Bispevalg i København. Hvem er dine stillere?

Det burde være en selvfølge, at kandidaterne fortæller offentligheden, hvem deres stillere er, skriver sognepræst Selma Ravn

"Sig mig, hvem dine stillere er, og jeg skal sige dig, hvem du er." Sådan kunne man omskrive det kendte ord om ens venner og anvende det om kandidaterne i bispevalgkampen i København. - Og dog. To af kandidaterne, Asser Skude og Tine Lindhardt, har ikke offentliggjort navnene på deres stillere.

En stillerliste er ellers ikke uinteressant. For det første er det stillerlisten, der formelt gør en kandidat til kandidat. Derfor burde det være en selvfølge, at kandidaterne fortæller offentligheden, hvem deres stillere er.

For det andet siger stillerlisten noget væsentligt om, hvilke personer eller kredse der ønsker den pågældende opstillet og valgt. Det er således ikke uinteressant, om stillerlisten er bredt funderet, smalt funderet, regionalt funderet, politisk funderet.

Et eksempel herpå er den stillerliste, som en anden af kandidaterne, nemlig Kaj Bollmann, har lagt på sin hjemmeside. Heraf fremgår det, at den kirkelige højrefløj i stort tal har stillet sig bag ham. Så når Kaj Bollmann i valgkampen er blevet udnævnt til højrefløjens kandidat, er det altså ikke grebet ud af luften, men baseret på det faktum, at en række toneangivende personer, der regner sig til de missionske og evangelikale kredse, stiller sig bag Bollmann.

Når stillerne bag to af kandidaterne tilsyneladende har valgt at være anonyme, må der være en grund til det. Det undrer mig meget, at Tine Lindhardt, som den eneste af de fem kandidater, der også fører valgkamp på egen hjemmeside, ikke som de andre har offentliggjort stillerlisten på siden. Skyldes det, at hun selv vil styre, hvad vi skal have at vide?

Kan vi af hende forvente en biskop, der kontrollerer og dosserer informationsstrømmen? Spin hedder det vist. Eller skyldes det, at Tine Lindhardts stillerliste byder på overraskelser?

Det ville i givet fald ikke være den første. Efterhånden som valgkampen er kommet godt i gang, kan jeg ikke være den eneste, der er overrasket over, at Vesterbros provst, Sten Wenzel Petersen, er en af de centrale personer bag Tine Lindhardts opstilling. Sten Wenzel Petersen har de sidste 10-15 år indædt kæmpet for strukturforandringer i Københavns Stift, og han har igen og igen påpeget det forventede katastrofale fald i kirkens indtægter.

Tine Lindhardt, derimod, har i valgkampen ikke forsømt en lejlighed til at kalde strukturarbejdet for spild af tid og fejlslagen topstyring.
Måske er der flere overraskelser på Tine Lindhardts stillerliste? Det kunne være interessant at vide for alle stemmeberettigede.

Af Selma Ravn, sognepræst ved Vor Frelsers Kirke

Bispekandidat Tine Lindhardt svarer:

Jeg kan berolige Selma Ravn med, at der ikke ligger særlige tanker endsige bagtanker bag at stillerlisten for mit kandidatur ikke er blevet offentliggjort.

På et tidspunkt gik der næsten konkurrence i offentliggørelse af stillerlister - hvem kom først, og hvis var størst - og det så jeg ikke umiddelbart nogen grund til at blande mig i.

Men jeg er meget glad for, at der er 127 stillere bag min opstilling, og at stillerlisten har en bred repræsentation både geografisk og mellem præster og menighedsrådsmedlemmer, og jeg offentliggør den gerne (den ligger på min hjemmeside www.tinelindhardt.dk).

Om den indeholder overraskelser for Selma Ravn, tør jeg ikke udtale mig om, men mon dog.