Her den 1. juni ville min mormor være fyldt 100 år, hvis hun altså ikke var død for et dusin år siden. Selvom det er mig, der har uddannet mig dertil, var hun familiens bedste bud på en farverigt uvederhæftig storyteller.
Jeg husker dengang først i 1970'erne, da hun vendte hjem fra en uges ferie på den spanske solkyst med indlagt endagstur til Marokko. Hun formåede i ord at omskabe en tryghedssøgende præsteenke fra Nykøbing Falster på pakkerejse til en eventyrer, hvis Afrika-færd det ville være naturligt at nævne i samme åndedrag som Karen Blixens liv på farmen og Henry M. Stanleys rejse ud til doktor Livingstone i Ujiji.
En del år senere nåede jeg den alder, hvor familiens bilferier skulle afløses af rejser på egen hånd, og lod mig indrullere i den tusindtallige skare, som kaldte sig interrailere eller rygsækrejsende, men for Guds skyld ikke turister.
Dengang i 1980?erne var den eneste smarte måde at rejse på at tage toget rundt i Europa uden anden plan, end at man havde en billet, som gjaldt til alle verdensdelens tog i en måned.
Ordet turist var i vores bevidsthed kædet sammen med folk over 30 år, hårde kufferter på hjul, hjemmefra bookede hoteller og smilende rejseguider, der fungerede som vuggestuepædagoger.
Vi derimod satte en ære i at bære bagagen på ryggen, hvorfor vi altid var iført krøllet tøj. Vi kendte aldrig vores næste destination, hvorfor vi tilbragte umådelige mængder tid på banegårde. Her sad vi og ventede på tog. Eller overnattede, fordi vi hverken havde evner, overblik eller råd til at finde et bedre sted. Hvis turister var som vuggestuebørn, var vi som dem, der lige er begyndt i børnehave og har gjort "Vil selv" til livets mantra.
Turister gik efter tryghed, komfort og trestjernede seværdigheder, de kunne lade sig fotografere foran. Vi var ikke turister, for vi gik efter noget helt andet. Hvad dét var, stod aldrig helt klart for mig, men det var alt andet. Derfor gjaldt det for enhver pris om at undgå, at rejsen blev for afslappende eller kulturelt interessant.
I 1990'erne skiftede moden fra interrail i Europa til flyrejser mod fjernere mål, men reglerne bestod. Man kunne fortsat rejse til et fremmed land uden at være turist, blot man sov et uhumsk sted, var iført krøllet skjorte og ikke havde den fjerneste anelse om, hvad man lavede dér.
Personligt har jeg stået foran Taj Mahal og modtaget instrukser fra den lokale Kodak-fotoguide uden at ville erkende, at jeg var endnu en dum turist. For jeg var tilpas usoigneret, så med foragt på de omkringfarende japanere med ens bøllehatte, der på skift fotograferede hinanden, og sørgede omhyggeligt for ikke selv at komme med på billedet.
Men jeg var bare en turist-benægter.
Det giver ingen mening at se ned på andres rejseform. Hvorfor skulle det være smartere at rejse ud i Sumatras jungle end at nuppe en uge på Costa del Sol. Begge steder ved de lokale, hvem de har med at gøre. Uanset hvordan man rejser, er og bliver man en turist, hvis man er af sted for sin egen og ikke for andres skyld.
Derfor har jeg mere respekt for den form for turist-benægtelse, som Karen Blixen, Henry M. Stanley og min mormor benyttede. I stedet for at benægte fakta for sig selv kan man da bare rejse, som man vil, og bagefter gøre rejsen til et prægtigt eventyr ved fortællingens kunst.