Fadervor skal ikke være en selvstændig ceremoni

Foreningen Humanistisk Samfund var med til at starte debatten om fadervor i folkeskolen. Men hvorfor er foreningen faktisk imod det? Talsmand og hovedbestyrelsesmedlem Erik Bartram Jensen forklarer

Formand for Humanistisk Samfund, Erik Bartram Jensen, ønsker ikke, at foreningen skal betragtes som islams nyttige idioter i kølvandet på debatten om fadervor i folkeskolen. – Privatfoto.
Formand for Humanistisk Samfund, Erik Bartram Jensen, ønsker ikke, at foreningen skal betragtes som islams nyttige idioter i kølvandet på debatten om fadervor i folkeskolen. – Privatfoto.

Erik Bartram Jensen, debattører kritiserer jer for at gå muslimernes ærinde i kampen mod fadervor. Gør I det?

Nej. Vi ønsker ikke at blive betragtet som islams nyttige idioter. Vi støtter ikke islam, for vi foretrækker et livssyn uden religion i det hele taget, hvor vi kæmper for et sekulært samfund. Debatten har udviklet sig til en kamp mellem religioner, hvor nogle folk ser sådan på det, at hvis man kritiserer kristendommen, er man automatisk ven af islam. Det er en total følelsesmæssig fejlslutning.

En undersøgelse viser, at 28 procent af danskerne støtter morgenbøn i folkeskolen. Hvorfor så fare sådan frem mod det?

Vi vil ikke holde os fra kritik, bare fordi et flertal er for morgenbøn. Et flertal er ikke nødvendigvis lig med sandheden. Vi ser på, om menneskerettighederne overtrædes og det gør de i denne sag. Det er en menneskeret at blive accepteret, og i denne sag kan jeg frygte, at forældre, som ikke ønsker fadervor, accepterer det alligevel, fordi de er i mindretal. Fadervor i folkeskolen tager ikke hensyn til andre eller ingen religioner, og jeg er derfor nervøs for, at forældre på grund af frygt for stigmatisering ikke fritager sine børn.

Skal religion fuldstændigt ud af det offentlige rum?

Nej, det er vi ikke tilhængere af, for vi er ikke hysteriske. Vi kan ikke bekæmpe, at folk sætter en plakat op med et kors. Men vi har religionsfrihed, så staten skal ikke støtte en bestemt religion.

Er Humanistisk Samfund først endegyldigt tilfreds, hvis fadervor forsvinder helt fra landets folkeskoler?

Vores succeskriterium er at droppe fadervor via en lovændring, som eksempelvis Socialdemokraterne nu lægger op til. Loven om fadervor i folkeskolen skal kigges efter i sømmene. Vi har intet imod at gennemgå fadervor i dansk- eller religionsundervisning, men fadervor er et problem som en selvstændig ceremoni.

gehlert@kristeligt-dagblad.dk

debat side 12