Historieprofessor Jonathan Israel er en flittig mand. Briten, der rangerer blandt verdens førende forskere i oplysningstiden, er i færd med en mammuttrilogi om netop denne grødefulde tid i europæisk historie.
"Radical Enlightenment" (2001) og "Enlightenment Con- tested" (2009) er allerede udkommet, den tredje og sidste er under udarbejdelse.
I sit nyeste værk "A Revolution of the Mind" leverer Israel, hvad der muligvis kunne betragtes som et opkog af de to første bøger og en skitse, der peger frem mod det afsluttende bind, men som i sig selv er et stykke eksemplarisk kulturhistorie. I bogen kortlægges det idéhistoriske skifte, som foregår i Vesteuropa, hovedsageligt i Frankrig, Holland, Tyskland og Storbritannien, i årtierne op til Den Franske Revolution i 1789. Et skifte som Israel – deraf titlen – ikke tøver med at kalde tankens revolution.
Traditionelt er dette dramatiske kapitel blevet iscenesat som en kamp mellem den gamle verdens herskere, l'ancien régime, der stædigt holder på deres privilegier, og oplysningstænkerne, der taler magthaverne midt imod og ønsker at revolutionere samfundet. Kirken mod videnskaben. Kongen mod de folkevalgte. Aristokraterne mod demokraterne.
Men Israel ønsker at fortælle en anden historie. En historie om, hvordan kirke og statsmagt ganske vist gør, hvad de kan for at bevare det bestående, men hvor oplysningens hovedstrøm – den moderate oplysning – toner frem i en anderledes vattet udgave.
En efter en pilles en stribe af eftertidens helte ned fra deres forgyldte piedestaler. Israel påviser gennem talrige eksempler, hvordan filosofiske og politiske ikoner som Voltaire og Montesquieu snarere fremstår som kompromiset mænd, bibeholder deres tro på en guddommelig "styrelse" og modsætter sig demokrati og fuld tolerance.
"Flertallet fortjener ikke at blive oplyst," tordner Voltaire i en brevkorrespondance fra 1766. Anderledes forholder det sig med den i datiden mindre synlige, men siden hen mindst lige så indflydelsesrige strømning i selvsamme oplysningstradition – den radikale oplysning.
Bevægelsen agiterer således passioneret for afskaffelsen af monarkiet og indførelsen af det repræsentative demokrati. Ifølge den radikale oplysning er mennesket et stykke natur, begavet og fornuftigt godt nok, men ikke gudskabt.
Hovedfigurerne – encyklopædisterne Denis Diderot, d'Holbach og Jean d'Alembert – taler magthaverne midt imod og kræver hele folket uddannet og oplyst. Det er denne strømning, argumenterer Israel, snarere end Voltaire, der tilfører tidens sociale bevægelser den intellektuelle slagkraft, som i sidste ende baner vejen for Den Franske Revolution.
Den moderate og den radikale oplysning kan enes om troen på fremskridtet og optimismen på vegne af det fornuftige menneske. Begge strømninger ønsker at kaste lys over land, men mens Voltaire optænder et spinkelt fyrtøj, blænder Diderot nådesløst op for sin halogenlampe.
Den politiske scene, økonomien, krigsførelsen, samfundsmoralen. Overalt må den nye tids lys trænge ind. Bevæbnet med gamle Spinozas materialisme og i et opgør med forsynstanken kan denne radikale oplysning iværksætte en langt mere vidtrækkende samfundskritik, end det er tilfældet hos den såkaldt moderate oplysning.
Mindst lige så interessant som radikalisternes livtag med magthaverne er imidlertid Israels påvisning af den interne splid mellem de to oplysningsstrømninger. De moderate afviser gang på gang radikalisternes flammetaler for afskaffelsen af slaveriet og pressecensuren, for sikring af mindretallenes rettigheder og beskyttelse af ytringsfriheden, som ifølge Diderot uundgåeligt vil medføre personlige krænkelser, men som ikke desto mindre skal være uforbeholden.
Med sit vægtige slag for den radikale oplysningstraditions idéhistoriske betydning tjener "A Revolution of the Mind" som en vigtig nuancering af en kompleks problemstilling, der hverken i 1700-tallet eller i dag bør reduceres til en boksekamp mellem oplysning og modoplysning.
Jonathan Israel: A Revolution of the Mind. 276 sider. 23 dollar. Princeton University Press.