NÅR TALEN ER om denne dag, disse timer og disse minutter for 65 år siden, kan man sådan med lidt god vilje sige, at den danske befolkning er delt i tre grupper: Først og fremmest er der dem, der selv var aktive og engagerede i modstandskampen eller fulgte den på nærmeste sidelinje. Dernæst er der os, der husker flere eller færre detaljer om de fem besættelsesår og derfor også kan genkalde befrielsesaftenen. Og endelig er der dem, der af forholdsvis nærliggende årsager ikke forbinder andet med dette afsnit af danmarkshistorien end det, de har set, læst eller hørt.
Det er overflødigt at sige, at den første gruppe hurtigt bliver mindre. Det gør den anden også – omend i roligere tempo. Den sidste gruppe er den helt dominerende. Selvom det måske er lidt underligt at konstatere det, kan det jo ikke bortforklares, at alle, der er født efter 1940, følelsesmæssigt ikke har andet forhold til besættelsesårene, end de har til krigen i 1864.
De seneste år har jeg selv oplevet just denne "opdeling" af danskerne på en uhyre konkret måde: Jeg blev for et par år siden spurgt, om jeg ville være formand for Auschwitzdagens repræsentantskab. Jeg tror, mange ved, at Auschwitzdagen er den 27. januar. Også den markerede i år en 65-årsdag. Det var den 27. januar 65 år siden, den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau blev befriet af sovjetiske tropper.
Det var ottende gang, vi i Danmark markerede Auschwitzdagen, som er Danmarks officielle minde- og mærkedag for ofrene for holocaust og – som det hedder – "andre folkedrab". Markeringen foregår via en bred vifte af arrangementer ud over landet arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier.
Og hvad oplever man så ved disse arrangementer? Det har først og fremmest slået mig, at der bliver fuldstændig musestille i undervisningslokalet, når et menneske, der selv var i koncentrationslejr, får ordet og fortæller. Så er der ingen elever, der modtager sms'er eller hvisker med hinanden. De sluger beretningen!
Det har også slået mig, at mange elever får øjnene op for, at nok var det dengang, men vi kender altså også til folkedrab og menneskelig fornedrelse i 2010. Eleverne er meget optaget af at drage paralleller mellem dengang og nu. Jeg har et par gange deltaget i sådan nogle workshops med 15-20 elever og mærket deres engagement i disse temaer.
Som et væsentligt apropos til arrangementerne på Auschwitzdagen vil jeg også nævne den film, som netop har set dagens lys med titlen "Theresienstadt – danske børn i nazistisk fangenskab". Filmen er bygget op om seks fremragende fortællere, der som børn blev deporteret til Theresienstadt med deres familier under den tyske besættelse af Danmark. De er (mærkeligt nok) blevet noget ældre, men de fortæller deres egen historie om dengang alt sammen flettet sammen med historien om Danmarks besættelse, Europa i krig og holocaust – nazisternes forsøg på at udrydde de europæiske jøder.
Hvorfor opholder jeg mig lidt ved disse ting? Det gør jeg, fordi jeg synes, det er så fantastisk vigtigt, at fortællingen om det, der skete i de fem år, ikke forsvinder sammen med de generationer, der på egen krop oplevede begivenhederne. Til at forhindre det skal vi blandt andet bruge Auschwitzdagens forskellige arrangementer og filmen om de danske børn i nazistisk fangenskab. Kan vi opnå, at bare 200 8. klasser og 9. klasser ser den film, er meget vundet.
Det siger sig selv, at denne aften er en mindernes aften og erindringernes aften. Det er derfor, vi står netop på dette sted, som jo i øvrigt blev indviet i morgen for 60 år siden. Det er en bevæget aften både for jer, der selv stod midt i modstandskampen, og for jer, der mistede mennesker, I holdt af, fordi de kæmpede for at bevare denne lille nation.
Og det er en erindringernes aften for alle os, der – afhængigt af alder – har flere eller færre glimt gemt i os. Jeg kan jo ikke skjule, at jeg just var blevet tre år, da Danmark blev besat den 9. april 1940 og altså lige blevet otte år, da frihedsbudskabet lød. Derfor er mine erindringer om de svære år altså barnets erindringer, sådan som det er for mange, mange mennesker.
