Koldkrigsforsker skal betale halv million

Professor Bent Jensen dømt i koldkrigsdramaet mod journalist Jørgen Dragsdahl. Men vinderen Jørgen Dragsdahl står tilbage med kæmperegning

Det kommer til at koste koldkrigsforskeren Bent Jensen over en halv million kroner at have beskyldt journalist Jørgen Dragsdahl for at være KGB-spion. Samtidig sidder Dragsdahl tilbage med en kæmpe advokatregning på over to millioner kroner på grund af beskyldningen.

Det står klart efter en dom i Retten i Svendborg, der i går satte punktum i koldkrigssagen.

Ifølge den 86 sider lange dom skal professor og leder af Center for Koldkrigsforskning, Bent Jensen, betale 200.000 kroner i tortgodtgørelse til Jørgen Dragsdahl og 20 dagbøder på 2000 kroner.

Derudover skal han betale sagens omkostninger med 309.278 kroner til Jørgen Dragsdahl inden 14 dage.

Det er langt under de 2,5 millioner kroner, som Dragsdahls advokat, Henrik Holm-Nielsen, har kostet. I løbet af retssagen i Svendborg kom det frem, at Henrik Holm-Nielsen har brugt 1607,5 timer på sagen.

Jørgen Dragsdahl er umiddelbart tilfreds med det høje omkostningsbeløb, skønt han kommer til at stå tilbage med en kæmpe regning til advokaten.

"Jeg er ikke utilfreds med dommen, men det er selve retssystemet, som er uretfærdigt, når man kan svine en person til, og personen så alligevel står tilbage med regningen," siger Jørgen Dragsdahl.

Han var selv til stede i retten i Svendborg for at få dommen udleveret.

"Systemet er ikke skruet rigtigt sammen, når man som offer kan ende med at blive ti-dobbelt offer."

Ifølge dommen skal Bent Jensen anerkende, at 35 udsagn er fremsat mod Jørgen Dragsdahl med urette.

Dommer Mette Langborg kom med en tilkendegivelse til dommen tilbage i maj. Derfor kommer selve dommen ikke som nogen overraskelse.

Tilkendegivelsen blev afsagt for, at parterne kunne nå at finde et forlig. Det er ikke sket, og nu ventes det, at Bent Jensen vil anke dommen.

Ifølge Berlingske Tidende har en til lejligheden oprettet forening indsamlet over 300.000 kroner til Bent Jensens bøde, men sagens omkostninger er langt større. Alene advokatsalærerne beløber sig til flere millioner kroner.

/ritzau/