Kort nyt

@Fotobyline:
@Fotobyline:.

Bashir anklages for folkedrab

Haag Den Internationale Straffedomstol, ICC, rejste i går endnu en tiltale mod Sudans præsident, Omar al-Bashir. Denne gang drejer det sig om folkedrab, oplyser ICC, der samtidig har udstedt en ny arrestordre mod præsidenten. Tidligere mente domstolen ikke, at der fandtes tilstrækkeligt med beviser til at rejse en anklage for folkemord, men det har domstolens appeldommere nu underkendt. Anklagen for folkemord kommer oven i de syv andre anklagepunkter, der er omfattet af den første arrestordre mod præsidenten, som blev udstedt i marts. /ritzau/AFP

Plan om terror-angreb i Norge

Oslo Den norske efterretningstjeneste, PST, bekræftede i går, at de tre mænd, som blev anholdt for nylig, havde planer om at udføre et eller flere terrorangreb på norsk jord. Ifølge politiadvokat Signe Kathrine Aalling gælder sigtelsen mod de tre mistænkte et angreb, som skulle finde sted i Norge ved hjælp af en bombe lavet af det farlige stof peroxid. Hvor og hvornår terrorhandlingen skulle finde sted, ønsker politiadvokaten ikke at sige noget om. De tre mistænkte, en 31-årig usbeker, en 39-årig norsk statsborger og en 37-årig iraker nægter alle at have haft noget med planlægningen af et terrorangreb at gøre. /ritzau/NTB

Schweiz løslader filminstruktør

Bern Den polskfødte filminstruktør Roman Polanski slipper for at blive udleveret til retsforfølgelse i USA. I stedet sættes han på fri fod med øjeblikkelig virkning. Det meddelte de schweiziske myndigheder i går. Den 76-årige Roman Polanski har siddet i husarrest i Schweiz, siden han i september sidste år på dramatisk vis blev anholdt i Zürich på anmodning fra USA. De amerikanske myndigheder har i årevis krævet ham udleveret, så han kan blive retsforfulgt for at have haft sex med en 13-årig pige i 1977. /ritzau/AFP

Rusland: Iran tæt på atomvåben

Moskva Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, mener, at Iran snart vil være i stand til at udvikle en atombombe. "Iran nærmer sig snart niveauet, hvor de i princippet kan fremstille en atombombe," sagde Medvedev i går. Det er første gang, at Rusland, der ellers traditionelt har været Irans allierede i landets langvarige atomstrid med Vesten, offentligt antyder, at Iran kan være på vej til at skaffe sig atomvåben. /ritzau/Reuters