk genre oprindelig en amerikansk opfindelse, der opstod i anden halvdel af 1800-tallet. I begyndelsen blev fænomenet betragtet som noget af et stedbarn af den etablerede læseverden, men det blev hurtigt en integreret del af den journalistiske værktøjskasse. I Danmark er Martin Krasnik blandt de ikke mange journalister, der mestrer det store, personlige og læseværdige interview, og det er derfor godt, at hans lange række af amerikanske forfatterinterview fra Weekend­avisen nu udkommer i bogform. I Min amerikanske drøm møder Krasnik en stjernekrans af forfattere og journalister Philip Roth, Joan Didion, Tom Wolfe og David Remnick er blandt højdepunkterne under den løse fællesnævner: Hvad er der blevet af den amerikanske drøm? Næppe overraskende får Krasnik ikke noget entydigt svar ud af bestræbelserne, og det er en pointe. Den amerikanske drøm handler nemlig ikke kun om, at skopudseren kan nå til tops og blive præsident eller direktør, men også om, at alle amerikanere har radikalt forskellige livshistorier, og at disse historier ofte rummes i samme individ. En samlet fortælling om nation og individ er altså ikke længere mulig, mener Krasnik personificeret i den mulige næste amerikanske præsident, Barack Obama. Er han hvid eller sort, høg eller due, intellektuel eller populist? Det lader sig ikke sådan afgøre, for han rummer, ligesom alle amerikanere, mange modstridende historier. I contain multitudes, Jeg rummer mangfoldigheder, som allerede 1800-tals- digteren Walt Whitman sagde. Krasnik har en prisværdig evne til at sætte sig selv på spil og følge op på de interviewedes svar, og han formidler med bravour den arketypiske amerikanske energi, der rammer alle Amerika-besøgende med bare et minimalt udslået sanseapparat som en damptromle på speed. Samtlige interview i bogen er værd at læse, og Krasniks egen rastløshed, som han beredvilligt beretter om, står godt til et land som USA. Dog savner man flere stemmer i forfatterkoret, der ikke er helt repræsentativt for amerikansk litteratur i dag. Hvorfor ikke opsøge Richard Powers, Cormac McCarthy, Toni Morrison, Joyce Carol Oates, E.L. Doctorow og Don DeLillo, der alle er oversat til dansk, og alle vil kunne tale begavet og personligt om den amerikanske drøm. I en bog om den amerikanske drøm fylder kristendommen desuden alt for lidt. Troens betydning handles af med Christopher Hitchens og Sam Harris, der begge udmærker sig med højrøstede dumheder om emnet. Her ville samtaler med forfatterne John Updike eller Marilynne Robinson udfordre den ikke-troende Krasnik og give læseren en bedre forståelse af den amerikanske drøm i dag. Nå, man kan ikke få alt (jo, i USA kan man!), og Krasniks bog kan klart anbefales. Energien smitter.

Martin Krasnik: Min amerikanske drøm på jagt efter stjernerne. 272 sider. 299 kroner. Forlaget Bianco Luno.

Martin Krasnik har også leveret forordet til Barack Obamas selvbiografi, Arven fra min far, fra 2004, som Time Magazine ifølge bagsiden har kaldt Den måske mest velskrevne selvbiografi af en amerikansk politiker, der nogensinde er udgivet. Store ord, men det er også en storslået historie, Obama bærer rundt på som søn af en kenyansk far og en amerikansk mor med en stor del af opvæksten i udlandet inden studier på Harvard universitetet, senatorkarriere og nu måske kommende præsident. Krasnik skriver rigtigt i forordet, at på grund af Obamas blandede baggrund, grumsede identitet og evne til at samle folk af alle farver vækker han mange flere end blot de sorte amerikanere. Det har da også vist sig, at Obamas hudfarve har spillet en mindre rolle i valgkampen end først forudsagt. Lige nu har han kurs mod Det Hvide Hus og opfylder dermed en amerikansk drøm om at komme fra små kår og nå til tops, samtidig med at han opfylder drømmene hos befolkningerne i stort set alle verdens lande, der hellere ser Obama end republikaneren John McCain som ny præsident. Ønsketænkningen afspejles i det små på det danske bogmarked, for dagens Obama-bog er den tredje i rækken, efter Informations Forlag tidligere på sæsonen udsendte Mod til at håbe (anmeldt her i avisen den 9. maj) og Kometen. Barack Obamas kurs mod Det Hvide Hus, skrevet af avisens USA-korrespondent, Martin Burcharth. Sidstnævnte er, ud over at være en Obama-biografi, også et øjebliksbillede af USA i dag og en indsigtsgiver i det kolossale maskineri, som en moderne amerikansk valgkamp er.

Barack Obama: Arven fra min far. Oversat af Poul Bratbjerg Hansen. Forord af Martin Krasnik. 413 sider. 350 kroner. Lindhardt og Ringhof.

Martin Burcharth: Kometen. Barack Obamas kurs mod Det Hvide Hus. 271 sider. 299 kroner. Informations Forlag.

Det eneste danske forlag, der binder an med John McCain, er Hovedland, der op til det snarlige valg udsender selvbiografien Mine fædres verden med forord af journalist og redaktør Clement Kjersgaard. McCain har en endog særdeles stærk personlig historie at fortælle som medlem af en slægt, hvor fædrene har deltaget i samtlige amerikanske krige og som fange i fem år under Vietnamkrigen i den berygtede lejr Hanoi Hilton. Det er da også hans mangeårige udenrigspolitiske erfaring, han har slået på i den verserende valgkamp, hvor han først var ude, så inde, og nu er på vej ud igen. Der er dog ingen tvivl om, at hvis USA inden valget udsættes for et nyt terrorangreb, vil McCains stærke appel som kontant leder i trængte tider bringe ham i spil igen. Så kampen er ikke slut og McCains selvbiografi kan uanset hvad også læses efter valget den 4. november.

John McCain: Mine fædres verden. Oversat af Bente Møller Sørensen. Forord af Clement Kjersgaard. 381 sider. 250 kroner (i oktober, derefter 329 kroner). Hovedland.

bach@kristeligt-dagblad.dk