Ferierejser rejser spørgsmål om irakeres sikkerhed

Svenske rutefly sender trygge turister til Bagdad. Samtidig fraråder FN at sende afviste asylsøgere samme sted hen. Hvordan hænger det sammen?

Hver uge sender flyselskabet Cham Wings Airlines nemlig 150 passagerer afsted med rutefly til Bagdad. -
Hver uge sender flyselskabet Cham Wings Airlines nemlig 150 passagerer afsted med rutefly til Bagdad. -. Foto: stock.xchng.

"Vi skal på sommerferie i Bagdad". Sådan lød udsagnet fra en række irakere med svensk statsborgerskab, som Ekstra Bladet havde talt med i gårsdagens udgave af avisen. Hver uge sender flyselskabet Cham Wings Airlines nemlig 150 passagerer afsted med rutefly til Bagdad. Det har de gjort i over en måned. Og feriegæsterne virker ikke bekymrede for deres sikkerhed.

Historien puster til de seneste ugers debat om de 282 afviste irakiske asylsøgere, hvoraf cirka 60 har taget ophold i Brorsons Kirke på Nørrebro i protest mod, at Danmark har lavet en hjemsendelsesaftale med Irak, så de snart bliver sendt hjem med tvang.

Netop sikkerheden for de afviste irakere har været omdrejningspunkt for en del politisk debat. For hvorfor sende mennesker et sted hen, FN's Flygtningehøjkommissariat og Det danske Uden-rigsministerium vurderer som farligt? Det faktum har fået blandt andet Dansk Flygtningehjælp og Red Barnet til at kritisere den danske hjemsendelsesaftale.

Men ferierejser til Bagdad og en høj risikovurdering samme sted er ikke hinandens modsætninger forklarer Kasper Hoffmann, ph.d-studerende på Dansk Institut for Internationale Studier og Roskilde Universitet.

- Umiddelbart siger det ikke noget om sikkerhedssituationen, at turister rejser til Bagdad med rutefly, siger Kasper Hoffmann.

Han forklarer, at myndighedernes vurdering af Bagdad som højrisikoområde ikke betyder, at alle er i livsfare, når de sætter deres fod i lufthavnen. Det afhænger også af, hvem man er. Når politiet og forsvarets efterretningstjenester vurderer trusler mod for eksempel danske repræsentationer, ser de blandt andet på risikoen for terror.

- Når man fraråder rejser til Bagdad, er det jo ikke fordi, man nødvendigvis bliver slået ihjel lige med det samme. Men du kan for eksempel risikere at blive sprængt i luften, når du går på et marked. Eller hvis du er i myndighederne søgelys, kan det være problematisk. Eller hvis du har politiske fjender, så kan det måske godt være usikkert, at tage derned, siger han.

Kasper Hoffmann har selv rejst i farlige områder verden over, blandt andet i Den Demokratiske Republik Congo, som vurderes som et af verdens 10 farligste lande at rejse til.

- Umiddelbart tænker man: uha, der bliver man nok slået ihjel for et godt ord. Men hvis man kender de rigtige folk og har kontakter og penge til at betale sig til sikkerhed, er det jo noget helt andet.

Jeg går ud fra, at de folk, der tager på ferie i Irak, har familie og venner, som bor på steder, hvor der er sikkert. Det kan for eksempel være en landsby uden for Bagdad, hvor der ikke sker nogetsomhelst. Den slags steder har der hele tiden været i Irak – også da det var allerværst. Der bor jo 20 millioner mennesker, så selvfølgelig kan det lade sig gøre at tage derned uden at komme noget til, siger han.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk