KAARE RÜBNER Jørgensen har - jeg ved snart ikke for hvilken gang - følt sig foranlediget til at meddele omverdenen i almindelighed og Kristeligt Dagblads læsere i særdeleshed, at han har vanskeligheder med at acceptere den katolske kirkes "seksualetik", som han ser som et udtryk for en "modkultur".
Dette sidste kan han have ret i, for så vidt som den katolske kirke med sin lære om ægteskab og seksualitet tager afstand fra vor tids amputerede seksualsyn, der adskiller reproduktion og seksualitet og dermed alt for let forfalder til at reducere seksualiteten til konsum og nydelse.
I stedet holder kirken et kristent ideal op for vor tids mennesker, som insisterer på sammenhængen mellem seksualitet og sand kærlighed, vel at mærke en kærlighed, som ikke blot søger sin egen tilfredsstillelse, men som udfolder sig inden for det livslange ægteskabs rammer - med alt hvad dette indebærer af gensidig kærlighed, ansvarlighed og offervilje, herunder forpligtelsen til at sætte børn i verden.
Det er ikke en blindgyde, men et forløsende budskab til menneskene om at gøre sig fri af snæversyn og egoisme og lukke Gud ind i deres tilværelse. Med dette in mente kan jeg forsikre om, at vi, der står bag henvendelsen til biskopperne, ikke i mindste måde er forskræmte, således som Rübner tillader sig at mene.
Hans forslag til, hvad han kalder "en ny seksualmoral", er der ikke meget nyt endsige opløftende i, og det moralske aspekt har jeg også meget vanskeligt ved at få øje på. Han vil gerne have, at kirken opgiver sit forbud mod kunstig prævention og blåstempler sex før ægteskabet og sex mellem personer af samme køn. Ja, er der, fristes man til at spørge, i det hele taget noget, han ikke kan acceptere på seksuallivets område, og er der i det, han foreslår, noget som helst, som bygger på en kristen katolsk tankegang?
Godt nok påberåber han sig flere steder det Andet Vatikankoncil og påstår blandt andet, at de nordiske biskopper med deres svar på vores henvendelse skulle have "bevæget sig bort fra den ånd, der herskede på konciliet," men for så vidt som en sådan påstand ikke lader sig eftervise i koncilsdokumenterne, må jeg blot konstatere, at hans fortolkning af Vatikankoncilets "ånd" i betænkelig grad svæver frit i luften.
TVÆRTIMOD LÆSER JEG i "Konstitutionen om Kirken i den moderne verden" følgende: "Ifølge sin natur har den ægteskabelige institution og kærlighed forplantningen og børnenes opdragelse som formål og finder herigennem sin fuldendelse"(48), og med hensyn til brugen af kunstig prævention konstaterer koncilsfædrene, at det "ikke er tilladt Kirkens børn at prøve nye veje til fødselsregulering, som den kirkelige læremyndighed i dens udlægning af den guddommelige lov misbilliger" (51).
Disse korte citater, som jeg kan finde plads til her, skal naturligvis ikke gøre det ud for en udtømmende dokumentation, og jeg vil da også varmt anbefale, at man læser de relevante afsnit i Konstitutionen i deres helhed, om end jeg må advare Kaare Rübner Jørgensen og ligesindede om, at de indeholder passager, som uden tvivl må forekomme dem anstødelige.
Man kan umiddelbart undre sig over, hvad der driver Rübner Jørgensen til at strø om sig i pressen med hadefulde angreb på den tro og den kirke, han af mig uforståelige grunde insisterer på at tilhøre.
En mulig psykologisk forklaring har jeg fundet i en bog, som pave Benedikt, den daværende kardinal Ratzinger, skrev i 1989 (med titlen: Auf Christus Schauen. Einübung in Glaube, Hoffnung, Liebe). Her finder man en bemærkning om "hadet hos den frafaldne, der har kastet det kristne kalds byrde fra sig og har formuleret en tilsyneladende enklere mening om det at være kristen. Han vil nu fremføre denne nye forståelse for sig selv og andre som det kristne budskabs sande indhold, fordi ingen kan holde ud at se sig selv som frafalden. På den måde opstår et udsigtsløst had mod alt, hvad der genkalder erindringen om budskabets egentlige storhed. Alt dette vækker samvittigheden og stiller spørgsmålstegn ved den selvretfærdiggørelse, man er flygtet ind i efter at have tabt troen. Den samvittighed, man har trådt under fode, taler nu atter udefra, og egentlig burde man nu også knuse alt, som giver den mæle. Mere alment udtrykt kunne vi sige, at det menneske, der har afvist sin egen metafysiske storhed, er faldet fra den menneskelige eksistens' guddommelige kald" (s. 79-80).
Torben Riis er lektor, cand.mag. og forhenværende redaktør af Katolsk Orientering