Mozart glemte alt om sig, når han komponerede, Van Gogh skar sit øre af, og P.S. Krøyer var flere gang indlagt på et sindssygehospital. Kunst og vanvid har altid været uløseligt forbundet, og Mozart, Van Gogh og Krøyer er tragiske eksempler, ligesom den unge mand Daniel i dagens premierefilm,"Vanvittig forelsket".
Men de fleste kunstnere bevæger sig i grænsefeltet mellem vanvid og normalitet, for netop i galskaben findes den ægte skabende kunst. Og hvis nogle kunstnere ikke kender til galskab, er de ikke rigtige kunstnere.
Så præcist sætter Preben Major Sørensen ord på sit forhold til kunstens galskab. Han har i sit 40-årige forfatterskab kredset om temaer som galskab, vanvid og døden. Han har selv oplevet at blive opslugt af sit værk og mener, at dygtige kunstnere befinder sig i en grænsetilstand mellem normalitet og sindssyge, når de skaber.
– Det er svært at pege på en ægte kunstner, som ikke har været mere eller mindre kriminel eller sindssyg. Alle skabende mennesker har noget psykopatisk i sig. Det ligger i sagens natur. Det at overskride og sprænge grænser eller bryde normer ned er jo enhver fornyelses forudsætning. Mange skabende kunstnere ville sidde bag tremmer eller ligge i spændetrøje, hvis de blev forhindret i at skabe. Man kan komme for langt ud, så man bliver nedbrudt af sindssygdom, men hvis man lever på grænsen, så fungerer det godt, siger Preben Major Sørensen.
Han ser ikke vanviddet som noget forkert. Tværtimod har historien mange eksempler på, at vanvid skaber bedre og mere produktive kunstnere. Preben Major Sørensen kan dog nævne flere eksempler til skræk og advarsel om, hvordan det kan gå, når en kunstner træder for langt ind i galskaben.
– Det myldrer i kunstens historie med rablende gale. Den tyske poet Friederich Hölderlin er nok den mest prominente og en af de mest tragiske. Han endte efter at have skabt genial poesi med at blive skizofren og gå fuldstændigt i frø. Goethe var også lidt stemningslabil. Den italienske maler Caravaggio var en morder af Guds nåde. Renæssancen var fuld af gale og vanvittige kunstnere. Det var romantikken også. Herhjemme har vi den klassisk gale digter Grundtvig. Hans maniodepressivitet var ham en vigtig inspiration. Han skabte store ting, men mange af hans salmer er maniske, grænsende til rent kling-klang. Hvor opløsningen begynder, ophører kunsten, og kun galskaben bliver tilbage. Det er det tragiske aspekt af sagen. En skønsom blanding af disciplin og utilregnelighed må være det ideelle, siger han.
Preben Major Sørensen mener, at kunstnere har lettere ved at finde ind til sindets vanvid. Han ser gerne, at galskabens kultur bliver set på med mildere øjne fra omverdenen. Ideelt skulle holdningen være som i antikkens Grækenland, hvor man anså vanvittige kunstnere for at være ramt af guddomelig indgriben. De var hinsides det normale, men det hang naturligt sammen med deres kunst.
Det er pensioneret lektor i historie på Københavns Universitet Peter Ørsted enig i. Han har forsket i antikkens historiske personer, og han mener, at man dengang var bedre til at acceptere kunstnernes særlige sind. Holdningen var, at visse store personligheder var blevet rørt af guderne, og hvis de tilhørte overklassen, blev de beskyttet. Han peger dog på, at begrebet vanvid til alle tider er blevet hæftet på de personer, man forstod. Og det ligegyldigt om de var sindssyge eller blot kunstnere.
– Et historisk tilbageblik viser, at det man ikke umiddelbart forstår, er blevet tilskrevet vanvid. En person som kejser Nero var indbegrebet af storhed og skaberevne, og han blev anset for at være splitter-tosset, selvom jeg mener, han var temmelig normal. Så der har været mange misforståelser i historien, og vanvid er et nemt prædikat at sætte på kreative mennesker, siger Peter Ørsted.
Han peger på, at fortiden giver mange eksempler på kunstnere, som kæmpede med indre sindssvingninger. Nogle gange gav galskaben grobund for en større produktivitet, som hos Vincent van Gogh, der efter en indlæggelse på en sindssygeanstalt fik et pludseligt anfald af voldsom kreativitet og malede 70 billeder på 70 dage. Derefter skød han sig selv og døde. Komponisten Mozart fik dårlige nerver på grund af det store forventningspres, han levede under, men ud af hans maniske arbejdsindsats kom fantastisk musik. I kulturhistorien ses ifølge Peter Ørsted mange eksempler på kunstnere, der har fundet inspiration og fremdrift til deres kunst i netop grænsen mellem vanvid og genialitet.
– Gennem historien ser man mange store personligheder, som havde en afstumpethed og var næsten umulige at være sammen med. Skabende kunstnere er ofte tættere på sindssyge, fordi de lever sig så voldsomt ind i deres kunst. Det er tydeligt, at der er en indre kraft, som skal forløses. Hvis man skal skabe noget, der skal flytte grænser, nytter det ikke at være helt normal.