Magiske døvnælder

Døvnælder, som mange forveksler med den frygtede brændenælde, er både magisk og spiselig

Døvnælden ligner brændenælden, men brænder ikke. --
Døvnælden ligner brændenælden, men brænder ikke. --. Foto: Ottmar DiezStockfood.

Lad dig ikke forskrække af døvnælden, selvom den ligner den frygtede brændenælde. Man kan kende døvnælden på, at en række af fine hvide blomster fremhæver døvnældens uskyldighed. Inde i blomsten er der en dejlig sød nektar, som man roligt kan suge ud og nyde.

Døvnælden har fået sit navn, fordi den ikke kan brænde som brændenælder, og derfor kaldes den "døv".

Den danske restaurant Noma, der for nylig blev kåret som verdens bedste restaurant, bruger flittigt bladene fra døvnælden i deres berømte retter.

Men har du ikke planer om at lægge vejen forbi verdens bedste restaurant, så gå selv ud og pluk en buket døvnælder og brug den i madlavningen. Døvnælden smager mildt og kan bruges ligesom spinat, eller den kan tørres og bruges til døvnældete, som efter sigende skulle styrke urinvejene.

Vil du opleve døvnældernes magi, så pluk en stor buket døvnælder, der er lige lange. Læg blomsterne i en rundkreds på en dyb tallerken, så stilkene mødes på midten. Læg en sten oven på stilkene midt på tallerkenen. Fyld tallerkenen med vand, så enderne på stænglerne er dækket. I løbet af et døgn har planterne rejst sig op til en flot, rund buket. Hver stængel har bøjet sig i en smuk rund bue. Andre planter kan det samme, men ingen så godt som døvnælden.

skovhoej@kristeligt-dagblad.dk