Når der var oversvømmelser ved fjorden, kunne man være sikker på, at den daværende Roskilde-borgmester Joy Mogensen (S) stod klar i gummistøvler til at stable sandsække. Når juletræet på torvet skulle tændes, kunne man se hende bag tangenterne på klaveret. Ja, kvinden med borgmesterkæden var altid til stede, når der skete noget på Roskilde-egnen.
Og byens borgere elskede hende for det. Ved seneste kommunalvalg fik hun over en tredjedel af stemmerne, hvilket skaffede Socialdemokratiet absolut flertal i byrådet og gav hende en status, der nærmede sig en bydronning.
Men når Joy Mogensen i dag kan fejre sin 40-årsfødselsdag, kan hun samtidig konstatere, at politisk succes er flygtig som sommervejret. Siden hun sidste år tiltrådte som kultur- og kirkeminister, har der været så meget blæst om hendes ministerarbejde, at Weekend-avisen inden sommer satte en hel side af til at undersøge, hvordan en så folkekær lokalpolitiker på kort tid kunne blive til regeringens vel nok mest forslåede minister.
Kritikken blussede for alvor op under corona-nedlukningen. Her skabte hun først skabte furore ved at sige, at det ikke var tid til at snakke om kultur midt i en sundhedskrise. Senere krævede et flertal ligefrem, at hun skulle tages af forhandlinger om hjælpepakker til kulturlivet, da de ikke havde tillid til, at hun kunne forhandle tilstrækkelig god hjælp.
Også nedlukningen af kirker gav problemer, hvor hun først ville åbne kirkerne ved påsketid, men senere måtte trække i land. Alligevel har hun ikke mødt samme modstand i den kirkelige verden som i kulturlivet, lyder det fra Peter Lodberg, professor i teologi ved Aarhus Universitet. Her er der snarere en tøvende undren over, hvad det er hun vil på posten.
”Hun fremstår endnu meget utydelig som kirkeminister, og vi mangler at se hende træde i karakter,” siger han.
Da hun tiltrådte som kirkeminister, lagde hun ikke skjul på, at det var nyt for hende at skulle arbejde med kirken på et så organisatorisk niveau. Alligevel var folkekirken ikke fremmed for hende. Hun boede de første år af sit liv i Canada, hvor Den Danske Kirke blev et vigtigt holdepunkt for familien under et svært sygdomsforløb for moderen. Da familien flyttede tilbage til Danmark, fik moderen senere job som kirketjener i Svogerslev uden for Roskilde. Her afløste Joy Mogensen flere gange sin mor og lærte derigennem kirkens rutiner og ritualer at kende.
I dag lægger hun ikke skjul på, at hun betragter sig selv som troende med base i folkekirken:
”Jeg tror på, at der er en Gud. Og at der er en, der lytter til vores bønner. Min søster dyrker meget yoga og finder ro på den måde. Det kan jeg ikke, men finder i stedet roen i samtalen med Gud. Jeg har ikke en forventning om, at han svarer mig, men han hjælper mig med at sortere mine tanker,” har hun sagt i et interview i Kristeligt Dagblad.
Inden hun nåede dertil, har hun været ude på en personlig trosrejse. Den har blandt andet bragt hende forbi buddhismen, mens det senere var katolicismen, der tiltalte hende. Ifølge hende selv hang det formentlig sammen med, at hun i en del af sin barndom gik på en katolsk privatskole.
”Når det i sidste ende blev folkekirken, jeg kom til at føle mig hjemme i, skyldes det nok, at jeg oplever den som mere rummelig,” har hun udtalt.
Joy Mogensens politiske liv har derimod været mere ensartet. Karrieren begyndte tidligt, hvor hun i 2005 blev valgt ind i Roskilde Byråd for Socialdemokratiet. Ved valget i 2011 overtog hun som blot 30-årig borgmesterposten.
Da Mette Frederiksen (S) præsenterede sit ministerhold sidste sommer, var Joy Mogensen den store overraskelse. Mange havde gættet på, at Socialdemokratiets daværende kulturordfører Mogens Jensen skulle have posten som kultur- og kirkeminister. Men i stedet blev det den i landspolitik ukendte Roskilde-borgmester.
Helt ukendt i den brede offentlighed var hun dog ikke. Nogle måneder tidligere havde hun annonceret, at hun ventede barn med sæd fra en anonym donor. Det førte til en del opmærksomhed, især efter at partikollegen Simon Simonsen i et Facebook-opslag kaldte det egoistisk at blive aleneforælder.
På tragisk vis endte graviditeten med, at hendes barn, Sarah, døde kort tid inden fødslen. Ved juletid satte Joy Mogensen ord på sin sorg og sit håb i en kronik i Kristeligt Dagblad. Her skrev hun blandt andet:
”Intet, nogen af os kan sige, kan gøre det grufulde ved menneskelivet mindre eller mere grufuldt. Men heller intet, nogen af os kan sige, kan gøre kærligheden mindre eller større. Men vi kan hjælpe hinanden ved at møde hinanden i både sorg og glæde. Vi kan prøve gennem vores handlinger at lade vores meningsløse, men alligevel mirakuløse liv og død få betydning for andre.”