Hannah Maynard er anklager ved krigsforbryderdomstolen i Haag og skal få dømt en general fra det tidligere Jugoslavien. En tilsyneladende nem sag, der kompliceres, da det viser sig, at anklagemyndighedens kronvidne lyver og efterfølgende begår selvmord. Anklageren finder et nyt vidne, der skal bringe sagen til en retfærdig afslutning og få den formodede krigsforbryder dømt, men så går der EU-politik og trusler fra bosnisk-serbiske nationalister i den. Til sidst stilles Hannah over for et valg mellem samvittighedens retfærdighed og systemets, og valget træffes først til sidst i filmen, så udfaldet skal ikke afsløres her.
Uundgåeligt bringer hele affæren mindelser om virkelighedens igangværende sag mod Radovan Karadzic. Men selve udførelsen er desværre ikke specielt original.
Ser man ud over filmens særlige sted, helte og skurke, er manuskriptet et almindeligt retssalsdrama brygget over samme faste opskrift som utallige tv-afsnit af"Law & Order". Det vil sige lige så formelfast som en Anders And-historie eller antallet af afsnit i en tv-julekalender. Heldigvis har filmen mere end manuskriptet at byde på.
Billedsiden er nærmest dokumentaristisk. Nærbilleder, der glimtvis er ude af fokus, håndholdt kamera og indlagte "fejl" som sollys i linsen gør tilskueren opmærksom på kameraets tilstedeværelse og skaber en lige nu og her-følelse. Fiktionen kommer til at ligne politisk reality-tv i stil med Christoffer Guldbrandsens "Fogh bag facaden", og det er perfekt tænkt, filmens politiserende emne taget i betragtning.
Skuespillet er afdæmpet, og filmen tager sig selv meget seriøst. Med enkelte undtagelser nærmest nægter instruktør Hans-Christan Schmid at fremtvinge en følelsesmæssig respons. Der er altsammen modigt, interessant og alvorligt. Og underligt distanceret. Kim Schou
Hannahs valg. Tyskland, Holland, Danmark 2009. Instruktion: Hans-Christian Schmid. 105 minutter. Premiere i Grand Teateret i København, Øst for Paradis i Århus og Biffen i Aalborg.
schou@kristeligt-dagblad.dk