Hyrden har - i den latinske form "pastor" - fra gammel tid været brugt som betegnelse for menighedens præster i den kristne kirke, men Johanne Langkjær Fårup og Jón Poulsen er enige om, at sammenkædningen mellem præst og hyrde ikke rigtig fungerer i en nutidig kirkelig sammenhæng.
- I hvert fald ikke, hvis man forstår menigheden som de dumme får, der bare skal følge efter præsten, fastslår Jón Poulsen og suppleres af Johanne Langkjær Fårup, der finder betegnelsen selvpromoverende, fordi den sætter præsten op på en piedestal, hvor han eller hun ikke hører hjemme.
De er begge 29 år, nybagte teologer og i øjeblikket i gang med den praktiske præsteuddannelse på Pastoralseminariet i Århus, hvor de de seneste to uger har været i præstepraktik ude i sognene. På vej til at blive hyrder - eller pastorer - i den danske folkekirke.
Johanne Langkjær Fårup mener, at tiden er løbet fra den gamle betegnelse for præster.
- I dag er der meget mere mening i tanken om det myndige lægfolk og det almindelige præstedømme. Jeg ser menigheden som et fortolkende fællesskab, hvor præsten er på lige fod med andre. Det betyder ikke, at jeg ikke tager min forkyndelsesmæssige opgave og det teologiske grundlag, den hviler på, alvorligt. Det er selvfølgelig også derfor, vi skal læse teologi i så mange år. Jeg anser det for enormt vigtigt, at man fastholder en stærk faglighed i kirken for ikke at risikere at komme ud i hurtige og overfladiske fortolkninger af Bibelen. Derfor er det nyttigt og godt med en leder, men jeg synes ikke hyrdebilledet i den forbindelse fungerer mere.
- Gennem min uddannelse kan jeg forhåbentlig være med til at give et velfunderet og velkvalificeret indspark i den fortsatte fortolkning af det kristne evangelium, som foregår i menigheden, men min pointe er, at det netop er et indspark, ikke et dessin fra hyrden med staven oppe foran.
Jón Poulsen:
- I den bibelske betydning er hyrden jo den person, der bliver kaldet af menigheden til at lede og gå foran i forhold til forkyndelsen og den kristne undervisning. Det er den person, som skal vejlede menigheden i trosspørgsmål, men også den, som har omsorg for menigheden, omsorg for, at evangeliet bliver forkyndt og troet. Indholdsmæssigt synes jeg nok, at ordet stadigvæk har relevans, men ikke, hvis man tænker mere på får og geder, og det tror jeg mange gør, når man bruger det i dag. Og det går helt galt, hvis man associerer menigheden med de umælende får. Det er i hvert fald ikke det billede, jeg ønsker at bruge på menigheden.
