Indimellem skal kirken selvfølgelig summe af liv, men der skal også være mulighed for at opsøge den gode, gammeldags stilhed, ro og bøn. Trinitatis Kirke i København - den med Rundetårn - ligger lige ud til Købmagergade, hvor det hektiske byliv udfolder sig dagen lang. Lige så hektisk og lang er arrangements- og aktivitetslisten efterhånden også blevet i folkekirken. Trinitatis Kirke har taget sin part af orgel- og korkoncerter, eftermiddagsmøder, jazzmeditation, natkirke og meget mere. Men nu forsøger menighedsrådet at gå den anden vej ved at bryde travlheden, sænke tempoet og lukke kirken op for spirituel eftertænksomhed.
Sådan har det været i et år, og responsen er stor fra morgen til sidst på eftermiddagen, især hvor begge kirkens døre nu er blevet åbnet. Mange fra minikonfirmander over turister, travle forretningsfolk og sognets beboere besøger Trinitatis Kirke, ikke bare på sightseeing, men for at holde et fordybelsens minut eller to i stilhed.
Der er nemlig blevet mulighed for i kirken at tænde et lys, skrive sin egen bøn eller henvendelse til Gud i en lille gæstebog, læse i Bibelen, bruge et par minutter på stille eftertænksomhed og derpå forlade kirken med et skriftsted fra Bibelselskabet i lommen.
Kirkens lille hverdagsoase er placeret ugenert ved siden af prædikestolen, og der er på ganske kort tid blevet fyldt omkring syv gæstebøger med danskere og andres bønner til Gud.
- Vi havde efterhånden en fornemmelse af, at mange mennesker har et mere håndgribeligt behov end for eksempel altergangen til at give udtryk for noget omkring troen, siger Lene Ruby, formand for Trinitatis Kirkes menighedsråd.
- Det har betydning for flere og flere at kunne tænde et lys i løbet af dagen, så vi besluttede at oprette et sted i kirken, hvor man kan sidde uforstyrret og finde ro til eftertanke.
Det er ikke nødvendigvis lange bønner, de besøgende nedfælder i bønnebøgerne.
"Kære Gud, jeg tror på, at du findes, Anna 8 år."
Så enkelt kan det gøres, når en lille pige føler trang til at lette sit hjerte og træde et skridt nærmere Gud.
En mor skriver til Gud i bevidstheden om, at han vil hjælpe hendes søn. Konfirmanderne ved kirken bruger også muligheden og beder til morfar eller mormor i himmelen. En turist siger tak for muligheden for et par minutters fordybelse - det var meget vigtigt for mit næste liv, skriver han. En pige skriver, at hun ikke ønsker, at nogen i hendes familie bliver syge. Men også mennesker, som arbejder i nærheden af kirken, har efterhånden skabt sig en fast praksis med tid til en kort, daglig fordybelse og bøn.
Mange opfatter gudstjenesten som en kollektiv begivenhed. I Trinitatis Kirke er der mulighed for at bruge en stund på at hellige sig selv og sit liv.