Små glimt fra den besværlige hverdag

Anja Otterstrøm debuterer med en samling hverdagsnoveller, som ikke rigtig får fat i læseren

Det er efterhånden sjældent, man som anmelder får lov at læse en novellesamling. Og det kan man godt ærgre sig over, for novellen har mindst lige så indlysende potentialer som de øvrige genrer. Langt de fleste nulevende danske forfattere skriver enten romaner eller digtsamlinger, og det er grunden til, at man fra tid til anden hører pessimistiske udsagn om, at novellen er død.
Det er dog stadigvæk en overdrivelse. Novellen er ikke mere død, end at fremtrædende forfattere som Naja Marie Aidt, Pia Juul og Kathrine Marie Guldager har videreudviklet og forfinet genren inden for de senere år. Dertil kommer så en debutant som Anja Otterstrøm, der med samlingen "Enebørn", udgivet på det lille forlag Bahnhof, melder sig inden for genren.
Sammenlignet med kvaliteterne hos de førnævnte forfatternavne er Anja Otterstrøms novellesamling desværre hurtigt overstået. Der er sådan set en fin konsekvens i bogen, novellerne er ensartede i sprog og struktur, og det er heller ikke, fordi forfatteren savner substantielle emner at give form til. Der mangler blot helt elementære kvaliteter for novellegenren som det ekspressive sprog, den komplicerede situation og den underfundige dobbelttydighed. Novellerne er alle læst til ende, førend de egentlig er begyndt, og uden at læseren sidder tilbage med en undren over andet, end at novellen allerede er færdig.
Det ville formentlig have styrket samlingen betydeligt, hvis Anja Otterstrøm havde dvælet i længere tid ved den enkelte novelles problemsituation. Der synes nemlig at være en god fornemmelse for det groteske, tragiske og lattervækkende ved de mange små problemer i hverdagen, vores liv også består af.
For nu at blive lidt mere konkret består bogen af 19 små noveller. Der er historien om kæresten, der ikke accepterer, at forholdet er blevet gjort forbi, før denne er blevet godt og grundigt ydmyget. Der er historien om hende, som er i behandling for en uspecificeret sygdom og samtidig giver tilladelse til, at hendes mand flirter med babysitteren. Man hører historien om den gifte kvinde, der bliver stadig mere irriteret på den attraktive kvinde, hendes mand har inviteret til at bo hos dem, og som han åbenlyst har noget kørende med. Og man kan læse historien om det par, der på deres første date bliver overrumplet af en performance udført af parret ved siden af dem.
Miljøet er forholdsvis genkendeligt, pudsigt nok indgår byen Rødovre i flere af novellerne, og de udspiller sig alle i nutiden, uden at forfatteren inddrager politiske, daterbare emner. Anja Otterstørms dybeste interesse er at undersøge menneskers følelsesliv i relationer såsom parforholdet, ægteskabet og familien. Det er overordnet et sympatisk forsøg, som altså mangler nogle basale novellekvaliteter.
kultur@kristeligt-dagblad.dk

Anja Otterstrøm: Enebørn. 144 sider. 199 kroner. Bahnhof. Udkommer i dag