Lægfolk tager nyt ansvar for den katolske kirke

Paven og biskopperne kan ikke tackle misbrugskrisen og mediestormen, konkluderer mange lægfolk og tager selv affære på hele kirkens vegne

©MARLENE AWAAD/IP3/MAXPPPPARIS, FRANCE LE 14 JANVIER 2007.STATUETTE DE LA VIERGE MARIE AU SALON DES CHRETIENS RELIGIO.
©MARLENE AWAAD/IP3/MAXPPPPARIS, FRANCE LE 14 JANVIER 2007.STATUETTE DE LA VIERGE MARIE AU SALON DES CHRETIENS RELIGIO. Foto: MARLENE AWAAD.

Kirken skal nok overleve også denne krise, skrev den kendte amerikanske historiker Paul Kennedy forleden i International Herald Tribune og spurgte så: "Men behøver den at gøre det så ubehjælpsomt?" Et par uger tidligere havde den tyske forfatter Peter Schneider et indlæg i New York Times, hvor han gerne ville være "fair" mod paven, men samtidig tilstod, at Benedikts hyrdebrev til den irske kirke om skandalen fik ham "til at klø sig i hovedet".

Lignende indlæg kan læses overalt i den vestlige verden, for tendensen til, at almindelige katolikker tager ordet på kirkens vegne uden om det vante hierarki af biskopper, er stigende i denne tid. Ifølge sociologen Philippe Portier, der udtalte sig om fænomenet til den franske katolske avis La Croix, er det udtryk for, at lægfolk ikke længere ser deres – og kirkens – redning som kommende fra biskopperne, men at de selv ønsker at tage hyrderne ved hånden.

Det er en interessant og potentielt opmuntrende udvikling for den katolske kirke midt i en ellers mørk tid. Der har naturligvis længe været grupper af lægmænd, der har taget ordet, men det har typisk været for at opponere mod paven og Vatikanet i en intern katolsk debat. Udgangspunktet for de nye og bredere strømninger er derimod nok at få sandheden frem og påpege mangler, men også samtidig beskytte kirken og dens budskab mod de gamle fordomme og urimelige generaliseringer, som misbrugsskandalen har givet ny kraft.

Det sker i erkendelse af, at mange biskopper simpelthen ikke forstår pressens logik eller den offentlige debats uskrevne spilleregler. I franske Le Monde offentliggjorde en række prominente erhvervsfolk, politikere, journalister og akademikere således i april et åbent brev med støtte til ofrene for misbrugsskandalen, men også med opbakning til biskopperne og paven, som underskriverne mente selv var blevet ofre for en "mediedækning , der er løbet løbsk".

Det er meget, der står på spil for den nye type meningsdannere, der typisk mener, at kirken – alle vanskeligheder til trods – gør mere godt i verden, end den får anerkendelse for. Ofte er det kvaliteten af undervisningen på katolske skoler, omfanget af katolsk nødhjælpsarbejde eller individuelle præsters personlige eksempel, der bliver fremhævet.

Men ellers går det igennem som en rød tråd, at en sekulariseret verden uden kristne værdier er en tanke, der ikke er til at bære, og at der ikke er andre til at træde i stedet for den katolske kirke. Hvis ikke biskopperne kan klare opgaven, er det de katolske universiteter og katolske medier, der nu må stå for "en helt nødvendig kritik af moderniteten", mener historikeren Andrew J. Bacevich i Boston Globe. Paul Kennedy føler til gengæld, at kirken bedst kommer videre ved at "se tingene i øjnene med værdighed og droppe de sene beklagelser og alle uklarhederne".

Internettet og e-mail er en forudsætning for opblomstringen – hvis det altså er, hvad der er tale om – af en katolsk intelligentsia efter flere årtiers stilstand. Det er det hurtige og effektive svar, der vægtes højt, mens der er mindre tålmodighed med kirkens traditionelle måde at kommunikere på gennem bispesynoder og hyrdebreve.

Debatten ved årtusindskiftet om, hvorvidt kristendommen skulle nævnes eller ej i EU?s forfatningstraktat, skal have været en katalysator for mobiliseringen af en velartikuleret og selvbevidst katolsk middelklasse, der pludselig blev klar over, at den var en minoritet i det sekulære Europa. Men med misbrugsskandalen er problematikken kommet tættere på, fordi det ikke længere handler om de europæiske værdiers historiske oprindelse, men om kirkens troværdighed.

Der er dog også biskopper, som har reageret med overbevisende sans for, hvad situationen kræver. I Wien stod byens ærkebiskop, kardinal Christoph Schönborn, ansigt til ansigt med ofre for misbrugsskandalen og nogle af sine argeste kritikere, da han førte an i en forsoningsgudstjeneste kort før påske. Nemt var det ikke, men de fleste iagttagere er enige om, at det var en begyndelse på noget, der kan blive godt.

Der, hvor biskopper som Schönborn og de nye meningsdannere måske mødes, er i erkendelsen af, at den katolske kirke – uden selv at kunne være et demokrati – næppe kan fungere effektivt eller overbevisende i den moderne verden uden den form for gennemskuelighed i sine beslutningsprocesser, der netop kendetegner demokratiske samfund. Kirkens sandhed er evig, men maskineriet er slidt.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Mag.art. Andreas Rude skriver om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.