Gamle 68'ere og andre ældre, som hidtil i deres liv ikke har haft noget med folkekirken at gøre, er begyndt at gå i kirke, og nogle er blevet faste kirkegængere.
– Der er måske sket noget i deres liv, som gør, at de nu i en sen alder har opdaget kirken, forklarer tidligere biskop Olav C. Lindegaard, og sådan har det på en måde altid været, men det nye er, at mange af de ældre, der nu er begyndt at komme i kirken, er uden kirkelig baggrund og ofte står helt blanke over for, hvad der foregår ved en gudstjeneste, og derfor er usikre.
De har brug for hjælp, og den får de nu med en nyskrevet guide til gudstjenesten, forfattet i fællesskab af to tidligere biskopper, den 81-årige Olav C. Lindegaard, der var biskop i Haderslev Stift fra 1980 til 1999, og Henrik Christiansen, 88 år og biskop i Aalborg Stift fra 1975 til 1991.
En del kirker har selv udarbejdet "manualer" for gudstjenesteforløb til hjælp for kirkefremmede, men det særlige ved de to biskoppers hæfte er, at det kommer om bag ved alle gudstjenestens liturgiske led, der i mange tilfælde går helt tilbage til oldkirken.
På kun 18 små sider formår de derved at få hele den kristelige og kirkehistoriske klangbund med. Kort og enkelt og meget bevidst renset for alle indforståede teologiske udtryk. Med andre ord en brugsanvisning, der er lige til at gå til.
Gudstjenesteguiden, "Gudstjenesten – vejledning til folkekirkens gudstjeneste" er trykt i 14.000 eksemplarer og udsendt af Det Danske Bibelselskab som den første i en ny serie.
Den er tænkt til fremlægning i våbenhuse m.v. Desuden er nogle præster begyndt at bruge den i konfirmandundervisningen, og organister uddeler den til kormedlemmer, men det var mødet med de usikre nye ældre kirkegængere, der gav Olav Lindegaard ideen.
De to forfattere har i deres tid som biskop begge været dybt involveret i arbejdet med den nuværende gudstjenesteordning, der blev autoriseret i 1992.
Det var Olav Lindegaard, der samlede trådene op, efter at en betænkning fra den mangeårige Liturgikommission om fornyelse af gudstjenesten havde lidt skibbrud, og biskopperne derfor selv tog affære. Henrik Christiansen udgav sammen med sine to døtre og svigersøn for nogle år siden værket "Liturgisk Håndbog I og II" om højmessen i den danske folkekirke og kirkeåret.
Deres fælles gudstjenestevejledning kan samtidig læses som udtryk for glæde over folkekirkens autoriserede højmesse – den gudstjeneste, der foregår om søndagen, og som så at sige udgør folkekirkens liturgiske rygrad – og ses som en opfordring til deres præstekolleger om ikke at overse den, fordi man i folkekirken i disse år har vældig meget fokus på særgudstjenester.
– Der er spaghettigudstjenester, gudstjenester for spædbørn og for ældre, gospelgudstjenester for unge osv., og det er alt sammen meget godt, men det er gudstjenester, der henvender sig til særlige grupper, hvorimod højmessen søndag formiddag er den gudstjeneste, der samler hele menigheden. Den kan kirken ikke undvære, fastslår Olav Lindegaard. – Med vores hæfte ønsker vi at være med til at værne om den autoriserede højmesse.
At gudstjenesten er autoriseret, endda ved en kongelig resolution, betyder, at dens liturgi, dens ritualer, ligger fast, om end der med den nu gældende gudstjenesteordning blev indført en række variationsmuligheder.
– Med de fastlagte ritualer har menigheden et værn om gudstjenesten som Guds tjeneste for os, og menighedens modtagelse og svar i lovsang og imod alle hovsa-løsninger, forklarer Henrik Christiansen. Både han og Olav Lindegaard er kritiske over for præster, der sjusker med ritualerne eller på egen hånd – i strid med forordningerne – laver om på dem og de ord, der skal siges.
– Som hvis man for eksempel ændrer bortsendelsesordene efter nadveren og ikke bruger Jesu egne ord, "Fred være med jer!", som man er forpligtet på, eller f.eks. beder fadervor sammen med menigheden efter dåben fremfor ved håndspålæggelse på dåbsbarnet, forklarer Olav Lindegaard.
De private forandringer af højmessens ritualer i strid med folkekirkens forordninger kan måske skyldes et ønske fra præstens side om at gøre gudstjenesten mere populær. Samme ønske kan ligge til grund for, at nogle præster undervejs i gudstjenesten giver små regibemærkninger om, hvad der nu skal ske.
– Men det forstyrrer gudstjenestens tætte musikalske forløb – i gudstjenesten er det ikke præstens performance, det handler om. I gudstjenesten er det Gud, der handler, og hans ord, der lyder, som menigheden så tolker i sin lovsang, understreger Henrik Christiansen, der kalder folkekirkens gudstjeneste – og her altså specielt med tanke på den autoriserede højmesse – for den rigeste i verden, blandt andet også fordi den er båret af menighedens salmesang.
– At forestå gudstjenesten er præstens fornemste opgave. Gudstjenesten er det trosbærende og trosinspirerende sted i kirken, eller som Grundtvig udtrykte det: "den søndagslige overlevering af det, Herren oprindelig har givet sin menighed", flere hundrede år før den kanoniserede bibel forelå.
Olav Lindegaard, der i hele sin periode som biskop var medlem af kammerkoret ved Haderslev Domkirke og i en årrække formand for Folkekirkens Ungdomskor (FUK), sammenligner gudstjenesten med et stykke musik. Her som der bør man undgå falske toner, som ifølge de to biskoppers gudstjenestegehør opstår, når præster sætter sig ud over ritualerne.
Og har man vanskeligheder med at forstå dem, er der nu hjælp at hente i Christiansens og Lindegaards lille kompakte guide.
Henrik Christiansen og Olav C. Lindegaard: "Gudstjenesten – Vejledning til folkekirkens gudstjeneste", Det Danske Bibelselskab, 18 sider, pris 100 kroner for 10 stk. (250 kr. for 25, 300 kr. for 50).