Verdens konflikter rammer danske jøder

Religiøse grupper bliver kædet sammen med, hvad stater og grupper foretager sig andre steder i verden

Denne demonstration i Bruxelles, affødt af krigen i Gaza, fik i sidste måned i Bruxelles paraplyorganisationen for de jødiske samfund i Belgien til at indgive en officiel klage, som det fremgår af artiklen på side 5. Organisationen ønsker en fordømmelse af flagafbrændinger, sammenligninger af jøder med nazister og Gaza med Auschwitz og andre ”anti-semitiske og negationistiske” udfald, som organisationens leder Joël Rubinfeld kalder dem. –
Denne demonstration i Bruxelles, affødt af krigen i Gaza, fik i sidste måned i Bruxelles paraplyorganisationen for de jødiske samfund i Belgien til at indgive en officiel klage, som det fremgår af artiklen på side 5. Organisationen ønsker en fordømmelse af flagafbrændinger, sammenligninger af jøder med nazister og Gaza med Auschwitz og andre ”anti-semitiske og negationistiske” udfald, som organisationens leder Joël Rubinfeld kalder dem. –. Foto: Dominique FagetAFP.

Når en konflikt bryder ud et sted i verden, forplanter det sig omgående til Danmark i form af racistiske overgreb på sagesløse.

Da konflikten i Gaza brød ud den 2. januar, førte det til usædvanligt mange antisemitiske overgreb. Men siden konflikten stilnede af, er episoderne på dansk grund også ophørt.

Det siger Niels-Erik Hansen, leder af Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, som har registreret omkring 20 anti-jødiske hændelser i kølvandet på den seneste Gaza-konflikt, hvilket er flere, end der var i hele 2008.

Lejlighedsvis racisme
Niels-Erik Hansen oplyser, at en tilsvarende opblussen af racistiske hændelser kunne registreres efter Israels aktion i Libanon i sommeren 2006 og efter terrorbomberne i New York den 11. september 2001 og London den 7. juli 2005.

En racistisk hændelse kan være et korporligt overgreb, men også ytringer, som da anti-israelske demonstranter den 10. januar råbte død over jøderne.

Ud over den mere vedvarende antisemitisme og islamofobi har vi siden 2001 set denne mere lejlighedsvise racisme. Den hænger sammen med, at verden er blevet mindre og bygger på en opfattelse af, at muslimer eller jøder er medskyldige i, hvad der sker i verden, selvom det naturligvis er at rette smed for bager, siger Niels-Erik Hansen.

Nikkede en skalle
Som eksempel nævner han en episode, hvor en person kort efter den 11. september 2001 gik ind i en bus i Danmark og nikkede den turbanklædte chauffør en skalle for at hævne sig på muslimer.

At chaufføren var sikh og ikke muslim understreger blot, hvor urimeligt det er at udpege sine egne syndebukke, mener centerlederen.

Ifølge Uffe Østergård, professor i historie ved CBS Handelshøjskolen i København og tidligere leder af Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, er der gennem to årtier sket en glidning i retning af, at religioner og stater bliver tættere forbundet med hinanden.

Selvom Israel lige fra statens oprettelse i 1948 har refereret til jødedommen, er denne religiøse reference taget til. Og samme tendens er begyndt at slå igennem i den arabiske verden, forklarer professoren.

Medier fokuserer på Mellemøsten
Uffe Østergård tilføjer, at det voksende antal overgreb affødt af begivenhederne i Mellemøsten også hænger sammen med, at en voksende andel af den danske befolkning er følelsesmæssigt knyttet til Mellemøsten i kraft af, at de for eksempel er palæstinensere eller libanesere.

Formanden for Det Mosaiske Troessamfund, Stefan Isaak, kæder også det lejlighedsvist eskalerende antal overgreb mod jøder sammen med, at en lille, højtråbende gruppe af yngre muslimske medborgere er lette at antænde, når medierne beretter fra Mellemøsten:

Som jeg husker det, har sammenhængen mellem begivenhederne i Mellemøsten og Danmark været tydeligere denne gang. Jeg tror, det skyldes en kombination af, at der er flere muslimer i Danmark og mediernes måde at dække konflikten på.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk