Ordet sammenhængskraft findes vistnok kun på dansk. Men den virkelighed, som ordet dækker over, bliver til gengæld diskuteret her og der og alle vegne. Således også i bogen "L'explication" ("Forklaringen"), der netop er udkommet i Frankrig. Den består af en samtale mellem filosofferne Alain Finkielkraut og Alain Badiou. Som man vil bemærke, så deler de fornavn, men det er stort set også det eneste, de deler, for de står i et uforligeligt modsætningsforhold til hinanden i alle spørgsmål, der vedrører national identitet, indvandring og religionens plads i det offentlige rum. Og da de to professorer ikke lemper på deres respektive budskaber eller lirker ved det saglige modsætningsforhold, så er denne samtalebog ikke en fingeret dialog – nej, den er et regulært sammenstød.
Montaigne sagde, at han aldrig talte sine citater, men nøjes med at veje dem. Den fremgangsmåde benytter Finkielkraut sig også af, hvorfor han lader adskillige prægnante og præcise citater cirkulere i luften for at begrunde sin konservatisme og motivere sin afsky for multikulturalismen, som Finkielkraut har et lige så anspændt forhold til som en byzantinsk præst, der i basilikaens kor støder på en vestgoter i bjørneskind. Med sympati og tilslutning citerer Finkielkraut Albert Camus' ord om, at alle generationer hidtil har villet skabe verden på ny, men at man nu må sætte sig et større mål – nemlig at sørge for at verden ikke falder fra hinanden. Og det mener Finkielkraut, at den er godt på vej til, når de samme kræfter, der er forhippet på at forbyde krucifikset i de italienske skoler, forarges over, at et flertal af schweizerne siger nej til minareter i bybilledet.
Hvor Finkielkrauts udgangspunkt er nationalkonservativt, advokerer Alain Badiou for at genoplive kommunismen. Badious vigtigste inspirationskilder er Karl Marx og apostlen Paulus. Jo, De læste rigtigt. Ganske vist er Badiou ateist, men samtidig fremhæver og forherliger han Paulus som grundlæggeren af den universalistiske tankegang. For Badiou er Paulus? Brev til Galaterne (3,28) epokegørende: "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus." De sidste tre sidste ord citerer Badiou ikke, for han vil bruge Paulus til at tilvejebringe en ny internationalisme med forbillede i urkirken, hvor alle delte alt med alle: "Proletarer i alle lande, foren jer!"
Det var romanforfatteren Victor Hugo, der hævdede, at "stærkere end en invaderende hær er en idé, hvis tid er kommet", og Badiou er netop overbevist om, at den egentlige kommunismes gennembrud er nært forestående, hvorfor han tolker urolighederne i de franske indvandrerghettoer og optøjerne under klimatopmødet som en slags forvarsel om en ny revolutionær tid.
På den måde understreger bogen, at det sete afhænger af øjnene, der ser, og af det hoved, øjnene sidder i. Der sidder et godt hoved både på Finkielkraut og Badiou. "L'explication" er derfor et intellektuelt input af karat, for selvom de fleste nok vil stejle over Badious advokatur for kommunismen, så tvinger hans udførlige argumentation Finkielkraut til at give en sammenhængende forklaring på (jævnfør titlen "Forklaringen"), hvori den nationale sammenhængskraft består.
Og det kan man måske godt blive træt af at høre om, men denne træthed må besvares med et omskrevet Samuel Johnson-citat: "Den, der er træt af den debat, er træt af livet". Alt tyder nemlig på, at debatten om sammenhængskraft er dømt til at fortsætte. Både i Danmark og i resten af verden.
Alain Badiou et Alain Finkielkraut: L'explication. Conversation avec Aude Lancelin. Nouvelle Éditions Lignes 2010. 17 euro.