Maske vender hjem til Tanzania

Barbier-Mueller Museet i Genève har returneret en stjålet Makonde-maske til Tanzanias Nationalmuseum

Siden 1985 har Makonde-masken været udstillet på Barbier-Mueller Museet i Genève, men nu er den tilbage i Tanzania. --
Siden 1985 har Makonde-masken været udstillet på Barbier-Mueller Museet i Genève, men nu er den tilbage i Tanzania. --. Foto: Philippe Wojazer.

Det er en maske af træ, der dækker hele hovedet og bæres som hjelm under indvielsesritualer for drenge af Makonde-stammen i Tanzania og Mozambique. Siden 1985 har den været udstillet på Babier-Mueller Museet i Genève, som har en betydelig samling af afrikansk kunst. Men fremover er det Tanzanias Nationalmuseum i Dar es Salaam, der udstiller den karakteristiske Makonde-maske.

Barbier-Mueller Museet og Tanzanias Nationalmu-seum har indgået et forlig, så det schweiziske museum returnerer masken til Tanzania, hvor den formentlig blev stjålet fra i 1984 sammen med 16 andre kunst-genstande under et indbrud i Tanzanias Nationalmuseum.

Makonde-folket lever fortrinsvis i Tanzania og Mozambique og i mindre udstrækning i Kenya. Masken, som netop er vendt tilbage til Tanzania, er en såkaldt lipiko-maske, som adskiller sig ved at være ualmindeligt realistisk og samtidig repræsentere en karikatur, for eksempel af medlemmer af nabostammerne eller koloniherrerne.

I dette tilfælde synes masken at gøre grin med en afrikaner, som har ladet sig omvende til islam.

Makonde-folket havde et anspændt forhold til de arabiske slavehandlere, der opererede langs den østafrikanske kyst.

Masken er udstyret med en kalot i stil med den, afrikanske muslimer plejede at bære, og ansigtet er smykket med hår og et smalt overskæg af menneskehår.

Barbier-Mueller Museet købte masken i god tro i Paris i 1985, men i 1990 informerede en specialist ved universitetet i den italienske by Perugia museet om, at masken formentlig tilhørte Nationalmuseet i Dar es Salaam.

Barbier-Mueller Museet var modvillig over for at skulle udlevere masken, fordi man fandt beviserne utilstrækkelige for, at masken virkelig var en del af tyvekosterne fra indbruddet i 1984.

Først efter 20 års intense forhandlinger er det lykkedes parterne at komme til enighed, blandt andet efter at sagen blev behandlet af Unescos regeringskomité for tilbagelevering af kunstgenstande til oprindelseslandet.

Masken udstilles nu i en sikret montre i Tanzanias Nationalmuseum i landets største by, Dar es Salaam.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk