Lørdagsrefleksioner
Af Sørine Gotfredsen
FOR NOGLE DANSKERE er denne tids konservative forhåbninger blevet skudt en smule i sænk. Klimakommissær Connie Hedegaard har meddelt, at hun aldrig mere vender tilbage til dansk politik, hvilket mange begræder, da Hedegaard længe er blevet opfattet som en redning for det kriseramte konservative parti.
Ud over de mange analyser af partiets situation og den siddende formand, Lene Espersen, medfører Hedegaards definitive afsked også et helt særligt spørgsmål. Hvorfor melder en politiker så absolut fra, når hun sandsynligvis kunne få meget stor magt herhjemme? Og måske ligefrem en dag blive statsminister? Seneste måling viser, at omkring 25 procent af alle danskere ville stemme konservativt, hvis Connie Hedegaard var formand, og mens den slags målinger som bekendt skal modtages med distance, udgør de trods alt et tegn.
Imidlertid findes der også andre interessante tegn, og blandt dem kan man måske finde en del af forklaringen på, at Hedegaard så ubetinget siger fra. Man må nemlig overveje, om ikke det politiske liv herhjemme er så meget præget af intellektuelle letvægtere, at de klogeste hoveder ikke vil være med.
Dybt nede i Europa kan Connie Hedegaard sidde i fred på sit afsides kontor og beskæftige sig med substans og resultater, mens hun som dansk partileder ville blive del af et uhyre personfikseret dagligt cirkus. Et cirkus, der så åbenlyst plager visse politikere af den gamle skole, og som for et seriøst menneske må være forbundet med en frygtelig fornemmelse af tidsspilde.
Og apropos dette cirkus: Forleden kom det for en dag, at SF?s formand, Villy Søvndal, får sine berømte morsomme bemærkninger leveret ude i byen. Nærmere betegnet af stand-up-komikeren Sebastian Dorset. Denne afsløring har man moret sig lidt over hist og her, men reaktionen har været forunderlig afdæmpet i betragtning af nyhedens drastiske karakter.
Principielt set er Søvndal en seriøs politiker, der kan komme i regering, og nu viser det sig, at han opbygger en del af sit image ved hjælp af en komiker, der skal klistre et lag af humoristisk sans uden på SF-bossen. Var det så bare økonomisk eller filosofisk rådgivning, Søvndal søgte, men nej, det er vittigheder. Den ambitiøse politiker vil bane vejen til taburetten ved at være ham, der altid kan sige noget sjovt, og mens han jævnligt kløjes i tal og kendsgerninger, kan vi i det mindste være sikre på, at de kække bemærkninger, der flyder fra ham, er af et vist professionelt snit.
Som på bestilling blev de to garvede drenge, Søren Krarup (DF) og Niels Helveg Pedersen (R), for nylig i et sommerinterview enige om, at det politiske i dag handler alt for lidt om sagen. Og Krarup tilføjede, at man lettere får lydhørhed i offentligheden uden for end inden for Christiansborgs mure, hvilket han med sit mangeårige virke begge steder ved så godt som nogen.
Sandsynligvis hænger det sammen med, at vi herude opfatter politikere med stor skepsis og har svært ved at se dem som mennesker, der taler fra hjertet og vil stå fast på deres holdninger uanset hvad. Søvndals seneste påhit er med til at understrege desillusionen. For når det ikke skaber mere forargelse, at en partileder for at optimere sin gennemslagskraft allierer sig med en af tidens mange medievante drengerøve, der lever af at pakke livet ind i satire og endeløse mængder af tomt pladder, kan det kun tolkes som en slags kollektiv resignation.
Villy Søvndal og Connie Hede- gaard befinder sig i to forskellige ligaer. Derfor giver det også en vis mening, at sidstnævnte siger nej tak til at spilde dyrebar tid og begavelse på at diskutere rigets anliggender med en mand, der mest af alt venter på næste mulighed for at fyre endnu en indøvet vittighed af.
KLØFTEN MELLEM de platte og de lyse hoveder i dansk politik er åbenbar, og man kan frygte, at vi bevæger os i en retning, hvor saglige sjæle i stil med Krarup og Niels Helveg vil blive stadig færre. Folk, der tager deres livsopgave så alvorligt, at bistand fra en komiker nok ville være det absolut sidste, der faldt dem ind.
Midlerne afslører sindet bag, og jo mere underlødige metoder den enkelte tager i brug, desto mindre fremstår han eller hun som én, i hvis hænder man tør lægge nationens skæbne. Derfor er det ikke blot en lille pudsig nyhed, at en partileder bestiller vittigheder hos en fagmand for at markedsføre sig selv som lun og ironisk jyde. Det er en helt central oplysning. For hvad snyder han sig ellers til? Hvor er han ellers parat til at spille en rolle, der ikke er et sandt udtryk for hans umiddelbare jeg? Hvilken person har vi overhovedet med at gøre?
Man skal ikke spøge med menneskelig falskhed, og man skal slet ikke spøge med falske mennesker i politik, der måske først for alvor falder igennem, når de har fået tilranet sig den høje post, de har stræbt efter. Og måske endda placeret sig selv på.
Man skal derimod forsøge at identificere det oprigtige engagement, og hvad enten man brænder for den konservative sag eller ej, kan mange nok i fællesskab ærgre sig over, at Connie Hedegaard ikke ønsker at være i dansk politik. Fordi det jo er et problem for os alle sammen, når det er de klogeste, der flygter, mens det er de mest platte, der bliver tilbage. Og sikkert til sidst får magten.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen og forfatter og journalist Peter Olesen