Skoen, der gav genlyd over hele verden

I Irak kaster de med sko for at vise deres mishag, i Frankrig er det vafler, i Tchad smider man bukserne og kaster med dem, mens det i Peru er en grov fornærmelse at bugtale

Go out USA, (forsvind USA, red.) står der på skiltet ved siden af skoen. Billedet stammer fra en demonstration, der fandt sted i mandags, dagen efter at en irakisk journalist blev arresteret for at have kastet sine sko mod USA’s præsident. –
Go out USA, (forsvind USA, red.) står der på skiltet ved siden af skoen. Billedet stammer fra en demonstration, der fandt sted i mandags, dagen efter at en irakisk journalist blev arresteret for at have kastet sine sko mod USA’s præsident. –. Foto: .

Søndag den 14. december var præsident George W. Bush på afskedsvisit i Irak. Under en pressekonference så han pludselig en sko komme flyvende imod sig. Snarrådigt dukkede han sig og undgik dermed at blive ramt både af den flyvende sko og skoens makker, der få øjeblikke senere fulgte efter. Det var den irakiske journalist Muntazer al-Zaidi, der kastede begge sine sko efter præsidenten, mens han råbte det er et farvelkys, din hund.

At slå løs på nogen med en sko regnes for den ypperligste fornærmelse i Irak. Det betyder nemlig, at den, der bliver ramt, er endnu lavere end skoen, som altid befinder sig på jorden og derfor er beskidt.

I Frankrig er det naturligvis en vaffel, man bruger. Kast en vaffel efter nogen, så har du i praksis sagt: Jeg afskyr dig. Du er noget rak. Dit folk er æselhandlere. Handlingen antyder, at den, der rammes, er endnu lavere end en vaffel, som nogle gange befinder sig på jorden, hvis den er faldet af en tallerken, og jorden kan jo være beskidt.

Hvem kan sige lige præcis hvorfor? Der er dem, der siger, at det, at vaflen leder tanken hen på Belgien, er nok til at få enhver franskmand til at væmmes. Andre mener, at det skyldes vaflens irriterende svampede konsistens.

I det centralafrikanske land Tchad er det at slå nogen med et par bukser den højeste form for fornærmelse. Det betyder, at den, man rammer, er lavere end bukserne, hvis kanter om ikke rører jorden, så er tæt på den og derfor også her beskidte. Det eneste problem med denne form for fornærmelse er, at den, der kaster bukserne, er nødt til at få fat i dem for at kunne få dem på igen.

I mange år smed folk med underbukser, men det var der næsten ingen, der blev fornærmede over, eftersom kanten af underbukserne befinder sig langt fra jorden. Vi arbejder på at udvikle nye former for fornærmelser, ligesom vi også ønsker at ændre vort lands navn, fortæller en tchadisk kulturattaché. Vi har brug for at blive taget mere alvorligt.

I det tidligere Sovjetunion er det ikke ualmindeligt især i den hensynsløse russiske mafia at kaste en 68 ton tung amerikansk produceret Abrams M1A1-kampvogn efter folk. Det betyder, at den, man kaster efter, er endnu lavere end kampvognen, hvis larvefødder altid befinder sig på jorden, med mindre de af en eller anden grund ikke gør det hvis vognen for eksempel er til reparation. Der er dog visse praktiske vanskeligheder at forholde sig til i forbindelse med kasteriet af den 68 ton tunge kampvogn.

I Peru forsøger folk at bugtale som en form for fornærmelse. Peruanere siger, at det er den ultimative fornærmelse at forsøge at bugtale, fordi ofret ikke ved, hvor stemmen kom fra. Det er ikke usædvanligt at høre nogen sige Hvem sagde det? i Limas gader efter en særligt sårende bemærkning. Faren er naturligvis, at hvis man forsøger at fornærme nogen ved at bugtale og kommer skidt fra det og i stedet bevæger læberne, så ved ofret straks, hvor stemmen kom fra.

Og hvad med det lillebitte land Bhutan, der ligger og putter sig mellem Tibet i nord og Indien i syd? I dette hemmelighedsfulde, buddhistiske land som måske er det eneste i hele verden, der måler sin bruttonationallykke kaster folk med silkepapir i festlige farver for ikke at såre nogen. Papiret falder harmløst til jorden som et symbol på både lavhed og beskidthed, hvorpå kasteren hurtigt samler det op, skiller sig af med det og undskylder overstrømmende.

bagsiden@kristeligt-dagblad.dk

John Kenney er forfatter.

© The New York Times 2008

Oversat af Sara Høyrup