Bob Hansson er i Sverige en kendt og elsket scenepoet. Nu debuterer han som romanforfatter med bogen "Gunnar" på det lille danske forlag Elg & Co. Det er en legende roman, som begynder med "kapitel nul" og slutter efter "slutningen", den er tydeligvis skrevet med et overskud, og alligevel virkede den ikke videre påtrængende på mig. Det skyldes dels, at sproget savner kraft og sanselighed, og dels, at det er så som så med indsigterne i bogen. Derfor kommer man hurtigt til at sidde med en flad fornemmelse af at bladre en bog igennem uden for alvor at være til stede.
Historien er rimelig overskuelig. Den 58-årige Gunnar har fået et nyt hjerte. Operationen er gået godt, men hans læge har beordret ham til at hvile sig og tage den med ro. Officielt er Gunnar erklæret for invalidepensionist. Problemet er bare, at Gunnar ikke kan lide at være i ro. Han savner sit arbejde på byggepladsen blandt de gamle kolleger, og han savner en at dele sin tilværelse med efter hustruens død.
Hjemme har han fundet en blyant og et kollegiehæfte frem for at skrive om sit nye liv. Det, som Gunnar skriver om sig selv, er imidlertid ikke identisk med det, læseren har mellem hænderne. Beskrivelserne af Gunnars hverdag suppleres af fragmenterede beskrivelser af nattedrømme, som Gunnar vanskeligt kan være forfatter til, og i romanens slutning forskydes fortællerfiguren da også et par gange.
For at få mest muligt ud af sit liv beslutter Gunnar sig for at vende tilbage til sin gamle arbejdsplads. Det sker i hemmelighed for chefen, idet han som sagt er invalidepensionist. Den harmløse lovovertrædelse bliver naturligvis opdaget. Bedre held har han med at finde kærligheden. Han møder børnehavepædagogen Anna, som altid har drømt om, men aldrig før har prøvet at leve sammen med en mand. De forelsker sig gensidigt i hinanden efter indledende, kejtede tilnærmelser.
Som tiden går efter hjerteoperationen, begynder Gunnar at mærke flere usædvanlige fornemmelser i kroppen. For eksempel begynder han at længes efter at eje en motorcykel og rejse af sted i fuld fart. Gunnar har ellers aldrig interesseret sig for den slags. Hans læge fortæller ham, at det ikke er helt utænkeligt, at han har overtaget en del af sjælen fra den afdøde person, han har fået sit nye hjerte fra. Spørgsmålet er, hvor meget af Gunnar, der er ham selv, og hvor meget der skyldes en fremmed? Det er selvfølgelig en relevant problematik for enhver med indopererede organer, som allerede Peter Seeberg behandlede i den mesterlige lille novelle "Patienten" fra 1962.
Som nævnt indledningsvis er Bob Hanssons roman ikke nogen sindsoprivende læseoplevelse. Der er stor forskel på at underholde på en scene og at bevæge læseren med litteratur. Romanen savner ikke en tone, det har den såmænd, en lavmælt, ironisk tone. Men den savner kraft og vitalitet, originalitet og ekspressivitet, og så bliver man altså ikke ret meget klogere på livets gådefulde mysterier efter at have læst Bob Hansson.
Bob Hansson: Gunnar. 324 sider. 299 kroner. Elg & Co.