Svineavlere og politi i slagsmål i Kairo

Sammenstød i den egyptiske hovedstad, hvor fattige, kristne svineavlere protesterer imod, at deres grise tvangsaflives

Fattige koptiske svineopdrættere kastede med sten mod egyptiske betjente i flere fattige områder i går. Alle svin i Egypten skal aflives. -
Fattige koptiske svineopdrættere kastede med sten mod egyptiske betjente i flere fattige områder i går. Alle svin i Egypten skal aflives. -. Foto: Khaled Desouki.

Det kom i går til sammenstød i Egyptens hovedstad, Kairo, mellem politiet og svineopdrættere, som forsøgte at forhindre, at deres dyr blev ført væk til aflivning, rapporterer vidner.

Mellem 300 og 400 indbyggere i et Kairo-distrikt smed sten og flasker imod politiet, der kom til stedet for at hente svin til tvangsaflivning.

Politiet svarede igen ved at skyde med gummikugler og tåregasgranater.

På et tidspunkt gennemsøgte demonstranter en politipost, hvilket fik politiet til at skyde skarpe varselsskud.

Bataljerne fandt sted i Manshiyet Nasr-kvarteret, hvor omkring 35.000 fattige arbejder med at indsamle skrald som metal og plastik og sælge det videre. De har samtidig omkring 60.000 grise, der lever i affaldsdyngerne af organisk affald.

- De vil fratage os vores levebrød, som en af demonstranterne sagde, inden politiet tog fat.

Egyptiske sikkerhedskilder siger, at der var tilsvarende optøjer i Khanka-distriktet i onsdags, da Egyptens sundhedsministerium gav sin ordre om, at alle landets svin skal aflives. Begrundelsen var i første omgang H1N1-influenzaen, som også er kaldt svineinfluenza.

Men siden har talsmænd forklaret, at svinene skal aflives af hensyn til den generelle sundhedstilstand.

Der menes at være mellem 250.000 og 300.000 svin i Egypten, og det er kristne koptere, et mindretal i det muslimske land, der holder grisene. Det sker ofte i fattige områder i Kairo på skraldepladser.

Langt størstedelen af Egyptens omkring 80 millioner indbyggere er muslimer, som ifølge islam ikke må spise svinekød.

Masseaflivningen begyndte i lørdags, selvom Verdenssundhedsorganistionen WHO har erklæret, at der ikke er beviser for, at dyr overfører influenzaen til mennesker. Der er ikke registreret H1N1-tilfælde i Egypten.

Myndighederne anslår, at det vil tage et halvt år at slå samtlige grise i landet ihjel. Der er planer om at importere tre maskiner, der skal øge aflivningskapaciteten til 3000 svin hver dag.

Ifølge regeringsavisen Al-Ahram planlægger myndighederne at give en erstatning på omkring 250 kroner per aflivet so, 100 kroner per aflivet orne.

/ritzau/AFP