Indrømmet – Taleban har mobiltelefoner. Nogle talebanere er også overordentlig godt uddannet fra vestlige eller asiatiske universiteter, og bevægelsen råder over flere særdeles dygtige strateger, som fuldt ud forstår Natos militære tankegang og er bevidste om, hvad det er for en konflikt, de opererer i.
Men – samlet set er det hverken talebanernes militære træning eller udrustning, der har sat dem i stand til at øge deres magt i Afghanistan, så det nu skønnes, at bevægelsen – der skal betragtes mere som et netværk af forskellige oprørsgrupper end en samlet topstyret organisation – kontrollerer 40 procent af landet og alene i år har dræbt flere end 400 udenlandske soldater. Det er ikke Talebans slidte Kalashnikov-geværer eller hjemmelavede vejsidebomber, der har fået Natos øverstkommanderende, den amerikanske general Stanley McChrystal, til at bede præsident Barack Obama om yderligere 40.000 soldater oveni de cirka 105.000 soldater, der allerede er i Afghanistan.
Det er derimod opbakningen fra lokalbefolkningen, der er Talebans stærkeste kort i kampen mod Nato og den afghanske regering. Så længe der er mudderhuse nok at skjule sig i og masser af familier, der vil hjælpe med informationer og stille deres sønner til rådighed som krigere, kan Taleban overleve de mest ihærdige angreb.
Den britiske militæranalytiker og specialist i Afghanistan og Pakistan Anatol Lieven, der er professor ved universitetet Kings College i London, fremhæver, at Taleban profiterer af afghanernes nedarvede modvilje mod fremmede. Og det bliver kun værre af, at Natos angreb har kostet tusindvis af civile afghanere livet.
– Pashtunerne (den dominerende etniske gruppe i Afghanistan og rygraden i Taleban, red.) kan ikke lide fremmede soldater. De vil måske acceptere dem, hvis de bringer enorme fordele med sig, men det kan man jo ikke sige er sket indtil nu, siger Anatol Lieven, der jævnligt rejser i både Afghanistan og Pakistan.
Han minder om, at grunden til, at Taleban oprindeligt kom til magten i 1996, var det kaos, der herskede i landet efter den lange krig mod Sovjetunionen. Taleban bragte en form for sikkerhed og stabilitet ind. Det er det samme, afghanerne søger efter nu.
– Vi har bragt anarki med os. Den udenlandske invasion opleves ikke som en forbedring. Derfor vender folk sig mod Taleban, siger Anatol Lieven.
Der er omdiskuteret, hvor populær Taleban var i de år, bevægelsen var ved magten. Anatole Lieven medgiver, at mange hadede Taleban af et godt hjerte og stadig gør det, men han understreger samtidig, at det er to afgrænsede grupper af afghanere, der ikke bryder sig om Taleban: Folk, der ikke er pashtunere, og de veluddannede.
– Det er fuldstændig indlysende, at Taleban har støtte i landsbyerne. Det er bare sjældent, at nogle fra Vesten kommer derud. De fleste taler med de veluddannede i byerne, men de repræsenterer ikke den brede befolkning, siger Lieven.
Han peger på, at Talebans magt hviler på en blanding af ægte appel og frygt. Folk støtter dem, fordi de bekæmper de udenlandske styrker og har mange af de samme værdier, men de skræmmes også til at adlyde dem. Både direkte gennem chikane og trusler og indirekte, fordi Taleban virker som det sikreste kort.
– Hvis du er almindelig pashtuner, sætter du din lid til Taleban. De færreste tror på, at Nato vinder krigen, og så vil det være som at underskrive sin egen dødsdom ikke at støtte Taleban. Hvis jeg var pashtuner i en fjern landsby, ville jeg gøre det samme, siger Anatol Lieven.
