Begrebet et hjem med klaver opstod i 1800-tallet. Det var borgerskabets århundrede, hvor en opvoksende samfundsklasse fik tid og mulighed for at tage del i et kulturliv, der tidligere havde været adelens domæne. Klaveret blev masseproduceret og stod rundt om i dagligstuerne, hvor det at spille klaver, synge eller læse poesi blev en mulighed for at fylde aftnerne ud med meningsfuld underholdning. Dermed opstod liedgenren sangen med klaverakkompagnement, der foruden utallige mindre komponister frembragte mestre som Schubert, Schumann, Brahms og Hugo Wolf.
Til at inspirere sig havde de en rig litteratur af digtere som Goethe, Schiller, Heine og mange andre. I dag er den tyske lied blevet noget, man oplever i koncertsalen. Helst i en ikke for stor sal, så der ikke går for meget tabt af kontakten mellem de udøvende og publikum. Eller også på cd, hvor man kan sidde med noder eller teksthefte i hånden og fordybe sig i digtet og den tolkning, som musikken lægger over.
For sangere og pianister er det en genre, der favoriserer bestemte kvaliteter. Flotte høje toner kan sikre succes i operaen, men i lieden er det egenskaber som tekstforståelighed, evnen til at modulere klangen og til at fremstille hurtigt skiftende stemninger, der er afgørende. Pianisten skal tilpasse sig sangerens stemmeomfang og tonestyrke, men samtidig bidrage med et personligt bud på klaverstemmen, der ofte er særdeles krævende.
Blandt de mange eksisterende lied-inspilninger rager barytonen Dietrich Fischer-Dieskau op som et fyrtårn. Han har indsunget stort set alt, hvad genren byder på af mandssange, og på et næsten utroligt højt niveau. Blandt hans mange klaverpartnere står den russiske pianist Svjatoslav Richter som en af de fineste. I Karl Aage Rasmussens biografi om Richter fortælles det, at dette liedkunstens dream team kom i stand på foranledning af komponisten Benjamin Britten, en fælles ven, der indbød dem til at samarbejde om en Brahms-aften ved sine festspil i Aldeburgh. Det skete i juni 1965, da begge kunstnere var på deres højde. Den følgende pladeindspilning af Brahms sangcyklus Die Schöne Magelone blev den første af deres uheldigvis ganske få fælles indspilninger.
Der var tale om et samarbejde mellem to musikere, der gensidigt beundrede hinanden, men som også begge var vant til at være den førende. Fischer-Dieskau skriver ganske vist i sine erindringer, at det var mig en ganske særlig glæde at kunne passe mig ind i Svjatoslav Richters planer, men at den store sanger alligevel har stillet krav, som Richter fandt det svært at honorere, fremgår af Karl Aage Rasmussens bog, hvor Richter citeres for en bemærkning om, at Dieters insisteren på hver eneste vokal og konsonant kom i vejen for musikkens frie strøm.
Den gensidige udfordring førte imidlertid til nogle koncerter og pladeoptagelser, der slog gnister.
De omfatter en Schubert-optagelse, hvor Fischer-Dieskau desværre ikke er ved allerbedste stemme, samt min yndlings-liedplade, uddrag fra Hugo Wolfs Mörike-lieder fra en koncert i Innsbruck i 1973. Digteren Eduard Mörike hører ikke til de største navne i tysk litteratur, men hans meget forskelligartede digte har inspireret Hugo Wolf til hans nok bedste sange. Svjatoslav Richter pisker frem i den uhyggelige ballade Der Feuerreiter og sætter et humoristisk punktum med valsetonerne i Der Abschied, mens Fischer-Dieskaus stemme er på sin højde i den melodiøse Verborgenheit. Tekst og musik forløses nærmest perfekt.