På vej mod bispestolen i Nørregade

Der er intet slægtskab mellem bispevalgmødernes form og den måde, hvorpå folk i Københavns Stift siden skal mødes og arbejde sammen

De sidder pænt på række, de seks. Nogen vil gerne have dem som biskop, og selv vil de også. De taler, svarer, markerer sig. Jeg har allerede fundet nogle stykker, som jeg vil føle mig tryg ved og blive udfordret af.

Men bliver det dem, løbet skiller ud? og hvordan klarer de sig? Snart er der nok kun fem eller fire, tænker jeg, for der er et par sympatiske præster, som begge har et rigtig godt ærinde, men ikke meget andet - og det er mig ikke nok.

Og mindre end fem kunne for min skyld også gøre det, tænker jeg. Sådan sidder jeg og er pludselig blevet en blandt det medrejsende publikum for et tivoli på turné, indbudt til det hele - også til den bod, hvor man skyder papfigurer ned. Plaf! Plaf! Duer ikke! Og det er helt gratis altsammen, inklusive karrusellen, gøglerne, øl, vand og kaffe.

Der var syv, der var fem, så er der to, og til sidst kan en af dem lukke døren til Nørregade 11, 1165 K - indefra! Til den tid er vi andre også blevet godt trætte og håber efter valgmødernes ørkenvandring, at vi slipper for at se mere til dem i lang, lang tid.

Sådan skal vi aldrig mødes igen. Og det er godt.

For der er intet slægtskab mellem valgmødernes form og den måde, hvorpå vi siden skal mødes og arbejde sammen. Til den tid kan vi ikke sidde med vores Plaf! Plaf!, og bispen skal ikke sidde på podie og anbefale sig selv. Tværtom skal vi - biskoppen, provster, præster, menighedsråd og alle de bærende institutioner og organisationer - mødes i situationer, hvor vi er forpligtede på hinanden og på at tilvejebringe de bedst mulige resultater for alle parter. Altså en helt anden situation. Så hvor meget får vi egentlig få ud af de valgmøder?

Det ville måske være bedre, hvis de, der kender aspiranterne - kritikere og venner - kunne oplyse os om, hvordan det så egentlig er gået på de træningsbaner til embedet, de fleste af dem har haft. Har de kunnet sætte processer i gang? Fået andre til at tænke og udfolde sig uden at ville alt selv? Kunnet klare modstand og ubehagelige situationer og konflikter? Er de personligt ærekære, nemme at fornærme, eller tager de modstand som en udfordring til dialog og bevægelse? Tænker de, før de handler og taler, undersøger de forholdene, inden de griber ind? Kan de få folk med? Er teologien bare nogle meninger og et fag, eller er den blevet en del af deres væsen? Det slags er ofte meget mere sigende end det, der sker på et valgmøde!

Og der er træningsbaner nok at høre fra i dette valg. Dansk Sømands- og Udlandskirke, Bibelselskabet, Mellemkirkeligt Råd, Domprovstiet, Kirkefondet, Stiftsrådet, Folkekirken i København, Præsteforeningen, Forsvaret, sognene og mange flere. Se bare deres CV.

Da Johannes V. Jacobsen, Diakonissestiftelsens forstander, i 1974 blev biskop i Viborg, havde han ikke deltaget i et eneste opstillingsmøde. Han blev alene valgt på anbefalere, på at nogen havde tillid til ham - og resultatet var som bekendt fremragende.

I dag undgår vi ikke rækken af valgmøder. Valgordningen, mediebevidstheden og den almindelige trang til, at der skal være lidt sjov i gaden, er trængt igennem. Men der kan også komme noget godt ud af det. Emner sættes på dagsordenen. For eksempel: folkekirkens økonomi, faldende dåbstal, biskoppernes rolle i forhold til stifterne og til hinanden - skal de tale med én røst eller for sig selv - tidens krav om tydelighed og mangfoldighed og i København selvfølgelig også de processer, som skal følge op på strukturændring og sognesammenlægninger.

Alle emner er vigtige, og her er kandidaterne såmænd ikke så forskellige. Hvorfor skulle de også være det? Det er jo udfordringer, vi alle sammen ser, og mange af dem kommer vi alle til at bidrage til løsning af fra hver vores stol. Det ville snarere være foruroligende, hvis en kandidat gik helt sine egne veje og kun satsede på dem, som om han eller hun skulle løse det selv - eller sammen med vennerne.

For øvrigt er de også enige om, at de vil passe arbejdet. Svare pressen, når de bliver spurgt, vejlede i forbindelse med præstevalg, besøge menighederne og tale med dem, forhandle med Kirkeministeriet og alle os andre og så videre. Og det er jo betryggende, men næppe overraskende.

Det afgørende er, hvordan de går til udfordringerne, og hvordan de vil passe deres arbejde. Hvilken stil har de, og hvilken vil de anlægge? Hvordan vil de fremme de processer, som de er nødt til at have mange andre med i? Siger valgmøderne noget om det? Nej, ikke nødvendigvis. Man kunne fristes til at sige: forhåbentlig ikke! Kandidaterne er presset af mødet, og vi andre sidder bare dernede og skyder ned. Så man skal ikke hænge dem op på det, de gør dér. De er jo ikke vante med det, og måske kan de lægge det værste fra sig, hvis de engang får embedet. Og alligevel kan man ikke lade være med undertiden at tænke: Hvis det, der skete lige nu, svarer til den måde, embedet engang forvaltes på, så kan det blive svært - og ikke bare for dem. Så galt går det nok næppe, det er jo en kunstig situation, men tanken melder sig.

For eksempel: Hvis kandidaten vil fortælle, at den gerne vil lytte og tilmed er god til det, kunne det så ikke udtrykkes med lidt færre ord? Det kan gøres ved at høre efter, tænke og svare! Hvis kandidaten hver gang overskrider sin taletid, hvordan går det så, når den har fået stillingen? - En vil gerne tale i anekdoter, en anden i slogans, en tredje beretter skamløst om vellykkede eksempler fra sit præstearbejde. Måske virksomt i kampagnen, men kan de mon holde op, når de træder ind i embedet, eller skal vi høre på den slags i årevis?

En griber mikrofonen så tit, at man får mistanke om, at vedkommende synes at skulle være på hele tiden, en anden indfletter sine kernesager, hver gang den pågældende taler, uanset om der blev spurgt om noget helt andet. For slet ikke at nævne de tilfælde, hvor det virker, som om mikrofonen gribes i forventning om, at når man har den, finder man nok på noget at sige! Kan de lære alt det af sig, eller bliver det bare værre?

Alle lefler lidt for menigheder og sogne - de har jo stemmerne - men glemmer ofte at anerkende dem, altså give dem indflydelse og det ikke bare på egne forhold, men også på de fælles.

Luften bliver tung af visioner - kandidaternes - kan de overhovedet lade andres komme til? Eller den bliver tynd, efterhånden som vi hører om alle de nye former og det nye sprog, vi skal finde, mens indholdet - det, som formen skal bære, og det, vi skal sige til hinanden og verden - fuser væk. Og så er der endelig de små, selvfremhævende stikpiller til de andre - de er svært fremmende for tilliden til en leder.

Det er et spørgsmål om stil. Stilen bliver nok afgørende denne gang. Det er den, man fornemmer, mens man sidder og lytter. De kan alle se udfordringerne og vil passe arbejdet, men hvordan går de til det, med hvilken stil? Stilen bestemmer, om man mødes og arbejder sammen med lyst, fordi der er rum for idéer, tanker og forhandling, eller kun fordi man skal. Og den fortæller, hvem man kan udfordres af og være tryg ved.

Vi tænder ikke på den samme stil, så alle skal nok få stemmer. Men valgmøders stil ligger meget langt fra den, de engang skal arbejde i. Så skal de ikke sidde deroppe over for os, som bare vurderer, plaffer og holder igen.

Man må formode, at vi til den tid er mere ansvarlige, og de til gengæld sidder mere naturligt. I mellemtiden må vi fortrænge bange anelser og glæde os over de velgørende øjeblikke. Når for eksempel en kandidat tør åbne et spørgsmål, han eller hun ikke selv har svar på endnu, når en anden kan give en modpart et direkte, sagligt og anerkendende svar, eller når vi en sjælden gang ser et par af dem vende hovederne mod hinanden, så det ser ud, som om de er optaget af noget og snakker om noget vigtigt - og er til at snakke med. Så kan vi være der.

Mogens Lindhardt er rektor på Pastoralseminariet i København