Det er en titel med stolte traditioner i SF. Det nationale kompromis. Oprindeligt blev det brugt om den aftale, et bredt flertal indgik om EU-politikken efter det danske nej til Maastrichttraktaten i 1992 med SF som nøglepartiet i forhandlingerne.
For et par år siden skrev SF's gruppeformand, Ole Sohn, i et debatindlæg, at han godt kunne tænke sig et nationalt kompromis om udlændingepolitikken, og den idé tager han nu op igen. Men denne gang vel at mærke med en mere realistisk mulighed for, at han som minister i en kommende regering selv skal finde kompromisset.
LÆS OGSÅ:SF vil slække sprogkrav
Gennem et par års krise har der ellers været mere stille om udlændingepolitikken, men Ole Sohn er forberedt på, at regeringsblokken vil forsøge at bruge det som våben igen i næste valgkamp.
At han overhovedet vover sig ud i minefeltet, er der en enkel forklaring på. Han mener, at Danmark ikke ret meget længere kan holde til at have en lukket attitude over for resten af verden. Han vil gøre op med den "dem og os-dagsorden", der efter hans mening har hersket siden 2001.
"Integration burde være et nationalt anliggende, men det er blevet et kampmiddel mellem regeringen og oppositionen. Det egner det sig ikke til, for det polariserer samfundet.
Når man gør udlændingedebatten til en dem og os-dagsorden, polariserer det ikke bare mellem indvandrerne og os, men det polariserer også danskerne indbyrdes, og det skader dansk erhvervsliv," siger han.
Frem til 2001 havde vi en nogenlunde parallel udvikling med Sverige med hensyn til, hvor mange udenlandske virksomheder der slog sig ned i Danmark. Men i 2002 knækkede kurven nedad her i landet og er fortsat frem til i dag, viser friske tal.
"Jeg er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med, at udenlandske familier ikke føler sig velkomne," siger Ole Sohn.
"Det har skadet Danmark på ufattelig mange måder. For det første har det skabt unødigt store spændinger i samfundet. Det har også betydet, at Danmarks renommé i omverden er blevet mere og mere blakket. Det er slemt nok, men det værste er, at fra den dagsorden blev "highlightet" i 2001, er antallet af udenlandske virksomheder, som ønsker at placere sig i Danmark, raslet ned i forhold til dem, der for eksempel etablerer sig i Sverige. Brandingen af Danmark som et lukket land er ikke noget, vi bare kan snakke om her i vores andedam. Det betyder, at når amerikanske virksomheder skal placere sig i Europa, så går de ikke til Danmark, så går de til Holland eller Sverige. Det er helt ulykkeligt, for vi kan ikke skabe vækst uden impulser udefra."
"Derfor har store dele af erhvervslivet påpeget dette her længe, men det skal de nok fortsætte med i et lidt højere toneleje," siger han.
Hvordan et udlændingepolitisk nationalt kompromis skal skrues sammen, har han ikke helt konkrete bud på. Han erkender også, at det bliver svært at nå til enighed om spørgsmål som 24-årsregel og familiesammenføringer, men så kunne man begynde et andet sted. For eksempel der, hvor man kan få synspunkterne til at nå sammen.
"Den demografiske udvikling, Danmark og Europa bliver ramt af de næste fem-seks år, er så voldsom, at vi kun kan løse dem ved at hæve arbejdstiden massivt. Og i øvrigt blive mere produktive. Det tror jeg ikke kan lade sig gøre, uden at vi også sikrer os mere arbejdskraft udefra."
Ole Sohn anerkender, at der historisk er begået mange fejl i indvandringspolitikken, men fejlene daterer sig helt tilbage til 1960?erne, da dansk erhvervsliv senest skreg på mere arbejdskraft. Dengang tog man tyrkere, jugoslaver og senere pakistanere ind uden at lade pligt og rettigheder følges ad.
Netop i de to ord, mener han, at nøglen til et kompromis ligger.
"Den bedste form for integration er i virkeligheden, at man siger til folk, som der stod på de gamle fagforeningsfaner: Gør din pligt og kræv din ret. Det var vi ikke gode nok til i Danmark dengang."
Fagforeningsfaner og 1960?erne. Det var jo der, det hele begyndte, i hvert fald det med det politiske. Som andre politikere i denne interviewserie blev han født ind i en meget samfundsdiskuterende familie, hvor faderen var radikal i den antimilitaristiske version og moderen uspecificeret venstreorienteret.
Tidens varmeste emne var Vietnamkrigen, og det var tv-billederne af bombardementer og brændende børn, der vækkede Ole Sohn til politisk engagement allerede i de tidligste teenageår. Lidt senere kom spørgsmålet om EF, og begge temaer var kommunisterne stærkt engagerede i.
Så han blev kommunist. Siden er han ofte blevet spurgt, hvorfor det lige blev kommunisterne. Hvorfor valgte han ikke et af de mange andre tilbud på venstrefløjen dengang, SF, VS eller Socialdemokraterne for den sags skyld. Selv blandt socialdemokrater var der modstandere af Vietnamkrigen og EF, som for eksempel Svend Auken.
"Uden at det skal lyde nedladende, valgte jeg kommunisterne, fordi jeg kommer fra Horsens. Der var ikke andre partier der, som var relevante for mig. Hvis man ville have noget andet end De Konservative, Venstre eller Socialdemokraterne, måtte man selv finde på det. Hvis jeg havde boet i Århus, kunne jeg lige så vel være stødt på nogle unge SF?ere eller VS'ere, men det gjorde jeg altså ikke," siger Ole Sohn.
Han nævner også, at der hos kommunisterne var kort vej mellem holdning og handling. Siden gjorde han karriere i partiet og forsøgte og fik til allersidst held til som formand at reformere linjen – kun for at opleve, at Muren snart efter faldt, og kommunismen kollapsede.
Han har tidligere sagt, at "operationen lykkedes, men patienten døde", men det varer han sig for i dag, for der findes stadig et kommunistparti i Danmark, som ikke bryder sig om den snak.
At han er endt hos SF, tilskriver han, at han er i politik for at opnå politiske resultater. Og selvom han har en anden holdning, både til brug af militær magt og til EU, end for 40 år siden, fastholder han, at han har samme drivkraft nu som dengang.
"Det, der driver mig, er stadig den sociale indignation. Den dag, jeg ikke har den, så er jeg ikke mere i politik," siger han.
Indignation er der også, når talen falder på samspillet mellem kultur, religion og politik. For nok har der været for meget "dem og os" i dansk politik, men når det kommer til religion, deler han sin formands voldsomme foragt for radikale, kvindeundertrykkende islamister, der kunne rejse "ad Helvede til."
Men er det ikke også udtryk for en dem-og-os-dagsorden?
"Nej. Da jeg var ung, brugte jeg megen energi på at kritisere de højhellige og indremissionske samfund."
"Derimod har der været en tendens blandt venstreorienterede til, at de fremmede, som kom til Danmark, skulle behandles med særlige fløjlshandsker."
"Det gjaldt også muslimske miljøer, selvom de måske var dybt kvindeundertrykkende. Noget, vi aldrig ville have accepteret, hvis det kom fra en hvidhåret person fra Give. Den relativisme bryder jeg mig ikke om," siger Ole Sohn.
Han er enig med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i, at der generelt er for meget religion i det offentlige rum.
Risikerer man ikke at presse religion ud i nogle lukkede rum på Nørrebro, når man siger, at der er for meget religion i det offentlige rum?
"Religion er meget følelsesladet, og derfor skal man være forsigtig med, hvordan man udtrykker sig. Jeg tror bare, at jo bedre uddannet og jo bedre integreret, man er, jo mere har man religionen som en personlig rettesnor. Hvorimod jo fattigere, man er, jo større er tendensen til, at religionen bliver omdrejningspunkt for ens liv," siger han.
Banen er kridtet op til et kompromis.