Kort nyt

Gourmetmad på hospitalet

Farvel til kedeligt rugbrød og seje bøffer og goddag til gourmetmad i hyggelige omgivelser med dug på bordet og dinnermusik. Det er måske fremtiden på Aalborg Sygehus der går helt nye veje for at få patienterne til at spise mere, fortæller DR Nordjylland. Op mod 40 procent af alle indlagte patienter er underernærede, så nu skal der tænkes utraditionelt, mener man på sygehuset: - Måltidet handler om langt mere end bare at servere en gourmet-middag, siger overlæge og leder af center for ernæring og tarmsygdomme på Aalborg Sygehus Henrik Højgaard. MORE-projektet, Mennesker Og Rigtig Ernæring, er det første af sin art, der sætter fokus på alt lige fra madens tilberedning til de sidste centimeter fra tallerkenen til patientens mund.

Dronningen til fortællefestival

Fortællefestivalen får i år fornemt besøg, når dronning Margrethe besøger Sagnlandet Lejre ved Roskilde den 1. juni. Dronningen kommer for at indvie Sagnlandet Lejres nye velkomstcenter og multihus; men snydes for en god fortælling, det skal majestæten ikke. Som en del af underholdningen vil Det Fortællende Teater fortælle uddrag fra sagnet om den svenske kongesøn, Bjovulf, der befrier Lejres konge, Roar, fra en modbydelig trold. Publikum kan efter Dronningens besøg høre hele sagnet om Bjovulf. Fortællefestivalen finder sted i pinsen fra den 30. maj til den 1. juni.

Treårig købte gravko på nettet

Et newzealandsk forældrepar blev meget overrasket, da det gik op for dem, at deres treårige datter havde købt en rigtig gravko på en internet-auktion. Barnet, Pipi Quinlan, afprøvede sine kundskaber online, mens hendes forældre sov. De fandt først ud af, hvad deres datter havde lavet, da de på en mail modtog en regning på 20.000 newzealandske dollar (ca. 70.000 kroner) fra sælgeren. Da sagens rette sammenhæng gik op for sælgeren, trak han "handlen" tilbage. Pipis mor, Sarah Quinlan, fortalte til BBC, at hun havde brugt et

automatisk log-in for at komme ind på en auktions-side på internettet for at søge efter legetøj. Det var så dette log-in, den fremmelige treårige havde brugt, da hun "købte" gravkoen.

Mænd og glæden ved bandevold

Det giver faktisk fin mening, at mænd kører rundt i København og skyder mod andre mænd. Det skriver videnskab.dk. Mænd bliver nemlig opdraget til at være fysiske, og fra naturens side er de aggressive og har brug for at leve deres maskulinitet ud. Hvis det ikke kan lade sig gøre andre steder, vil nogle mennesker køre det ud i ekstremer på gaderne. Det mener mande- og voldsforsker Kenneth Reinicke. - Urolighederne i København er ekstreme udgaver af den måde, som mænd, drenge, grupper og bander i mange sammenhænge forholder sig til hinanden på. Det ligger dybt i mandekulturen at løse konflikter via aggression og fysisk aktivitet, og vi kan se det ved, at det er mænd fra alle grupper, som udøver vold, og ikke kun indvandrerbander, rockere eller folk som er arbejdsløse og marginaliserede, påpeger Kenneth Reinicke.

bagsiden@kristeligt-dagblad.dk