Det første signal om, at dette var en usædvanlig turistrejse, viste sig allerede ved grænsen til Østtyskland i form af nogle affaldscontainere.
Her skulle turisterne smide alt, hvad de havde af kulørte blade – fra Bo Bedre til Billed-Bladet. Den slags var ikke velset i DDR, erindrer Hans Kristian Hansen, rejseleder fra Gislev Rejser, der gennem mere end 10 år frem til Murens fald i 1989 var guide på busrejser med blandt andet Østberlin, Rostock, Magdeburg, Leipzig og Wernigerode i Østharzen som rejsemål.
Ved grænseovergangen Zarrentin holdt bussen i kø i timevis sammen med andre biler og busser.
Mandhaftige kvinder i uniform kom om bord og spurgte turisterne, om de havde våben eller radioer. Kvinderne indsamlede alle turisternes pas og forlod bussen. Derefter kom vagter med schæferhunde og spejle på små rullevogne, som de rullede ind under bussen. Imens gik Hans Kristian Hansen over i et lille skur med turisternes vesttyske D-mark og vekslede dem til østtyske mark. En D-mark gav en østtysk mark, selvom den østtyske kun var en fjerdedel værd.
Så snart bussen ankom til den første by i DDR, steg en østtysk guide om bord, og denne blev hos rejseselskabet, til det forlod DDR.
– Mange af disse lokale guider talte glimrende dansk. De fortalte om seværdigheder, kultur og landskab – og også om systemets fortræffeligheder. Deres primære opgave var at sørge for, at vi ikke kom de forkerte steder hen, og det var absolut ikke velset at tage ud på egen hånd. Al militær aktivitet var naturligvis forbudt område, og fattigdom, som der jo var en del af, skulle vi helst ikke se. Men det var svært ikke at få øje på de 10 mand, der skovlede sne med en skovl op på en stor hestetrukket slæde, fortæller Hans Kristian Hansen.
I Østberlin lå mange af Berlins kulturseværdigheder såsom operaen og museumsøen.
Men det var sin sag at komme fra Vestberlin til Østberlin. Først blev alle turisternes pas samlet ind. Numrene blev omhyggeligt skrevet op, og passene blev lagt i bundter kaldet A1, A2, B1, B2 og så videre. Dernæst kørte bussen ind i en lukket gård under skarp bevogtning. De mandhaftige koner kom igen ind og spurgte om våben og radioer. Alle gæsterne blev gennet ud af bussen, og nu skulle Hans Kristian Hansen sørge for, at de stod i den rækkefølge, som deres pas var samlet ind i. Når der blev råbt: "A eins", skulle den deling stille op, og når der blev råbt: "A zwei", gjaldt det næste hold.
– Det gik der jo rigtig meget tid med. Turisterne blev stillet op som i en gymnastiktime i skolen, og mange begyndte at gøre gymnastik. Det syntes østtyskerne ikke var spor morsomt, siger Hans Kristian Hansen.
Han husker især den vamle lugt af tørv, som østtyskerne fyrede med. Og så den enlige Trabant, der tøffede ned ad gaden. Men også en udmærket mad, selvom der kun var én ting at vælge imellem. Ved flere lejligheder var han på julerejse i DDR, hvor rejseselskabet forgæves ledte efter en kirke at fejre jul i. Under DDR-regimet havde kirkerne nemlig mere end trange kår.
Hvem var det så, der tog på bustur bag jerntæppet?
Ifølge Hans Kristian Hansen var der ofte en håndfuld glødende venstreorienterede.
– En gang foreslog de i fuldt alvor, at selskabet skulle købe toldfrie varer i DDR og få kufferten plomberet, så man ikke købte varer i Vesten, fortæller han.
Ellers bestod rejseselskabet af almindelige nysgerrige turister, som ville se, hvad der gemte sig i de lukkede lande, og som kunne få en uges busrejse til en yderst rimelig pris, erindrer Hans Kristian Hansen og tilføjer:
– Billige cigaretter og lp-plader samt billig spiritus fremmede nok også rejselysten til østlandene.