Stort ansvar

Katolsk biskop på vildspor

Et katolsk kloster ved Grenå er blevet centrum i en genopblusset sag om magtmisbrug i den katolske kirke. Flere tidligere beboere beretter om dybt kritisable forhold, herunder formodningen om uagtsomt manddrab. De understreger også, at den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon var underrettet. Efter sagen i går blev rejst igen af DR meddelte Kozon, at han nu har bedt Vatikanet om at se på sagen. Det gjorde han også sidste år, da Kristeligt Dagblad første gang skrev om problemerne. Men dengang som nu afviser han selv at gøre noget, fordi det ligger uden for hans formelle kirkelige myndighedsområde i den katolske kirke. De involverede må ifølge biskoppen selv henvende sig til danske myndigheder. Biskoppens forklaring kan være nok så formelt korrekt, men den er ikke desto mindre etisk problematisk og fungerer slet ikke i en dansk offentlighed. Efter måneders kritik af kirkens nølende måde at håndtere sager om sexmisbrug på kan man spørge, om Kozon slet intet har lært? Budskabet var og er ellers klart: Den danske offentlighed forventer i dag, at kirkelige ledere først tænker på menneskeskæbner og påtager sig et ansvar frem for at flygte fra det.