1. Kor 1, 23-24
At prædike om Jesus som den korsfæstede var bestemt ikke mere populært i oldtiden end i dag. Tværtimod! Dengang havde man i hele Romerriget korsfæstelser inde på livet og vidste, hvilken rædselsfuld og ydmygende død, det var. Det var en straf, der var tiltænkt de værste forbrydere til skræk og advarsel for alle. At proklamere en korsfæstet mand som verdens frelser var intet mindre end tåbeligt og forargeligt.
Men der var ingen vej udenom! For det drejede sig ikke om at komme med en ny og interessant religion, som mange ville tilslutte sig, men om at føre mennesker fra fortabelse til frelse. For apostlene og dermed også for Paulus var korsets dårskab og forargelse netop det, de måtte prædike, når de skulle bære frelsens ord ud til verden. For al tale om frelse bunder i Jesu kors.
I det ord kalder Gud på mennesker og lader dem møde hans kraft og visdom. Enten det drejer sig om jøder eller hedninger, er her alt for alle: det fuldkomne offer for synd, den totale betaling af al skyld og den fuldkomne kærlighed, som ydmygede sig så dybt, at den favner hvert eneste menneske.
Hvor ordet om Jesu kors lyder, er Guds ånd virksom med sin overbevisende kraft og åbenbarer en visdom, der forundrer og fryder.
Hvor som helst vi ser et kors, på en kirke eller i en halskæde, på en gravsten eller på en klippetop, er det dette budskab, korset bærer med sig: Guds kraft, Guds visdom og Guds kærlighed. Vel kan mange kors blot være tænkt som en udsmykning, men det ophæver ikke den virkelighed, det symboliserer og minder os om: Der var en, der bar vore synder for at føre os til Gud.
Hanne og Flemming Frøkjær-Jensen