Jeg bebrejder sådan normalt ikke mine forældre væsentlige ting. Men i det, der hedder erindringens klare lys, må jeg alligevel påtale, at de lod min bror og mig blive i vore senge hin aften for 65 år siden. Vi måtte nøjes med at høre glædesråbene fra villavejene i Birkerød og undres over det hurtigt iscenesatte fyrværkeri fra en af naboerne. Til gengæld tog vi så revanche dagen efter, deltog i nedrivningen af mørklægningen og gik gennem den lille forstad til København, alt mens frihedskæmperne på lastvogn hentede de mere tvivlsomme elementer frem i dagslyset.
Men på trods af, at denne aften altså nødvendigvis må være mindernes og erindringernes aften, er det vigtigt for mig at understrege, at hvis den alene er det, vil den jo forsvinde ud i tågen om ganske få år. Af indlysende grunde!
Og dermed vender jeg så tilbage til mine erfaringer omkring markeringen af den årlige Auschwitzdag. Den har to hovedelementer: at fastholde begivenhederne dengang på den ene side og trække linjer frem til verden anno 2010 på den anden. Med andre ord: Hvis vi ikke drager en lære af de fem år, hvis vi ikke evner at fortælle og forklare forløbene for de næste generationer og hvis vi ikke evner at pege på, at der også i 2010 foregår folkedrab, undertrykkelse og menneskelige rædsler, så vil dette sted, disse grave og disse mange navne i bedste fald være at sammenligne med alle de andre kirkegårde ud over landet!
I de år jeg var kirkeminister, kom jeg ganske ofte på dette sted. Det gjorde jeg af den enkle grund, som mange af jer, der er her i aften, kender: Kirkeministeren modtager de besøgende udenlandske statsoverhoveder, når de nedlægger en krans ved Axel Poulsens store magtfulde monument. Det er en ganske kort og enkel højtidelighed, som normalt ikke påkalder sig stor offentlig interesse.
Jeg husker især et besøg. Det fandt sted om formiddagen mandag den 27.maj 1991. Nede fra porten og op ad vejen kom en lille, spinkel mand gående. Det var den daværende præsident for – som det hed – Den Tjekkiske og Slovakiske Republik Vaclav Havel (senere blev han det nye Tjekkiets første præsident). Vi fulgtes ad hen til monumentet, hvor han lagde sin krans. Han hilste på de fremmødte tidligere modstandsfolk, og vi vekslede et par bemærkninger. Og det var sådan set det.
Hvad var nu det, der gjorde et så stort indtryk? Det var såmænd bare, at her stod jeg sammen med et menneske, der (født i 1936) havde samme forhold til Anden Verdenskrig som jeg selv. Barnets. Men jeg stod samtidig ved siden af et menneske, der på sin egen krop havde følt, at undertrykkelse, nedværdigelse og forfølgelse ikke kun var noget med "engang", men desværre også havde været en helt afgørende del af hans eget liv. Fængslet adskillige gange for "undergravelse af republikken". Hans breve fra fængslet til hustruen Olga fra 1980'erne er bevægende læsning.
Og så er jeg tilbage, hvor jeg begyndte. Denne dato – og de andre mærkedage fra besættelsesårene, først og fremmest den 9. april – har sit væsentlige indhold i sig selv! Det er den bevægede mindedag, eftertankens dag og lysenes og blomsternes dag. Lad aldrig disse dage gå i glemmebogen!
Besættelsen sluttede i disse timer for 65 år siden. Men verden er stadig ond. Derfor er det så fantastisk vigtigt, at generationerne efter os bliver bevidste om, både hvad det var, der skete, og at der er linjer op til vores egen tid. Som altid er forudsætningen for at forstå nutiden, at man har et grundigt indblik i fortiden. Det er ikke alle, der erkender det, men sådan er det!
Kronikken er en let redigeret version af den tale, som tidligere kirke- og kommunikationsminister Torben Rechendorff (K) holdt i Mindelunden i København i aftes den 4. maj