Der er minder, man ikke kan dele

Tom Eckersley var militærpolitibetjent i Bosnien og den første brite, der åbnede en massegrav. Han passede sit arbejde, tog de nødvendige foto af ligene og vendte hjem til England. Tilsyneladende med styr på tingene

De første år, efter at Tom Eckersley kom hjem fra Bosnien, gik fint. Men så kom minderne om massegrave. –
De første år, efter at Tom Eckersley kom hjem fra Bosnien, gik fint. Men så kom minderne om massegrave. –. Foto: Drago VejnovicEPA.

Tom Eckersley er indstillet på, at han aldrig får sit mest brændende ønske opfyldt: Igen at have en hverdag med sin tidligere hustru Belinda fyldt med kærlighed, børn og fællesskab. Han er nået langt, siden han for to år siden begyndte at få styr på dæmonerne fra Bosnien og lagde et voldsomt misbrug og et selvmordsforsøg bag sig, men ægteskabet er passé, og det smerter. Ensomheden er overvældende, synes Tom. Og han føler det, som om at hans liv er blevet amputeret af tiden i Bosnien.

Jeg er på vej som person, men jeg vil også uendelig gerne have mit gamle liv tilbage og det får jeg aldrig.

Tom havde været militærpolitibetjent i nogle år, blandt andet udstationeret i Nordirland, da han i 1994 blev sendt til Bosnien. Det var en eftermiddag her, der ændrede hans liv. Sammen med en kollega og deres tolk blev han kaldt ud til en massegrav. Da de ankom, var beboerne fra den nærliggende landsby allerede ved at åbne graven, og stanken fra døde stod i luften. Kollegaen besvimede, og Tom var overladt til sig selv.

Det var frygteligt. Det var frygteligt at se de døde, de mange børn og gamle mennesker. Stanken var overvældende. Men det var også frygteligt, fordi jeg pludselig skulle være hård og afvisende over for de lokale beboere, som ville lede efter deres forsvundne familiemedlemmer. Jeg kom tit i landsbyen og var gode venner med dem. Nu skulle jeg holde dem væk, fordi de ikke måtte røre ved ligene af hensyn til deres værdi som bevismateriale, fortæller Tom.

Han reagerede ved at gøre sig selv til en professionel maskine. Han udstak ordrer, fik tilkaldt mere hjælp og begyndte at tage de nødvendige fotografier af de døde. I dagevis stod han ved graven, mens det ene lig efter det andet blev hentet op.

Jeg gjorde det, jeg havde lært, man skulle gøre, og jeg synes egentlig, at jeg håndterede det godt. Jeg var selvfølgelig påvirket af oplevelserne, men jeg følte mig o.k. og fortsatte i Bosnien tiden ud, siger Tom.

De første tre-fire år, efter at Tom var kommet hjem, gik det også fint. Han passede sit arbejde i militærpolitiet og levede et normalt familie liv med Belinda og deres to børn. Men pludselig begyndte billederne af de døde i massegraven, stanken og de fortvivlede slægtninge at melde sig. Han sov dårligt om natten, blev nervøs og opfarende.

Lægen gav ham nogle beroligende piller, men spurgte i øvrigt ikke nærmere til, hvorfor Tom havde det skidt og selv kunne han ikke få historien fortalt.

Efterhånden begyndte han at supplere de beroligende midler med sprut og hash. Indtil da havde han kun drukket i forbindelse med hygge og fest fun drinking, som briterne siger. Nu udviklede drikkeriet sig til nasty drinking et overdrevent drikkeri for at drukne problemerne. Undervejs steg gælden, og han forlod sit arbejde i hæren. På et tidspunkt kom også skilsmissen, og Tom endte med at forsøge at begå selvmord.

Isolation. Det er Toms egen forklaring på, hvorfor det gik så galt. Han kunne ikke få sig selv til at fortælle om oplevelserne i Bosnien, og ingen gik ham tilstrækkeligt meget på klingen, fordi ingen anede, hvad der gnavede i ham.

Jeg havde ingen at tale med, da jeg kom tilbage. Jeg var sikker på, at det kun var dem, der havde været der sammen med mig, der ville forstå, siger Tom.

Han var bange for at blive stemplet som svag, hvis han indrømmede, at han havde mentale problemer.

Selvfølgelig ønsker du ikke at fremstå som en svag person. Du er i uniform, du har tjent dit land og det er du stolt af. Du er på alle måder en af de gode gutter, man ser op til, siger han.

Indtil knækket kommer. Så er du lige pludselig ikke et forbillede længere. Du er en misbruger, en dårlig far og en elendig ægtemand. Det er et kæmpe nederlag at opleve, forklarer han.

Hustruen Belinda var også isoleret. Hun turde ikke tale om problemerne med Tom til sin familie eller vennerne af frygt for, at de ikke ville kunne forstå, hvordan et halvt år i Bosnien kunne give en mand så alvorlige problemer. Da hun forsigtigt luftede emnet over for sin mor, var det kontante råd, at hun skulle se at blive skilt.

Det endte det så også med.

Selvmordsforsøget blev lavpunktet i Toms krise, men også vendepunktet. Bagefter lykkedes det hans mor at overtale ham til at kontakte Royal British Legion, RBL, den største hjælpeorganisation for soldater i Storbritannien.

Det var Jim Baker, der mødte Tom første gang som socialmedarbejder i RBL. Jim har selv en fortid i hæren 22 år og 16 dage i artilleriet, som han fastslår med stolthed. Han har blandt andet været udsendt til Nordirland, hvor en af hans opgaver var at rydde, når der var sket bombesprængninger, så han har stået med mere end et lig mellem hænderne. Og det blev hans indfaldsvinkel til Tom.

Tom indledte med at sige: Du forstår det ikke, og jeg kunne kun sige: Prøv mig. Det gjorde han så heldigvis mere og mere men det tog to år, før jeg fik hele historien ud af ham. Det er ikke, fordi Tom er enestående kompliceret. Sådan er det bare, når krigen bider sig fast, siger Jim Baker.

Problemet er, at de psykiske mén, som soldaterne oplever nu kaldet Post Traumatisk Belastningsreaktion ofte er meget længe om at vise sig. Tit går der seks-otte år, før symptomerne viser sig på et tidspunkt, hvor både soldaten og familien, tror, at alt er blevet hverdag. Når oplevelserne begynder at banke på, bliver soldaterne skræmte.

Mange soldater er for høflige og hensynsfulde. De vil ikke gøre gøre deres familier urolige, og derfor siger de ingenting, siger Jim Baker.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk