Det er efterhånden sytten år siden, at den norske forfatter Jostein Gaarder hittede over hele verden med den filosofihistoriske roman "Sofies verden". Sofie fik breve fra alle tiders vigtige filosoffer og blev klog på livets store spørgsmål: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Og hvor skal jeg hen? 50 sprog er bogen oversat til, og 40 millioner eksemplarer er det ifølge forlagets pressemeddelelse blevet til.
Gaarder imødekom i 1990'erne et umætteligt begær efter filosofisk indsigt hos læserne. Det var også dengang, at man kunne udgive den ene introduktion til Søren Kierkegaard efter den anden.
Senere har Gaarder sendt flere breve af sted om verdens indretning og tilblivelse – og kærlighedens væsen. I bog efter bog har han taget livtag med eksistentielle problemstillinger og anskueliggjort dem i klare filosofiske kategorier. Han har brugt romanens dramatiske form til at bære de ofte noget tanketunge ræsonnementer igennem, og det er nogle gange lykkedes for ham, mens det andre gange er blevet en slemt kedelig affære. Det er svært at kombinere en idehistorisk fremstilling med romanens krav om anskuelighed, plot og figurer, der fremstår som levende mennesker, man tror på og lever med.
Det er også problemet i Gaarders seneste udspil, "Slottet i Pyrenæerne". Heri møder manden Steinn og kvinden Solrun hinanden efter 30 års adskillelse. I 1970'erne dannede de par og levede sammen i fem år, men en dramatisk begivenhed gjorde, at de gik hver til sit uden dog nogen sinde rigtig at have gjort deres forhold færdigt. Nu er de begge gift og har store børn, men gensynet får dem til at tage kontakten op igen, nu pr. e-mail. Men vil det blive til mere? Vil de blive genforenet, de to, der, som Solrun siger, ligesom har levet som bigamister?
Igennem deres e-mails følger man deres fælles afdækning af fortiden og deres forsøg på at finde ud af, hvad der egentlig gik galt dengang, og hvad der førte til, at de to, som elskede hinanden, måtte skilles. Deres hemmelighed er led i en række sammenhængende universelle hemmeligheder, der handler om intet mindre end universets tilblivelse, og om der findes en ånd hinsides materien. Findes der en gud, der griber ind i menneskets liv? Det er i svarene på disse gåder, at deres dybeste uenighed findes, for de er nemlig bærere af hver sit livssyn.
På helt stereotyp vis er Steinn den intellektuelle mand med et rationelt og naturvidenskabeligt syn på verden. Han søger den naturlige forklaring på alle fænomener. I lange e-mails gør han rede for big bang-teorien og udviklingens gang fra universets skabelse og frem til i dag. Han kan ikke tro, at der er noget forsyn eller nogen guddommelig instans, selvom han er åben over for en stadig undren over og betagelse af det "intenst gådefulde univers". I øjeblikke er han faktisk opfyldt af en panteistisk følelse, der helt sætter den individuelle død i parentes.
Solrun derimod er mere følelsesbetonet og ser på verden med et irrationelt og religiøst blik. Hun er kristen med forståelse for telepati, clairvoyance og psykokinese. Hun er besat af en paralyserende dødsangst, som kun hendes dualistiske opfattelse og tro på et åndeligt hinsides kan gøre det af med. Da de to mødes efter 30 år, mener hun ikke, at det er en tilfældighed, men en guddommelig bestemmelse. Hvor hun ser realiteter, ser han ikke andet end fantasier og hallucinationer. Sådan bliver den enes tro den andens overtro.
Så langt fungerer Gaarders bog godt. Den sætter en række dilemmaer op med en fin pædagogisk klarhed og tydeliggør nogle positioner, der på respektfuld måde sættes i dialog med hinanden. Det synes muligt, at fru Tro og hr. Fornuft kan mødes, måske endda lære af hinanden og leve sammen. Bogen er et udmærket oplæg til en sådan diskussion. Dens symbolske case story fungerer for så vidt udmærket.
Som romankunst betragtet er der dog ikke meget at komme efter i "Slottet i Pyrenæerne". Romanen skal forestille at være en dialog over nettet. Men netop spontaniteten og den sproglige henkastethed, som er særegen for korrespondancen på e-mail, findes ikke her. Det bliver til hele små foredrag og formfuldendte indlæg i debatten. Især i første halvdel af romanen virker kærlighedshistorien mellem de to korrespondenter fra hver sin lejr også mere som en konstruktion til lejligheden end som en feberhed besættelse. Gaarder har aldrig været nogen stor stilist og heller ikke nogen raffineret plotmager, og det er han heller ikke i denne bog.
Først hen mod slutningen af romanen, da Steinn tager afsted fra Oslo mod Bergen, hvor Solrun befinder sig, bliver der sat så meget handling bag ordene, at det hele ikke bliver en ganske kropsløs affære.
Fortidens fortielser kommer for dagen, og det viser sig, at Steinn og Solrun drev sig selv ud af deres fælles paradis, fordi skylden og skammen, troen og tvivlen kom imellem dem.
Kan de komme denne splittelse til livs? Kan de tage fat igen, hvor de slap, eller kan de kun forenes igen i det hinsides, hvor tiden og døden ikke er til? Og findes dette hinsides overhovedet andre steder end i Solruns forestilling?
Det er ikke til at vide, men muligvis til at tro på – hvis man kan og tør.
Jostein Gaarder: Slottet i Pyrenæerne. Oversat af Camilla Christensen. 228 sider. 249 kroner. Rosinante. Udkommer i dag.