Kærlighedsbuddet i funktion. Det skal være til gavn

Den store selvinteresse, hvor man for eksempel går til psykolog for at få et stærkere jeg, så man ikke mere er "jeg-svag", som det hedder, kan ikke være sund

Du skal elske næsten, lige så meget som du elsker dig selv. -
Du skal elske næsten, lige så meget som du elsker dig selv. -. Foto: Tegning: Peter M. Jensen.

Det kan være vanskeligt at læse Bibelen i dag. Vi misforstår den ofte derhen, at hvert ord skal tages bogstaveligt. Derfor spekulerer vi på, hvad et nåleøje, som kamelen skal igennem, er for noget. Det er et af kirkens problemer: Jo længere folk er uddannet, jo dummere bliver de. Og kan ikke forstå de mest simple budskaber, ja, har ofte ikke engang sans for religion og tro overhovedet.

Tag for eksempel kærlighedsbuddet, der lyder i al sin enkelhed: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv."

Hvor mange skal du elske, hvis du vil opfylde dette bud? Spørger man æggehoveder, slår de sig lidt på skallen og svarer tre. Nemlig Vorherre, mig selv og næsten.

Vi andre siger normalt to, for vi regner ikke kærlighed til os selv for noget særlig værdifuldt. Selv-kærlighed er ikke lige så godt som kærlighed. Prøv at sætte selv foran en række udmærkede ord. De tager alvorligt skade af det. Ikke sandt: selv-glæde, selv-retfærdighed, selv-afsløring, selv-hævdende, selv-optaget, selv-udleverende og så videre.

Sådan var det også for 2000 år siden, da Jesus formulerede buddet, og derfor betyder det da også noget andet. Nemlig at du skal elske næsten, lige så meget som du elsker dig selv. Ingen kan tjene to herrer. Du er nødt til at vælge. Hvad betyder da "som dig selv"? Det er graden, omfanget, mængden af den kærlighed til næsten, du er pålagt. Derfor står der ikke bare "meget", for så vil folk spørge "hvor meget". Men det er "lige så meget, som du er glad for dig selv".

Men der er jo som regel en grund til, at man misforstår et udsagn. Det er nemlig ikke øjnene, som læser, hvad der står i bogen, der fatter budskabet. Det er hovedet og hjertet inde bagved. Og i vor tid er vi blevet så glade for os selv, at vi slet ikke kan tænke os noget andet. Det er derfor, at man går til terapi for at blive sig selv, finde sig selv, møde sig selv og opruste sit selv. Man kalder det selvudvikling. Måske burde vi have noget mere selvafvikling.

Der er mange måder at spilde sin tid og sine penge på. Hvis det virkelig skulle lykkes os at finde os selv, tror jeg, de fleste af os ville synes, at det var der ikke meget ved. Det var et kedeligt bekendtskab. Så hellere træffe nogle andre mennesker, som kan udvide ens verden. Den store selvinteresse, hvor man for eksempel går til psykolog for at få et stærkere jeg, så man ikke mere er "jeg-svag", som det hedder, kan ikke være sund. Man kan da også høre udsagn som: "Han gik ind i sig selv, og man har ikke set ham siden." I de fleste af os er kun tomhed, og derfor skal vi være kisteglade, hvis nogen gider at fylde noget på os, for eksempel tro, håb og kærlighed, "men størst af dem er kærligheden", som Paulus siger.

Med til oppustningen af selvet hører som regel også, at man lægger vægt på motivet i stedet for resultatet. Det er en kedelig ting. Hvis bare jeg vil det godt, så er det godt nok, siger vi ofte. Vel er det da ej! "Viljen ser Vorherre på," digtede Ingemann i en salme. Hvor ved han det fra? Nej, det skal da kunne nytte, siger vi i Danmark, fordi vi er gode lutheranske kristne. Hvis man kun tænker på at gøre noget kærligt eller gavnligt, men ikke gør det, så er det ikke nogen gavn til. Det ligger dybt i os at tænke sådan.

Dalai Lama fortæller i en af sine bøger, at han engang i en avis så et billede af en sort kvinde i Afrika med sin 12-årige datter. Det var tydeligt, at de led nød og var sultne og tørstige, og billedet gjorde et stort indtryk på Dalai Lama. Men så begyndte han at arbejde med billedet inde i sit hoved ved at forestille sig, at han selv var med og oven i købet havde en pose brød under armen. Nu var billedet ikke længere af to, men af tre personer, og det forestillede ikke sult og håbløshed, men den barmhjertige samaritaner i Lamas skikkelse. Og som sådan et ganske udramatisk billede, hvor alt var godt, og som man roligt kunne glemme.

Lama lægger vægt på følelsen og motivet, men enhver god kristen fra et luthersk land vil naturligvis se på resultatet og tage ned og hjælpe kvinden og hendes datter.

Enten ved at tage derned og give mor og datter en pose brød, som Lama kun tænkte sig til. Eller sende en missionær derned. Eller i dag: lade staten og dermed os alle betale en indsats fra Danida eller Folkekirkens Nødhjælp. Og i hvert fald ikke sidde og svømme hen over sine egne gode følelser, men ikke gøre noget.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen