Lærere og pædagoger underretter for lidt

Børn mistrives, fordi lærere og pædagoger undlader at gå til kommunen med deres mistanke

Lærere og pædagoger underretter for lidt. -
Lærere og pædagoger underretter for lidt. -. Foto: .

Når et barn viser tegn på omsorgssvigt, sker det ofte, at hverken lærere eller pædagoger indberetter til kommunen eller Ankestyrelsen. Selv om fagfolkene kender deres skærpede underretningspligt, holder de deres mistanke for dem selv, viser en ny undersøgelse. De frygter især, at børnene skal få det værre hjemme, og de er bange for at miste barnets tillid.

Undersøgelsen er lavet for Ankestyrelsen og bygger på interviews med 3000 lærere, pædagoger og sundhedsplejersker. Den viser, at otte ud af ti fagfolk ikke mener, at der bliver underrettet, når det er påkrævet. Og det bekymrer chef i Ankestyrelsens børnekontor Henrik Horster.

- Jeg er meget bekymret over, at så mange fagpersoner mener, at der ikke bliver underrettet, når de møder et omsorgssvigtet barn eller en ung, siger han i en pressemeddelelse.

Næsten halvdelen af de adspurgte frygter at forværre barnets forhold i hjemmet, mens hver tredje er bange for at udløse en uretfærdig eller unødvendig tvangsanbringelse. Knap hver femte bekymrer sig for at miste barnets tillid, mens hver tiende er bange for chikane fra film. Men de bekymringer bør fagfolkene lægge fra sig og i stedet sætte fokus på barnets liv.

- Alle skal holde sig for øje, at en underretning til myndighederne er udtryk for omsorg for barnet. Det er heldigvis kun i få og meget alvorlige tilfælde, at en underretning ender med en tvangsanbringelse, siger ankechef Henrik Horster.

/ritzau/