Ordet

"Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus."

Rom. 3, 23

Luther siger om Romerbrevet: "Dette brev er Det Nye Testmentes vigtigste skrift og det allerklareste evangelium. Det fortjener, at en kristen ikke blot lærer det ordret udenad, men hver dag beskæftiger sig med det som dagligt brød for sjælen."

For Luther selv var netop det ovenfor citerede vers fra Romerbrevet en øjenåbner, når det gjaldt evangeliets herlighed. Han siger selv, at da han fik lys over dette evangelium om retfærdiggørelsen af tro, var det som at gå ind i selve himmeriget.

I dette vers forkynder Paulus os den koncentrerede sandhed om Gud og mennesker. Med ligefremme ord siger han, at fordi alle har syndet, har vi mistet herligheden fra Gud. Den herlighed, som vi var skabt til at leve med, den fuldkomne afspejling af Guds lys, af hans sandhed og kærlighed, har vi mistet. Hele vort liv i alle dets afkroge er på en eller anden måde inficeret af både selviskhed og alt andet, der er Gud imod. Vi kan i egne øjne tage os fromme og gode ud, men Gud ser sandheden om os.

Her gælder det mere end noget andet om at blive enig med Gud, give ham ret og tage hans dom ind over sig. For først da kan vi høre og tro det budskab, som også kan give os en forsmag på himmerig. Alt det, vi har mistet, får vi ufortjent givet som en gave på grund af Jesus Kristus.

Retfærdigheden af tro er ikke en abstrakt sandhed, men en livgivende virkelighed, som man må leve i og gøre brug af. Den giver adgang til al Guds faderhjertes kærlighed og omsorg. Den giver forventning om et hverdagsliv under Guds velbehag og godhed. Og den giver håb om en evighed sammen med Gud. Vi har fået del i herligheden fra Gud.

Hanne og Flemming Frøkjær-Jensen