Mænd gider stadig ikke kvindefag

På femten år har andelen af mandlige sygeplejersker og pædagoger ikke rykket sig. Katastrofalt, mener fagforeningsformand

Specielt på sygeplejeruddannelsen er mangel på mænd et vedvarende, stort problem. -
Specielt på sygeplejeruddannelsen er mangel på mænd et vedvarende, stort problem. -. Foto: colourbox.

Siden 1995 er der ikke kommet flere mænd på de mellemlange velfærdsuddannelser, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Derfor offentliggør FTF, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og professionshøjskolerne i dag en national strategi for velfærdsuddannelserne, hvor en del af strategien er at få flere mænd ind på uddannelserne.

Katastrofal mangel
Den langvarige mangel på mænd i de traditionelle kvindefag betegner Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, således:

- Vi er nødt til at gribe i egen barm og sige, at det er en katastrofe, at vi ikke har formået at rykke på det tal, siger hun til Politiken.

- Vi skal gøre meget mere for at vise, at disse uddannelser kan være attraktive for mænd og være bevidste om det, når vi laver kampagner.

Brug for alternative metoder
På nuværende tidspunkt er kun hver 20. studerende på sygeplejeruddannelsen en mand, på pædagogstudiet er det mindre end hver fjerde, og på læreruddannelsen er det hver tredje.

Ifølge lektor Karen Sjørup fra Roskilde Universitet er en løsningsmulighed at gå målrettet efter de nuværende mange arbejdsløse håndværkere.

Desuden har pædagoguddannelsen i Ballerup haft stor succes med at oprette en idrætslinje, skriver Politiken.