Bernhard Schlinks nyeste bog "Guilt About the Past" er en litterær kortlægning af de lange skygger fra fortiden, som vedbliver med at række ind over den enkelte tysker og Tyskland som nation.
Schlink er juraprofessor, dommer og forfatter til den internationale bestseller "The Reader" (1995, filmatiseret i 2008) om en ung mands forhold til en ældre kvinde, som anklages for krigsforbrydelser – et prisbelønnet holocaust-drama om skyld og skam.
I essaysamlingen "Guilt About the Past" er hovedtemaerne de samme. Bogen består af seks stramme tekster, der alle reflekterer over, hvordan fortidens hændelser påvirker en nations nutid, og ikke mindst over, hvordan følelsen af skyld nedarves gennem generationer.
Schlink ser nærmere på, hvordan og hvorfor en hel nations – den tyske – borgere tages til indtægt for enkeltindividers handlinger i fortiden. Hvordan skylden fortsat gnaver i alle hjørner af det tyske samfund – ikke mindst i kunsten, der må leve med Adornos formaning om, at alene det "at skrive et digt efter Auschwitz er en barbarisk handling".
Forfatteren, der er født i 1944, graver sig dybt ind i sin generations mest interessante dilemma: Ved ikke at tage afstand fra sine forældres generation og dermed måske endda sine kære, der enten deltog i holocaust, var forblændet af tidsånden eller så passivt til, indesluttes man også selv i kredsen af syndere.
Et ulykkeligt net af kollektiv skyld væves dermed ikke alene om de ansvarlige skurke, men også om medløberne, de passive ("de forsigtige" og "de korrupte", som Schlink kalder denne gruppe) og i sidste ende børnene.
Den enkelte tyskers identitetsdannelse hænger således uløseligt sammen med holocaust og skyldsspørgsmålet.
Som tysker er man ifølge Schlink til stadighed moralsk påtvunget enten at tage afstand fra sine landsmænd i fortiden eller acceptere, at sådanne gruopvækkende rædsler kunne finde sted i hjertet af datidens vesteuropæiske civilisation. Kun ét standpunkt kan ikke tolereres: ligegyldighed.
Forfatteren advarer kraftigt mod en helliggørelse af og berøringsangst over for holocaust og Anden Verdenskrig.
Man må altid være i stand til at diskutere fortiden og drage de nødvendige paralleller til samtiden, uden dog dermed at moralisere fra hverken katederet, prædikestolen, retslokalet eller parlamentets talerstol.
Problemstillingen må imidlertid nuanceres yderligere, for kan og bør vi overhovedet bemestre vores fortid? spørger Schlink. Ikke hvis vi med bemestring forstår en total forklaring eller fortrængning. I stedet må samfundets institutioner – heriblandt også kunsten – påtage sig en rolle i kollektivets forsøg på at frigøre sig fra fortidens åg.
Ikke ved at agitere voldsomt for særlige grundværdier. Ikke ved at forsimple fortiden og ej heller ved at fordømme tidligere generationer, men kort og godt ved at sætte rammerne for den demokratiske dialog: "Domstolene tillader os at fordømme fortidens gerningsmænd, men ikke gennem revolutionært raseri og hævn, men gennem undersøgelser og retssager – ikke ved voldelig magtudøvelse, men med bureaukratisk respekt for den enkelte lov og lovgivningen generelt."
Og Schlink øjner et lys for enden af den lange, mørke tunnel af skyld. Den nye generation af tyskere født efter Murens fald vil ifølge forfatteren være på tilpas afstand af krigen og desuden født ind i et Europa fjernt fra fortidens skel. Og dermed vil også holocaust om ikke mange år kunne indtage sin vægtige plads som en del af Tysklands historie – frem for som det altopslugende magnetfelt, det fortsat er den dag i dag.
"Forsoning er, hvad vi må bestræbe os på i det lange løb," lyder Schlinks konklusion, der som resten af den letlæste essaysamling snarere har karakter af en usentimental konstatering end en tryglende bøn.
Bernhard Schlink: Guilt About the Past. 11 dollar. Anansi Press.