Merna Alhozys historie i Danmark begynder den dag, hvor hun efter måneders flugt gennem Europa sammen med en professionel menneskesmugler som 13-årig blev anbragt på en bænk på en banegård i et ukendt land. Da hun havde ventet et par timer, spurgte hun en ældre dame: "Hvor er jeg?" "Du er i København – det er i Danmark," lød svaret.
I dag, efter ni års uvished med hensyn til om hun vil blive sendt tilbage til det Irak, som hun sammen med sin mor, lillebror og lillesøster var flygtet fra i 1996, er hun i færd med at slå sig ned som kosmetolog i den danske købstad Horsens. Nu er det slut med at bo på asylcentre rundt om i landet og til sidst udsendelsescenter Sandholmlejren.
I Horsens bor mange andre flygtede irakere, som også er kaldæiske kristne. Nu ser hun med fortrøstning på fremtiden og muligheden for ikke længere at skulle være et forfulgt og ringeagtet folk. Som det samaritanske var, dengang Jesus i næstekærlighed satte sig ved brønden i Samaria og talte med kvinden.
Det er kun et par dage siden, den nu 22-årige iraker ankom til sin nye hjemby, da Kristeligt Dagblad bliver inviteret indenfor i parcelhuset lidt uden for byen af en glad og smilende Merna Alhozy, klædt i matchende pink hæklet hue og clogs. Her har hun fået et pænt værelse i sin kusines families hus. Inden længe skal hendes jordiske gods, som indtil videre står opmagasineret i papkasser i husets udestue, flyttes de få meter ind i hendes nye hjem. Merna Alhozy er kommet hjem på mange måder.
– I dag er jeg glad og parat til at begynde min tilværelse i Danmark. Men jeg har mange dårlige minder og husker stadig politiet og myndighederne, som var meget hårde og gjorde mig bange. Det samme gælder for min mor og mine to søskende, som først nu skal til at begynde at få styr på deres tilværelse, efter at vi alle fire fik opholdstilladelse for halvandet år siden. Ingen af dem har på nuværende tidspunkt arbejde eller uddannelse, siger Merna Alhozy.
På trods af alle de mange års flugt og traumatiske oplevelser af at nu gik det galt, og nu blev hun fanget og sendt tilbage til Irak, har hun aldrig opgivet håbet. På en måde kan hun godt sætte sig i samme situation som den samaritanske kvinde ved brønden, der også tilhørte en udsat minoritet. Forfølgelse og frygt hører med til at være kaldæisk kristen i det overvejende muslimske Irak.
– Selvom jeg har følt mig forfulgt og ringeagtet på samme måde og har været deprimeret i halvdelen af mit liv, så har jeg også mødt mennesker, som var venlige over for mig, ligesom Jesus var det over for den samaritanske kvinde ved brønden. Jeg har ikke tvivlet på, at Gud var med mig hele tiden, og at han nok skulle sørge for, at det hele endte godt, siger Merna Alhozy.
Men inden da måtte hun stædigt ved de ugentlige besøg på politistationen holde fast i, at hun og hendes familie ikke ville tilbage til Irak. Der var ingen fremtid, og kaldæerne udsættes hele tiden for kidnapninger, mord og angreb på kirker.
– Jeg kunne ikke forstå, at politiet hele tiden sagde til mig, at vi ikke har krav på at blive i Danmark, at der ikke er nogen grund til det, og at det ikke ville være noget problem at rejse tilbage til Irak, siger Merna Alhozy, stadig med tydelig vantro i stemmen.
Hendes familie var ret velhavende på det tidspunkt, hvor de sammen med faderen boede i en af Iraks største byer, Mosul, i den nordlige del af landet lige ved den bibelske by Nineve. Området har altid været kendt for sine mange kristne, som har rødder tilbage til andre dele af Mellemøstens talrige folkevandringer. Samaria højere oppe mod nord er således ikke en ukendt kultur for Merna Alhozy, som kender landet og begrebet fra forskellige sange.
Merna Alhozys far havde gjort militær karriere og var på det tidspunkt øverste rådgiver for forsvarsministeren. Det var også på det tidspunkt, hvor Saddam Hussein var begyndt at stramme grebet om de kristne og indføre mere og mere "arabisering" omkring Mosul.
– Min far ville efterhånden ikke være med til alle de forfærdelige ting, der skete dengang. Vi planlagde at flygte, og han lavede vores pas, selvom mange advarede ham. Hele familien flygtede længere op nordpå til sikkerhed i det kurdiske område. Min far var nødt til at hente noget i vores gamle hus, men Saddam Husseins sikkerhedstjeneste fangede og dræbte ham og brændte vores hus ned, fortæller Merna Alhozy stille, for selvom det skete for mange år siden, er mindet om faderen stadig tæt på.
Familien flygtede nu til Jordan, senere til Thailand, hvor en gruppe nonner tog sig af dem. Hele tiden var det med frygten i hælene. Merna Alhozy husker, hvor ofte politiet var på sporet af dem, og hvor ofte hun var bange for, at nu var det slut, og hun skulle den frygtede vej tilbage til Irak. Til sidst fik hendes mor kontakt til en menneskesmugler, som tog Merna Alhozy med fly og tog gennem Europa til Danmark. To uger senere kom moderen med hendes søskende.
– De skal alle sammen først nu til at lære sproget og få sig en uddannelse. Men min mor er meget syg, hun har lige fået konstateret sukkersyge og er hele tiden træt. Det er hårdt. Mine søskende har ingen uddannelse og er begyndt på Den Gule Flyver for at lære dansk og få en uddannelse, siger Merna Alhozy, så man forstår, at selvom fremtiden begynder at tegne lys, så har hun sammen med sin familie været så meget igennem, at der er spor, der aldrig bliver slettet.
Merna Alhozy har altid været fyldt af en særlig energi. Hun gik i skole i Irak til fjerde klasse. I Danmark tog hun selv fat og lærte det danske sprog, blandt andet fra bøger, hun selv skaffede sig og tog med hjem til asylcentret. Med sigte på at bruge uddannelserne i Irak efter sin hjemsendelse fik Merna Alhozy lov til først at læse til frisør og senere til kosmetolog. Det bliver nu grundlaget for den nye fremtid i Danmark.
– Jeg har mødt mange dårlige men-nesker i alle de år. Men jeg har også mødt venlighed og forståelse på samme måde, som det sker for kvinden fra Samaria. Jeg bad hele tiden til Gud om mirakler, og det skete, siger Merna Alhozy.