I et krigsperspektiv gør det heller ingen forskel, at Taleban formentlig ikke har flertallets opbakning. En guerillabevægelse er ikke afhængig af flertallets støtte. De skal blot have tilstrækkeligt med rygdækning til at have skjulesteder nok, kunne rekruttere nye soldater og skaffe deres daglige fornødenheder. Anataol Lieven henviser til de islamiske oprørere i Swat-dalen, som den pakistanske hær bekæmpede i begyndelsen af året. Oprørerne havde efter Lievens vurdering støtte fra cirka 20 procent af befolkningen – alligevel krævede det 40.000 pakistanske soldater at dræbe og fordrive de omkring 2000-3000 oprørere.
– Nato har slet ikke kapacitet til at hamle op med en Taleban-bevægelse, der blot har nogenlunde sympati i befolkningen, vurderer den britiske professor.
Befolkningens opbakning til oprørerne er også noget af det, der bekymrer general Stanley McChrystal. Det fremgår af især det fortrolige notat, han har afleveret til USA's regering om den civil-militære indsatsplan, at den folkelige modstand mod den afghanske regering i den pashtunske del af landet nu er så udbredt, at "nøglegrupper" støtter Taleban som det eneste alternativ til en regering, de anser for at være korrupt og bedragerisk, skriver den amerikanske historiker Gareth Porter, der er sikkerhedspolitisk medarbejder ved det amerikanske nyhedsbureau IPS og har fået adgang til notatet.
Anders Henriksen, ph.d. og forsker ved Dansk Institut for Militære Studier, hvor han blandt arbejder med international terrorisme, fremhæver, at selvom afghanerne gerne vil have både politisk indflydelse og udvikling, er de først og fremmest drevet af deres behov for mad og tryghed.
– Hvis Taleban er dem, der kan skaffe sikkerhed, er det dem, man støtter sig til. Ikke mindst i en situation, hvor snakken er begyndt at gå om, hvornår Nato trækker sig ud, siger han.
Befolkningens støtte giver samtidig Taleban adgang til værdifuldt lokalkendskab, som bevægelsens grupper kan udnytte i deres aktioner mod USA's og Natos styrker.
– Hvis du kan rekruttere lokale sympatisører, som kender området ud og ind, gør det ikke noget, at du ikke råder over højteknologiske spionfly, siger Anders Henriksen.
I den forstand er Taleban en klassisk oprørsbevægelse. Militærhistoriker Lars Bangert Struwe, der forsker i forholdet mellem oprørsbevægelser og samfund ved Dansk Institut for Militære Studier, peger på, at en oprørsbevægelse ikke kan eksistere uden en stærk kontakt med den almindelige befolkning.
– Lokal opbakning er hele fundamentet for en guerillabevægelse. Derfor er det også så fatalt, at Nato ikke har formået at vinde afghanerne over på sin side, siger Lars Bangert Struwe.
Det værste er, at Nato stadig i vid udstrækning famler i blinde, når det gælder om at gennemskue Taleban. Ifølge Lars Bangert Struwe minder Taleban ikke om nogen anden kendt oprørsbevægelse i nyere tid, fordi den i modsætning til for eksempel den sydvietnamesiske guerillahær VietCong er løst sammensat af forskellige grupperinger, hvoraf kun en mindre del udgør en "hård kerne" af Taleban-krigere.
– Det nærmeste, vi kommer Talebans struktur og måde at fungere på, er de nordafrikanske befrielsesbevægelser i 1910-1920'erne, siger han.
Givet er det, at Taleban har haft betydelig succes i sin kamp mod Nato, selvom Nato på papiret er den stærkeste part. En elefant mod en myg. Problemet er, som det britiske nyhedsmagasin The Economist i sidste uge citerede en britisk general for at have sagt: "Taleban mener, at elefanten er væltet. Det eneste, de nu behøver at gøre, er at skyde den".
Og det haster ikke med at få rettet kikkertssigtet ind. Taleban har tid til at vente på en sejr.
– Det er blevet sagt, at Nato har urene, men Taleban har tiden, pointerer Anders Henriksen.